Otto Frederik Müller, Ottho Friderich Müller, 2.3.1730-26.12.1784, naturforsker. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Petri), begravet sst. (Petri). Opvokset i Kbh. under trange kår blev M. 1742 sat i Ribe latinske skole hvor morbroderen Niels Udsen var hører (kollega) og villig til at tage sig af ham. Han havde dér også mulighed for lidt indtægt ved peblingesang i kirken, han var meget musikalsk, og kunne få adgang til de mange legater skolens kendte rektor Christian Falster havde skaffet tilveje. 1746 døde morbroderen, men en præsteenke, Sophie Astrup Hygum, sørgede siden for ham, indtil han dimitteredes 1748 med Falsters testimonium for færdighed i historie og musik. I Kbh. studerede M. efter tidens skik teologi og skaffede sig til livets ophold ved musikundervisning. 1751 blev han udnævnt til alumne på Borchs kollegium som anerkendelse af flid og evner. Han skrev i sin studietid to teologiske disputatser med emner der udpræget hørte tiden til: De Michaele Archangelo probabilius creato qvam increato, 1751 og De prophelis Novi Testamenti, 1753, en historisk disputats om evnen til at skue ind i fremtiden. M. har imidlertid også udmærket sig som en god prædikant, og denne egenskab bidrog til at vende hans skæbne. På Frederiksdal sad i de år enken efter statsminister Johan Sigismund Schulin, Catharina Maria født von Møsting, med to småbørn. Hun var et fromt gemyt der ønskede at lade teologiske studenter holde kabinetsprædikener for sig. Mange kom, men M.s kabinetsprædikener i august-september 1753 gjorde et sådant indtryk på hende, at hun 29.9. engagerede ham som hovmester for sin seksårige søn Frederik (Fritz) Ludvig Schulin. Fra 1754 fik M. fast ophold i den Schulinske familie, om vinteren i den senere Efterslægtens gård (nu Illum) på Østergade, om sommeren på Frederiksdal. 16 år tilbragte han i denne stilling, støttet økonomisk, men også åndeligt, af den kloge grevinde. Det teologiske studium opgav han og kastede sig over andre fag som han som hovmester og huslærer for en ung greve der skulle stile mod høje statsembeder, måtte sætte sig ind i, jura, sprog og "de smukke videnskaber" samt naturligvis fortsat musikken. Juridisk "examen privatum publicum" tog han 1760, men allerede 1758 kunne M. dimittere sin knap 11-årige elev til universitetet. Fra samme tidsrum stammer også M.s skønlitterære produktion som lejlighedsdigter, oversætter af Edward Young og endog forfatter af et hyrdestykke Frodde den Fredegode, 1760 som hyldest til Frederik V, alt i tidens svulstige og sentimentale stil.

