Otto Horrebow

Otto Horrebow, 25.2.1769-10.7.1823, teolog. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet sst. (Trin.). H. blev student 1785 fra Odense, cand.teol. med udmærkelse 1793 og siden vicedekan på kommunitetet. Han kom tidligt under indflydelse af den franske deisme og vulgærrationalismen, og med journalistisk talent fortsatte han den hyperkritiske oplysnings bibeldestruktion og propagerede en jordbunden eudaimonisme. H.s indlæg var langtfra originale, kun reproduktion af deismen og Wolfenbüttlerfragmenterne, og de går ud på at Jesus var en både naiv og ophøjet fornuftslærer hvis religion var blevet forvansket, så det nu var opgaven at genfremstille den som overensstemmende med den naturlige religion: Gud, dyd og udødelighed. H. gik ud fra at tro og fornuft var kontradiktoriske principper, og han bekæmpede enhver anskuelse der syntes at rumme begrundelser for kristendommens sandhed; det gjaldt både den egentlige (kantianske) rationalisme – som H. G. Clausen repræsenterede -og den teologiske oplysnings venstrefløj, især Chr. Bastholm hvis skrift, Tanker om vor Tüds Fremgangsmaade for at befordre den religiose Oplysning, 1796 fremkaldte H.s skarpt formülerede modspørgsmål: Er det en chrislelig Lærers Pligt at lyve for Almuen? Mest af alle fik biskop N. E. Balle H.s snertende hån at føle: i anledning af de bibellæsninger Balle fra 1793 holdt i kbh.ske kirker (de blev siden trykt og fik 30.000 subskribenter) skrev H. 1796 den grovkornede Harleqvin Præst. Balle så det som sin opgave at værne hovedstadens menigheder mod de spotske angreb den kirke- og kristendomsfjendske oplysning rettede mod præster og gammeldagstroende. 1797–1801 udgav H. ugeskriftet Jesus og Fornuften som Balle straks besvarede med Christeligt Religionsblad under Opskrift: Bibelen forsvarer sig selv (1797–1802). Balle var en konservativ repræsentant for oplysningen og talte også om dyd og lyksalighed, men den Wolffske filosofi kunne ikke længere forstrække de ældre, konservative oplysningsfolk med principielle synspunkter der gjorde en apologi mod H.s angreb overbevisende. Balle fortabte sig i enkeltheder vedrørende fortolkninger og indlæg for dette og hint bibelske skrifts ægthed og troværdighed.

Derimod standsede den unge A. S. Ørsted H.s overgreb idet H. gang efter gang også havde anfaldet Kant og hans filosofi og forsøgt at stemple den som ateisme. Men netop ud fra Kant kunne Ørsted 1798 stævne "Jesus og Fornuften for Philosophiens Domstol" og rejse en principiel drøftelse af de grundlæggende synspunkter for forholdet mellem religion og moral. På grundlag af Kants erkendelsesteori, ved hans metodiske underbygning af religionen ved moralens hjælp blev torpedoen lagt under oplysningstidens ark. Diskussionen om det teologiske kompromis mellem fornuft og åbenbaring blev dermed endt ud fra oplysningstidens problemstilling. H. blev bragt til tavshed, og hans indflydelse var herefter forbi. H.s senere litterære ydelser (sørgespillet Edwy og Elgiwe, 1811, nogle oversættelser og hans deltagelse i jødefejden 1813) er uden betydning. Et ubekræftet rygte ville vide at han på sine ældre dage fortrød sine spottende angreb.

Familie

Forældre: etatsråd, professor Christian H. (1718–76) og Anna B. Langhorn (1735–1812). Gift 29.1.1813 i Kbh. (Helligg.) med Sophie Frederikke Kroll, født ca. 1774, død 16.5.1814 i Kbh. (Trin.) (gift 1. gang med vinkyper Jacob Preben Banner Grüner, 1761–1809).

Ikonografi

Stik af Chrétien, 1799, efter tegning af G. Hull; efter dette træsnit 1886.

Bibliografi

A. S. Ørsted: Af mit livs og min tids hist. 1, 1851 29 33. L. Koch: Biskop N. E, Balle, 1876 120f 141–51. Samme: A. S. Ørsted, 1896 12. Samme: Oplysningstiden i den da. kirke, 1914. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.III, 1881–82 430f. Michael Neiiendam: Christian Bastholm, 1922 371 377f. Troels G. Jørgensen: A. S. Ørsted, 1933 21 24. Bj. Kornerup i Den danske kirkes hist. V, 1951.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig