Orla Davidsen, Orla Carl Eugéne Davidsen, 27.1.1891-8.1.1971, konservesfabrikant. Født i Kbh. (Matt.), død på amtssygehuset i Gentofte, urne på Holmens kgd., Kbh,. Efter afsluttet skolegang ansattes D. 1908 i en gros firmaet Anton Petersen & Henius der forhandlede bryggeriartikler. Herefter fortsattes uddannelsen i Spanien, 1911-13 bl.a. for at følge import og salg af klipfisk med henblik på siden at indtræde i faderens hørkramforretning, Salomon Davidsen. Her blev han 1913 prokurist og 1921 eneindehaver. I årene 1925-36 var D. også medejer af fiskekonserves- og hørkramfirmaet P. Lykkeberg. Det blev imidlertid ikke som forretningsmand, hans største indsats kom til at ligge, men som organisationsmand. I årene 1932-36 var han således formand for Foreningen af importører og grossister i konservesbranchen, og dermed indledtes en branchemæssig indsats der kom til at strække sig over mere end 30 år frem til 1965, kun afbrudt af et tvunget ophold i Sverige under krigen. - Sammen med P. Lykkeberg stod han bag dannelsen af Foreningen af Danmarks fiske-konservesindustri 1935, og her indtrådte efterhånden alle danske fiskekonservesfabrikker som medlemmer. Baggrunden for denne organisation var de komplicerede importforhold for bl.a. islandske kryddersild, tomatpuré og andre råvarer og hjælpestoffer til branchen. Valutacentralens etablering 1932 havde gjort det nødvendigt med en effektivt arbejdende brancheorganisation. 1936 blev han foruden formand også direktør for denne hvorefter han afhændede sine egne virksomheder for helt at hellige sig organisationsarbejdet der blev af stadig mere omfattende karakter. 1940 var han således blandt initiativtagerne til en rekonstruktion af Foreningen af konservesfabrikanter i Danmark og til stiftelsen af Danmarks konservesfabrikanters arbejdsgiverforening. For begge beklædte han frem til 1962 såvel formands- som direktørposten. 1941 overtog han også ledelsen af Foreningen for Danmarks fiskemel- og fiskeolieindustri som han forestod til 1965. Hans viden førte ham naturligt ind i mange offentlige hverv. Således sad han i årene 1948-1965 i fiskeriministeriets eksportudvalg, 1939-54 i fiskerirådet, 1951-65 i fiskeriministeriets kvalitets- og bedømmelsesudvalg, og endelig var han fra 1963-65 formand for Fiskeribankens repræsentantskab.

Familie

Forældre: grosserer Waldemar D. (1857-1921) og Mathilde Hansen (1856-1946). Gift 9.7.1932 i Kbh. (b.v) med Anna Margrethe (Grethe) Båckstrom, født 21.2.1909 i Kbh., d. af Eric B. (1882-1955) og Betty Mathilda Larsson (1883-1955).

Udnævnelser

R.1 1955.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 15.1.1961. - Poul Melgaard: Foren, for Danm.s fiske-konservesindustri gennem 25 år, 1960. Berl. tid. 13.1.1971. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig