Otto Koefoed-Petersen, Otto Nikolaj Koefoed-Petersen, 31.8.1901-24.4.1983, ægyptolog. Født i Kbh, død på Frbg. (Solbjerg), begravet sst. K.-P. som blev student i 1919 valgte historie som sit fag ved universitetet, men samtidig læste han ægyptisk og koptisk med den aldrende Valdemar Schmidt, og han blev Schmidts sidste elev. I slutningen af sin studietid var K.-P. i tre år ansat ved Nationalmuseets etnografiske afdeling (1922–25) hvor han fik et godt kendskab til primitive kulturer. Efter 1925 at være blevet mag.art. i historie, fik han som den første danske historiker tillagt et stipendium fra the Rockefeller Foundation (1927–29). Det blev ham derved muligt at foretage videregående studier i Paris og Berlin hvor han studerede ægyptologi og oldorientalsk historie 1927–30. Særlig frugtbare for K.-P. var årene i Paris; der fik han snart et nært forhold til førende franske ægyptologer, en forbindelse som siden hen er blevet holdt ved lige. 1933 blev han museumsinspektør ved Ny Carlsberg glyptotek og efterfulgte Maria Mogensen som leder af den ægyptiske samling. Overraskende for de fleste tog K.-P. juridisk embedseksamen 1945, og 1946–48 var han politifuldmægtig i Frederiksberg birk samtidig med at han passede sin museumsgerning. Han har på studierejser besøgt de fleste europæiske lande og han har været gæsteforelæser ved universiteterne i Greifswald 1937, i Frankfurt og Göttingen 1958 og ved École du Louvre, Paris, 1960. Han blev professor h.c. ved Instituto Sudamericano de Asuntos Legales, Buenos Aires, 1957 og overinspektør ved glyptoteket 1965(-71). Blandt de vigtigste arbejder må nævnes Recueil des inscriptions hiéroglyphiques de la Glyptothèque Ny Carlsberg, 1936, Les steles égyptiennes, 1948, Calalogue des statues et statuettes égyptiennes, 1950, Catalogue des sarcophages et cercueils égyptiens, 1951, Catalogue des basreliefs et peintures égyptiens, 1956. På dansk bl.a. Ægyptisk Billedhuggerkunst, 1938 (og senere udg.), Ægyptens Kætterkonge og hans Kunst, 1943, Koptisk Kunst, 1944, De gamle Ægyptere læste –, 1953. Desuden afhandlinger i danske og udenlandske tidsskrifter. K.-P. var medlem af Fondation égyptologique Reine Elisabeth, Bruxelles, 1930, korresp. medlem af Deutsches Archäologisches Institut, 1939, ord. medlem 1958, medlem af komiteen for Société française d'Égyptologie 1945.

Familie

Forældre: overassistent i KTAS Lorentz Nikolaj K.-P. (1864–1935) og Astrid Henriette Støiholm (1866–1941). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig