Oluf Pedersen

Oluf Pedersen, 6.9.1891-3.10.1970, fiskeriminister. Født på Elsenborg, Lille Rørbæk sg., Frederikssund, død i Roskilde, begravet Himmelev kgd. P. blev havebrugskandidat 1912 og var derefter på studierejse i Tyskland, Böhmen, Schweiz og Italien. 1913-14 bestyrede han handels- og anlægsgartneriet Plantagely ved Hornbæk, var 1914-16 lærer på Vilvorde, 1916-22 havearkitekt i Hillerød, 1922-33 konsulent i havebrug for de samv. sjællandske husmandsforeninger og ejede og drev fra 1941 Gadegård frugtplantage i Vejby. P. var tidligt stærkt optaget af samfundsproblemer og begejstret tilhænger af georgeismen. Han blev medlem af det radikale venstre og radikal ungdom 1920, men gik 1928 over til retsforbundet og udgav ugebladet Retspolitiken 1928-33 og Sporskiftet i dansk Politik, 1931. Efter forgæves at have søgt valg til folketinget i Kbh.s amt 1929 var han valgt i Ribe amt 1932-45 og formand for partiets rigsdagsgruppe 1943-45. P. var en stor agitator der kom overalt i landet hvor han kunne få folk i tale. Klippefast i sin overbevisning søgte han at komme sine modstandere på snævrest muligt hold og få dem i tale om de spørgsmål der mere end noget andet lå ham på sinde: grundskyld og frihandel. Som hin gamle romer Cato i forholdet til Karthago krævede P. bestandig valutacentral og planøkonomi afskaffet. Under besættelsen lagde han det til side og virkede som sekretær i de demokratiske partiers samarbejdsudvalg (nimandsudvalget). I Den politiske Modstand under Besættelsen, 1946, skildrede han disse år. P. faldt ved valget 1945 og var 1946-48 formand for Danmarks retsforbund. Desuden udgav han Fattigmands Ret, 1947, og Fuld Grundskyld i Danmark, 1948. Samtidig havde han den glæde at den socialdemokratiske regering Hedtoft nedsatte en grundskyldskommission hvor P. blev næstformand. Ved valget 1950 indvalgtes han på ny i folketinget, nu i Ålborg amt som han repræsenterede til 1960. Umiddelbart efter sit valg foranledigede han regeringen Hedtofts fald. Under en debat i folketinget 25.10.1950 stillede han en dagsorden om øjeblikkelig ophævelse af smørrationeringen. Regeringen afviste dagsordenen, men en af venstre og konservative udformet dagsorden med henstilling til regeringen om snarest mulig ophævelse af smør- og fedtrationering blev vedtaget hvoraf regeringen tog anledning til at gå af og efterfulgtes af regeringen Erik Eriksen-Ole Bjørn Kraft. P. var dog langtfra tilfreds med VK-regeringen der efter hans opfattelse ikke hurtigt og effektivt nok afskaffede restriktioner og rationeringer. Større forventninger stillede han til socialdemokratiet og de radikale efter 1954 da grundskyldskommissionen havde afgivet betænkning. Vel var der i betænkningen mange synspunkter på grundskylden, de fleste nok negative, men formandskabet stod sammen om et forslag om indførelse af grundskyld, begrundet med at "det måtte være både ret og rimeligt at den samfundsskabte jordrente blev inddraget til fællesskabet gennem en årlig grundskyld". Muligheden for at komme videre forelå, mente P., efter valget 14.5.1957 da socialdemokrater og radikale kun kunne danne flertalsregering hvis retsforbundet inddroges. P. indledte forhandlinger med nogle socialdemokrater og radikale, og da Poul Møller i Dagens Nyheder 21.5. antydede at Erik Eriksen kunne danne en VK-regering som påny kunne udskrive valg, hvis de radikale ikke støttede den, kom der gang i forhandlingerne mellem de tre partier og 28.5. dannedes trekantregeringen. P. blev fiskeriminister og måtte – ironisk nok – år efter år forlænge loven om regulering af ud- og indførsel af fisk fordi handelsaftaler nødvendiggjorde en sådan lovgivning. Han var begejstret for den udvidede frihandel der fulgte med dannelsen af EFTA, men måtte beklagende acceptere at fiskeriprodukter ikke kom ind under toldfriheden. I forsvarspolitikken nægtede han at gå på kompromis og undlod at stemme for forsvarsforliget 1960. Juli samme år kunne han fryde sig over at regeringen gennemførte en lov om fire procents afgift af grundværdistigninger fra 1.9.1960. "Hermed var samfundets ret til hele stigningen i den samfundsskabte grundværdi anerkendt i dansk lovgivning", skrev han, men vælgerne delte ikke hans glæde. Ved valget sept. 1960 mistede retsforbundet alle sine folketingsmandater. P. færdedes i de følgende år hyppigt i folketinget og søgte i vandrehallen at "indfange" folketingsmænd og argumentere for sine synspunkter. Han var kendt landet over fra utallige møder og fra radio og TV. Hans iver kunne blive så overvældende at han snublede over ordene. Hans idealisme var ægte, hans tro på sine anskuelsers rigtighed urokkelig, men fantast, som nogle anså ham for, var han ingenlunde. Han viste ved adskillige lejligheder at han realpolitisk kunne se en situations muligheder og opnå resultater ved at gå ind i et samarbejde, men han glemte aldrig sit egentlige mål. 1963 udgav han Virkningerne af fuld grundskyld og i Bogen om Stauning, 1964, skrev han om grundskylden som afløsning for grundstigningsskylden.