Otto Jespersen

Otto Jespersen, Jens Otto Harry Jespersen, 16.7.1860-30.4.1943, sprogforsker. Allerede som dreng fik Otto Jespersen sin interesse for sprog og sprogvidenskab vakt, specielt gennem læsningen af værker af Rasmus Rask; men efter at han 1877 var blevet student fra Fr.borg, hvortil familien var flyttet efter faderens død, begyndte han dog efter en gammel familietradition at studere jura. 1880–87 var han rigsdagsstenograf, og med denne stilling som økonomisk rygstød opgav han efter fire års studium juraen for at koncentrere sig om det der var blevet hans hovedinteresse, studiet af sprog, især de moderne. 1883 findes hans første anmeldelser af sproglige arbejder i Nordisk Tidsskrift for Filologi, og n.å. udkom Praktisk Tilegnelse af fremmede Sprog, en bearbejdelse af et arbejde af den unge tyske sprogmand Felix Franke. Mellem de to unge forskere der først var mødtes i deres levende interesse for indførelsen af moderne metoder i sprogundervisningen, men som overhovedet havde meget tilfælles, udviklede der sig en ivrig korrespondance specielt om sproglige spørgsmål, og der opstod et varmt venskab mellem dem som blev af stor betydning for Otto Jespersen, men som brat afsluttedes to år senere ved Frankes død (uden at de to nogen sinde havde set hinanden). På Otto Jespersens fødselsdag 1885 udkom hans første bog, Kortfattet engelsk Grammatik for Tale- og Skriftsproget, den første danske grammatik for et fremmed sprog hvori der lægges særlig vægt på talesproget, og hvor der anvendes en egentlig lydskrift. Han kom nu i forbindelse med mange af de ældre og yngre forskere der i de forskellige lande studerede fonetik og arbejdede for at skaffe denne disciplin en fremtrædende plads både inden for den teoretiske sprogvidenskab og i undervisningen i moderne sprog. 1885 var han på det nordiske filologmøde i Stockholm med til at stifte foreningen Quousque tandem til fremme af disse ideer, og i denne forenings blad af samme navn og i andre tidsskrifter skrev han i de følgende år en række artikler om sprogundervisning, ofte i en skarp polemisk form; han kritiserede de ældre metoder der hvilede på oversættelse og teoretisk grammatik og plæderede i stedet for den "direkte" metode og for indførelsen af fonetik og lydskrift.

1887 tog Otto Jespersen skoleembedseksamen med fransk som hovedfag, engelsk som frivilligt og latin som tvungent bifag. Hans speciale var Diderot; han var nemlig som ung også meget stærkt filosofisk interesseret og hørte til den kreds der kom hos Harald Høffding. Efter vel overstået eksamen rejste han til udlandet for at dygtiggøre sig i moderne sprog. Han var både i Tyskland, Frankrig og England. Hans interesse havde efterhånden svinget fra fransk til engelsk hvorfra han nu valgte emnet for sin disputats Studier over engelske kasus. Med en indledning: fremskridt i sproget, 1891. Efter opfordring fra Vilhelm Thomsen (han, Karl Verner og Herman Møller havde været de tre lærere der virkelig betød noget for Otto Jespersen) søgte han at kvalificere sig til den stilling som professor i engelsk der ville blive ledig ved George Stephens' afgang 1893, og i april s.å. modtog han også sin udnævnelse til professor i engelsk sprog og litteratur, en stilling han indehavde til han tog sin afsked 1925.

Otto Jespersens første betydelige videnskabelige arbejde Til spørgsmålet om lydlove, 1886 offentliggjordes også på tysk. Afhandlingen er et stærkt angreb på grundpillen for den dengang førende junggrammatiske skole, sætningen om "die Ausnahmslosigkeit der Lautgesetze", og Otto Jespersen fremhæver meget stærkt at man ikke i sprogforskningen må skille lyd og "tyd" (det sidste ord er en af Otto Jespersens mange sproglige nydannelser). Sproget har et ydre, den lydlige og grammatiske form, og et indre, betydningen i vid forstand; holder man sig ikke stadig dette for øje vil der let opstå skævheder i ens videnskabelige resultater. Dette syn på sproget er det ene af de to grundprincipper der ligger bag hele Otto Jespersens arbejde. Det andet grundprincip – inspireret af 1800-tallets evolutionslære – er Otto Jespersens teori om fremskridt i sproget som han behandlede i indledningen til sin disputats. I modsætning til den romantiske skole af sprogforskere der betragtede sproget som en selvstændig organisme fremhæver Otto Jespersen at sproget først og fremmest er et redskab for mennesker til at meddele sig over for hinanden, og derfor må en afslibning af formerne som muliggør en lettere opnåelse af det ønskede mål, meddelelsen, betragtes som et fremskridt. Der er næppe mange lingvister som i dag ville operere med et så vanskelig måleligt og derfor subjektivt begreb som "fremskridt" i relation til sproget. Men Otto Jespersen begyndte nu på basis af sine grundprincipper at udfolde en vældig produktion. Til dels sammen med Vilhelm Stigaard eller Chr. Sarauw udsendte han en række lærebøger i fransk og engelsk hvor de nye undervisningsprincipper anvendtes. Disse bøger blev mønstret for lærebøger i moderne sprog og brugtes efterhånden, i hvert fald de engelske, i praktisk talt alle landets skoler. Flere af dem er bearbejdet til brug i forskellige andre lande. En teoretisk drøftelse af undervisningsspørgsmålet gav Otto Jespersen i Sprogundervisning, 1901 (oversat til engelsk, spansk og japansk).

I sin videnskabelige produktion viser Otto Jespersen en forbavsende alsidighed. Et af hovedværkerne inden for klassisk europæisk fonetik er hans store Fonetik, 1897–99 (tysk udg. 1904) der bygger på en fylde af fine førstehåndsiagttagelser af de fleste europæiske sprog. Hertil slutter sig Phonetische Grundfragen, 1904 og lærebøgerne Modersmålets fonetik, 1906, Elementarbuch der Phonetik, 1912 og Engelsk fonetik, 1912. Også den danske dialektlydskrift, den såkaldte Danias lydskrift, er Otto Jespersens værk. Som fonetiker er han stadig en af autoriteterne inden for dansk. I Dania som han redigerede fra 1890 sammen med K. Nyrop (senere også Verner Dahlerup) skrev han en mængde sproglige afhandlinger og artikler. Af særlig interesse blandt disse er hans behandling af spørgsmålet om det danske stød og om sammenfaldet af og og at. Et udvalg af hans danske afhandlinger og artikler er samlet i Tanker og Studier, 1932. Nævnes kan også den populære fremstilling Nutidssprog hos børn og voxne, 1916 (ændret udg. 1923: Børnesprog). Problemet fra indledningen til disputatsen drøftes først i Progress in Language, 1894 og senere meget grundigt i Language, its Nature, Development and Origin, 1922, måske Otto Jespersens åndfuldeste værk (også på tysk og japansk).

En lang række arbejder beskæftiger sig med hans universitetsfag engelsk, således hans engelske sproghistorie Growth and Structure of the English Language, 1905, et meget levende og originalt arbejde der bragte ham den franske Volney-pris. Hans sproghistoriske hovedværker, den rigt dokumenterede Modern English Grammar on Historical Principles I-VII, 1909–49. Bind I (1909) redegør for udviklingen af de engelske lyd fra middelengelsk til moderne engelsk, bind II (1914), III (1927), IV (1931) og V (1940) behandler syntaktiske problemer, bind VI (1942) morfologien, og bind VII (1949) afslutter den syntaktiske behandling; dette bind er færdigredigeret af Otto Jespersens mangeårige sekretær Niels Haislund. Otto Jespersen går frem efter grammatiske kategorier, flere af dem nydefineret af ham selv. Som almen grammatiker, specielt syntaktiker, har Otto Jespersen nemlig også præsteret en meget værdifuld indsats. I de to kortere danske arbejder Sprogets logik, 1913 og De to hovedarter av grammattiske forbindelser, 1921 opstiller han to nye grammatiske kategorier, rang og nexus, og fremsætter synspunkter af stor frugtbarhed og af stor betydning for senere syntaktisk forskning. I Philosophy of Grammar, 1924 diskuterer han meget indgående de grammatiske kategorier, i Tid og tempus, 1914 og Negation in English and other Languages. 1917 behandler han to kategorier udførligt, i Essentials of English Grammar, 1933 giver han en kortere afrundet fremstilling af engelsk grammatik på grundlag af sit grammatiske system, og endelig har han i Analytic Syntax, 1937 konstrueret et tegnsystem til symbolisering af grammatisk analyse og samtidig taget hele det grammatiske system op til revision. I forbindelse med denne konstruktion af syntaktiske symboler kan det nævnes at han allerede i Articulations of Speech Sounds, 1889 konstruerede et system til betegnelse af fonetisk analyse. Otto Jespersen var ikke nogen gold teoretiker men bestræbte sig altid på at indrette sin teoribygning med klar forbindelse til praksis. Det var formentlig denne praktiske orientering forbundet med hans optimisme der fik ham til at interessere sig for internationale hjælpesprog som han ofrede overordentlig megen tid og kraft på. Han var medlem af den komité der udarbejdede Ido, og han konstruerede senere selv sit eget hjælpesprog Novial. Fremdeles skal nævnes Menneskehed, nasjon og individ i sproget, 1925 (også på engelsk) og hans små bøger om Chaucer (1893) og Rask (1918). I et af de sidste værker Otto Jespersen udsendte før sin død, Efficiency in Linguistic Change, 1941 genoptog han det tema han tidligere flere gange havde behandlet: fremskridt i sproget. Foruden sine større værker offentliggjorde Otto Jespersen et utal af artikler og afhandlinger. Et udvalg af disse skrevet på tysk, fransk og engelsk foreligger i det store bind Linguistica, 1933.

En utrættelig flid og en praktisk arbejdsmetode er de elementære forudsætninger for Otto Jespersens vældige og alsidige videnskabelige produktion som kvantitativt er af imponerende dimensioner. Men hans værker besidder tillige en lødighed der gør ham til en værdig fortsætter af dansk sprogforsknings store traditioner. Bøger af ham er oversat til en halv snes forskellige sprog, og hans internationale indflydelse har været meget stor. Han havde en udpræget kritisk sans der aldrig accepterede en påstand uden grundig prøvelse, og ofte, ikke mindst i sine yngre dage, rettede han skarp men sagligt begrundet kritik mod andre. Han mildnedes med alderen, men var på sine ældre dage ikke meget tilbøjelig til at anerkende nye retninger inden for sprogvidenskaben. Otto Jespersen var empiriker og positivist. På grundlag af et enestående rigt materiale indsamlet på første hånd fremsatte han inden for de forskelligste sproglige discipliner nye principielle synspunkter og gav bidrag til løsningen af mange vanskelige problemer af stor betydning for forskningen; hans synspunkter fik ekstra slagkraft på grund af hans indtrængende analytiske evne og hans nøgterne og klare fremstillingsform. Han var altid reformivrig, han kæmpede for en dansk retskrivningsreform, og hans indflydelse på sprogundervisningen som han med sine lærebøger og sin agitation revolutionerede her i landet rækker langt uden for Danmarks grænser. Også ved universitetet virkede han stærkt for reformer i undervisningen og for at skaffe bedre arbejdsvilkår for studenterne. 1920–21 var han rektor for Københavns universitet. Gennem mange år var han medlem af socialdemokratiet.

1899 blev han medlem af Videnskabernes selskab, og han var korresponderende medlem eller æresmedlem af en mængde videnskabelige selskaber og akademier. Han foretog adskillige forelæsnings- og studierejser, således 1904 og 1909–10 til USA. Under den sidste udnævntes han (1910) til æresdoktor ved Columbia University i New York, 1925 blev han æresdoktor ved det skotske St. Andrews University, 1927 ved Sorbonne. 16.7.1930 modtog han et stort internationalt festskrift, og 1934 fik han af Videnskabernes selskab fribolig i villaen Lundehave der af grosserer A. Collstrop var skænket selskabet til bolig for en dansk videnskabsmand. I 1960, på hundredårsdagen for Otto Jespersens fødsel, blev der oprettet et mindelegat som bærer hans navn.