Indtil disse år hører vi intet om M.s interesse for naturvidenskab; men den fortsatte undervisning efter Frederik Schulins dimission til universitetet 1758 krævede, at M. nu også satte sig ind i dette fag som åbenbart også har optaget grevinden. Måske var M.s interesse indtil da blot stemningsbetonet, men sansen må have været der, eftersom han i de følgende 25 år udrettede, hvad der har berettiget udtalelsen om at han, måske næst Niels Stensen, er Danmarks største naturforsker. Han havde først og fremmest evnen til at se, og grevinden støttede ham såvel ved anskaffelse af de nødvendige apparater og den nødvendige litteratur som direkte i hans iagttagelser og undersøgelser. I tidens ånd begyndte han med at samle, planter og insekter især. Resultatet blev de to bøger Fauna insectorum Fridrichsdalina, 1764 og Flora Fridrichsdalina, 1766, hvoraf den første vel ikke er den første danske entomologi, M. T. Brunnichs arbejder er tidligere, men dog indeholder en lang række nybeskrivelser, mens den anden er "et meget mangelfuldt og umodent værk" (Carl Christensen). Begge arbejder blev udgivet i udlandet under to store udenlandsrejser M. foretog sammen med sin elev 1763-64 og 1765-67, under hvilke de gennemrejste Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig og Holland, og hvor M. opsøgte sine naturhistoriske kolleger. M. havde megen sans for reklamens magt, han skriver det selv i et brev til Allioni, og han benyttede lejligheden til at lade sig indmelde i mange lærde selskaber; hans udenlandske berømmelse var stor på et tidspunkt hvor den endnu ikke var berettiget. – Men det var ikke samlinger og artsbeskrivelser der blev M.s væsentligste indsats. Den skyldtes hans iagttagelsesevne og forståelse af det sete. Det viste han allerede i sit første arbejde om Limsvampen, 1762 som han sendte til Carl von Linné der lod det oversætte til svensk og optage i Kungl. vetenskapsacad.s handlingar. Om Linnés senere påfaldende tavshed over for M., modsat det hjertelige forhold til Brünnich og J. C. Fabricius, er mangt blevet gisnet; M.s krævende, selvhævdende og samtidig smigrende form har efter Linnés eget udsagn budt ham imod. Arbejdet om limsvampen (nu Bulgaria inquinans) viser hans omhyggelige iagttagelser, allerede da under mikroskopet og hans, naturligvis frugtesløse, søgen efter svampens støvdragere som andre endog havde beskrevet. I Efterretning om Svampe, 1763 konkluderer han derfor, at svampene har "et hemmeligt Gifte". Sst. skriver han polemisk, hvad der senere har været sat som motto for hans eget virke: "Publicum vil undervises, ikke forledes; Natur-Elskeren vil see, ikke troe". Hans iagttagelser er det væsentligste, og selv hvor han er på sporet af en rigtig forklaring, som fx at myceliet danner svampen, ikke omvendt, udtrykker han det forsigtigt med: "hvad vilde man sige, hvis ...". Iagttagelse og forsigtig konklusion viser sig også i Beschreibung der Feld-Lilie, 1766 hvor han dels har set, at blomsterne hos denne plante (edderkopurt) åbner og lukker sig på bestemte klokkeslæt, dels søger at nå frem til en forklaring på bestøvningen, hvad der dengang var nyt.

1770 døde grevinde Schulin, men M. forblev endnu nogen tid knyttet til familien. 1771 blev han gennem G. C. Oeder, der var nært knyttet til J. F. Struensee, arkivsekretær i Det norske kammer, hvilken stilling han beklædte til rentekammerets genoprettelse jan. 1773. Ved sit ægteskab s.å. blev M. en meget velhavende mand med hus i Kbh. (Amaliegade 16, over for Det gule palæ) og betydelige ejendomme i Drøbak ved Oslo fjord. Han kunne derefter helt hellige sig sine studier og fik trods gigt og podagra i de følgende ti år udrettet det enestående. 1772 overtog han efter Oeders fald udgivelsen af Flora Danica og udgav indtil 1784 fem hæfter med 300 tavler som dog ikke hører til værkets bedste. Mens dette værk, der påbegyndtes 1761, dog afsluttedes efter 120 års forløb, så nåede det tilsvarende zoologiske værk, Zoologia Danica som M. planlagde og påbegyndte, aldrig at blive færdigt. Som en forløber udgav han 1776 Zoologiæ Danicæ Prodromus, en liste over mere end 3000 arter, hvoriblandt talrige nybeskrivelser med korte linnéiske diagnoser. Af selve værket nåede M. kun at udgive to dele med 80 tavler, men det fortsattes indtil 1806 med endnu to dele og yderligere 80 tavler. Alle tavlerne er tegnet af M.s bror Christian Friderich Muller der også har en stor andel i Flora Danica og allerede på Frederiksdal var M. en stor hjælp til at bekræfte hans iagttagelsers rigtighed. En meget stor del af de afbildede dyr er marine invertebrater, for størstedelen samlet af M. selv ved Drøbak, deriblandt mange nye arter. Faktisk er M. den første nordiske zoolog der har foretaget systematiske indsamlinger af havdyr og han benyttede hertil et særligt af ham selv konstrueret redskab, den nu overalt brugte skraber.

Det er imidlertid ikke dette mere traditionelt faunistiske arbejde der er skyld i hans uvisnelige berømmelse, men derimod de iagttagelser han ved stadig brug af mikroskopet gjorde over de meget små dyr, ikke mindst i ferskvand, og over hvilke fire samlende arbejder så lyset, delvis udgivet posthumt, såvel som talrige forstudier. M. var altid meget hurtig til at give meddelelse om sine fund "i rigtig erkendelse af, at man for at blive berømt må gøre sig bekendt" (C. C. A. Gosch). Det eneste af de fire der kom i hans levetid var bogen om vandmiderne Hydrachnae, qvas in aqvis Daniae palustribus detexit, descripsit etc. O. F. M., 1781. Ikke blot beskriver og afbilder han heri 49 arter af disse næsten ukendte smådyr, men hans system er sådan, at den næste danske monografi 140 år senere kan bygge derpå. En anden leddyrgruppe fra samme biotop er småkrebsene, hvis endnu brugte navn Entomotraca han har skabt. Begyndelsen blev gjort med Om ubekiendte Een-Øyer i vore færske Vande, 1769, og andre småskrifter, men først 1785 kom det store samleværk Entomostraca seu Insecta Testacea, quae in Aquis Daniæ et Norvegiæ reperit etc. O. F. M., hvori han ligeledes, foruden talrige nybeskrivelser, skabte et system der stadig bruges. Slægterne Cyclops, Caligus, Cypris, Daphnia, Polyphemus, Limulus og mange andre er alle skabt af ham. Også i Von Wixrmem des sussen und salzigen Wassers, 1771, opstiller han nye slægter og arter, men denne bogs særlige fortjeneste er den uhyre nøjagtigt opfattede og forståede forplantning ved deling hos de små orme naiderne, endog i grafisk fremstilling. Dette værks fortsættelse er den store Vermium Terrestrium et Fluviatilium, seu Animalium Infusoriorum, Helminthicorum et Testaceorum, non Marinorum, succincta Historia I–II, 1773-74, hvori foruden nybeskrivelser af orme og bløddyr findes grundlaget for hans systematisering af infusionsdyrene, et system han illustrerer med 50 tavler i den posthumt udgivne Animalcula Infusoria Fluviatilia et Marina, quæ detexit etc. O. F. M., 1786. At dette system sammenblander encellede dyr og planter og endog hjuldyr kan ikke forundre; ingen, heller ikke Linné, havde tidligere forsøgt at skabe et system over alt hvad mikroskopet fandt i "infusorier", vand med forrådnende organiske stoffer. At systemets enkelte arter skulle have danske navne som "tumlere" og "rundere" etc. lå i tiden. Endnu et lille systematisk arbejde må nævnes Von dem Bärthierchen, 1785, fordi han deri længe før andre så tardigradernes tilknytning til leddyrene. Af M.s rent biologiske arbejder fortjener to om sommerfugle at nævnes, nemlig Pile-Larven med dobbelt Hale og dens Phalæne, 1772, og Det nøisomme Møll, 1779. Den første afhandling skildrer hans levende beskrevne iagttagelser gennem fem år over hermelinskåben eller gaffelhalen, Cerura vinula. Det er heri han fortæller hvordan grevinde Schulin har hjulpet ham med klækninger og iagttagelser. Den anden er en lige så levende skildring af en minerende, senere fritlevende møllarve, Incurvaria. Pilelarve-afhandlingen, der også indeholder en del om svampe, ender med en fremstilling af M.s besynderlige teori om de små dele, monaderne, hvori dyr og planter falder hen ved forrådnelsen, for derpå atter at finde sammen, eventuelt efter århundreder, og indgå i den "grundtegning" skaberen har foreskrevet i moderindividet. Det er imidlertid den eneste gang M. indlader sig på spekulationer. Teorien har hverken noget med G. W. Leibniz' monadeteori eller med præformationshypotesen at gøre; den står alene og er forblevet uden virkning, men er et udtryk for M.s stadige søgen efter en forklaring på forplantningen, "beblandelsen".

