Otte Skeel

Otte Skeel, Otte Christensen Skeel, 28.8.1576-17.12.1634, rigsråd. Født på Fussingø, død i Ålborg, begravet sst. (Frue k.). Efter opvæksten og udlandsrejsen med broderen Jørgen kom S. 1600 i hoftjeneste hos Christian IV. Her forblev han til sit ægteskab 1605 med en dame i dronningens jomfrukammer. Han ledsagede 1600 kansler Christian Friis på en sendefærd til Emden. 1609 fik han Dueholm og 1613 tillige Skarpenberg gods på Mors i forlening. De afløstes 1629 af Bøvling der 1631 ombyttedes med Ålborghus. Under Kalmarkrigen tjente han først som korporal under broderen Albret og blev siden udnævnt til øverste proviantmester i Christian IVs hær. 1612 deltog han i Älvsborgs erobring. S. ledsagede 1613 kongen til Holsten og var 1614 en af de danske gesandter der lykønskede den nye zar til tronbestigelsen. 1615 fik han hverv som landsdommer i Nørrejylland. 1623 deltog han ved indretningen af Sorø akademi og 1625 i kommissionen til overvejelse af hoveriets afløsning med arbejdspenge på kronens godser. 1625–27 var han som krigskommissær i den tyske krig lang tid i Stade. Under opholdet der blev han jan. 1627 optaget i rigsrådet. Her placerede han sig straks centralt i rådsmajoriteten hvis magtkamp mod Christian IV da stod på sit højeste. Han skrev med sin betydelige militære kompetence en række vigtige rådsbetænkninger under krigen, og tilrådede at Christian IV efter Lutter am Barenberg alvorligt søgte fred med kejseren. I mellemtiden burde kongen føre en forsigtig militær kurs uden forsøg på at generobre Jylland og angribe Rügen. I jan. 1629 fulgte han Christian IV til kongemødet med Gustav Adolf i Ulvsbäck præstegård.

Efter krigen fandt S. det nødvendigt at flåden holdtes i godt beredskab, men tilrådede 1630 at man nøjedes med en begrænset madskat hertil af hensyn til bøndernes forarmede stilling. Varetagelsen af flådens tarv var for S. vigtig af hensyn til det truende Sverige og ikke at forglemme: den øksnehandel som S. havde stærke økonomiske interesser i og som truedes af dunkerquerne og fribytterne på Nordsøen. Fremfor at provokere Sverige og andre magter i det prekære dominium maris Balticispørgsmål ved magtdemonstrationer til søs tilrådede S. 1632 at beholde flåden udrustet hjemme på Bremerholm og i stedet søge enten alliance eller bedre korrespondens med den svenske nabo så man ikke satte "den dyrebare fred" på spil. Som rådsflertallet var S. da også modstander af Christian IVs fortsatte forsøg på en aktivistisk politik i Nordtyskland efter krigen og frarådede forgæves kongens togt med flåden til Elben 1630.

Med sin udprægede fredspolitik var det naturligt at S. samme år sendtes til Danzig med Martin v. d. Meden til det fredsmøde mellem Sveriges og kejserens udsendinge der imidlertid ikke kom i stand. Samme skæbne overgik det planlagte fredsmøde i Breslau 1633 som S. affærdigedes til sammen med Christoffer Ulfeldt. 1631 og 1632 deltog han i forhandlinger med hertugen af Gottorp, og 1634 var han med i et møde med gottorpske råder i Kolding hvor man ved dansk eftergivenhed enedes om betingelserne for en udvidet union mellem Danmark og hertugdømmerne. Under rigskanslerens fravær 1632 varetog han dennes gerning. Som tilhænger af korporationsprincippet gik han imod Christian IVs for slag om sasrbetænkninger for de enkelte råder i stedet for rådsbetænkninger, men foreslog som kompromis Christian IV at denne selv mundtligt udspurgte raderne enkeltvis på rådsmøderne. S. samlede sig betydelige godser. Efter sin mor arvede han Markie (Vemmenhögs hrd., Skåne), efter sin moster Karen Skeel Langholt (Kær hrd.) og Hammelmose (Børglum hrd.) hvor han lod bygge et skolehus. Han erhvervede desuden Ormholt (Dronninglund hrd.), Bangsbo (Horns hrd., Vendsyssel), Burholt og Hvilshøjsgard (Børglum hrd.). Endelig havde han andel i Asdal (Vennebjerg hrd.). 1625 takseredes han til 1957 tdr. htk. S. ejede også de fattige Hirtsholme hvor han 1632 gav tilladelse til opførelse af en kirke. I det hele taget var han og hans kone godgørende og oprettede flere legater. Som tegn på hans ortodokse gudstro blev han en af de råder der 1628 udpegedes til at overveje hvorledes den kirkelige disciplin og gudfrygtigheden atter kunne bringes på fode. S. blev slået til ridder 1634 og døde kort tid efter.