Som iagttager, som nøgtern bedømmer af det sete, uhildet af andres meninger, og med sin evne til at systematisere de mikroskopiske dyr og planter var M. langt forud for sin tid, men i sin almindelige tankegang var han i høj grad et barn af den, måske også på grund af sin teologiske fortid. Alle naturens foreteelser er udtryk for skaberens visdom og almagt, ja M. smager endog Herrens venlighed i svampene. Hans sprog er opstyltet, modsat den samtidige J. C. Fabricius' velklingende stil, og hans snobberi utilsløret. Hans karakter er ofte blevet belyst og, bortset fra Lorens Hanssens panegyriske mindetale, som regel ikke elskværdigt. At han var selvhævdende, smålig, sårbar og snobbet er uden for tvivl, men man må erindre hans fortid som hovmester i et højadeligt miljø, og desuden bygger bedømmelsen ikke mindst på et brev som Carl Christensen dels har fejllæst, dels tillagt den elskelige N. T. Lund, skønt det er skrevet af krakileren N. D. Riegels. Lund anerkendte netop M. som "flink nok, et bekendtskab du bør dyrke" i et brev til M. Vahl. Og i sine testamentariske bestemmelser betænkte M. i taknemmelighed både sin gamle skole i Ribe og Regensen såvel som landhusholdningsselskabet med betydelige pengebeløb; han siges også at have været en rundhåndet hjælper. – Medlem af Videnskabernes selskab 1776. – Kancelliråd 1769. Justitsråd 1773. Etatsråd 1774. Konferensråd 1781.

Familie

Forældre: hoftrompeter Joachim Nicolaus M. (ca. 1686-1763, gift 1. gang før 1721 med Helena Susanne, gift 2. gang før 1723 med Bogea Lorenze, død 1726) og Margrethe Henriche Udsen (1705-68). Gift 26.5.1773 i Drøbak, Norge, med Anna Catharina Paludan, født 26.11.1735 i Kristiania, død 8.9.1787 i Magleby, Stevns (gift 1 . gang med købmand i Drøbak Christen Carlsen, 1707-71), d. af præst i Kristiania, senere biskop i Kristiansand Rasmus P. (1702-59, gift 2. gang 1743 med Johanna Fischer, ca. 1716-1754 (gift 1. gang 1732 med provst i Kristiania Niels Barfod, 1696-1739), gift 3. gang 1755 med Anna Margrethe Pohlmann, ca. 1695-1763 (gift 1. gang 1739 med major Hans Prip, død 1745)) og Margrethe Garmann (død 1742).

Ikonografi

Min., formentlig af A. Thornborg, 1763. Stik af Meno Haas, 1776, efter tegn. af Cornelius Høyer. Mal. af Erik Pauelsen, 1789 (Fr.borg). Buste af C. F. Stanley (Zool.mus.; universitetsbibl.; Ribe latinskole). Mal. af C. A. Jensen, 1834 (brændt på Fr.borg 1859). – Epitafium af A. Weidenhaupt, opsat 1786 (Skt. Petri gi. urtegård, ødelagt v. Kbh.s bomb. 1807).

Bibliografi

Jean Anker i Pers.hist.t. 1 l.r.II, 1941 199-228 (om slægten). Lorens Hanssen: Tale til erindr, af O. F. M., 1787. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. 11,1, 1873 354-418; III, 1878 170-85 (bibliografi). Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921-37 – Entomologiske medd. XV 58-67 (heri bibliografi). Carl Christensen i Naturens verden VI, 1922 49-68. Samme: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 135-49; II, s.å. 24-26 62-67 (bibliografi). Ragnar Spärck i Prominent Danish scientists, udg. Vald. Meisen, 1932 60-64. Jean Anker i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XXVIII, Upps. 1941 169-83. Samme: O. F. M. I, 1943 = Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium II. Samme: O. F. M.s Zoologia Danica, 1950 = Library research monographs I. Samme i Medicinsk forum IV, 1951 236-47. – Papirer, bl.a. den såkaldte dagbog, i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig