Otto Lütken, f. 1849, Otto George Lütken, 15.8.1849-23.5.1906, søofficer, søkrigshistoriker. Født i Brønshøj (Holmens), død i Kbh., begravet i Brønshøj. L. blev kadet 1864, men tog sin afsked n.å. og blev student 1868 fra Borgerdydskolen i Kbh. 1869 blev han atter kadet, 1874 sekondløjtnant og n.å. premierløjtnant. 1874 var han med fregatten Jylland på kongerejsen til Island og derefter jævnlig udkommanderet, sidste gang 1884 som næstkommanderende i skonnerten Absalon i eskadre. Han blev ved den tid svagelig og søgte derfor 1888 sin afsked som meddeltes ham med kaptajns karakter. L. var derefter i nogle år medredaktør af ugebladet Danebrog og redaktør af Adresseavisen i Kbh. Han var en velbegavet og historisk interesseret mand der i en livlig og underholdende form har givet vægtige bidrag til marinens historie. Han var ligeledes bekendt som en åndfuld og vittig taler. Foruden talrige artikler i tidsskrifter og dagblade har han bl.a. skrevet Om Peter Willemoes, 1883, Nordsøeskadren og Kampen ved Helgoland. 1884, De Danske paa Schelden, 1885, Tordenskjold (sammen med W. Carstensen), 1887 (2. udg. 1902), Søkrigshistoriske Smaating I-II, 1889-90, Søkrigsbegivenhederne i 1864, 1896, Vor sidste Kamp for Sønderjylland, 1904 (sammen med A. Liljefalk) og Vor Sømagts Historie, 1906 (sammen med O. Eidem). Tiltagende svaghed tvang ham til 1890 at opgive sin stilling ved Adresseavisen og var sikkert medvirkende til den bitterhed der i hans senere år lejlighedsvis kom til orde, særlig mod maritime institutioner, men han bevarede trods alt til det sidste en varm interesse for marinen hvor hans forfædre gennem fire slægtled havde gjort fortrinlig tjeneste. - Hustruen Augusta Lütken der var elev af C. Helsted debuterede 1876 på operaen under navnet Augusta Schou, og var en af teatrets populæreste sangere indtil hun 1885 trak sig tilbage på grund af sygdom. Fra 1890 optrådte hun endnu nogle sæsoner.

Familie

Forældre: kaptajnløjtnant, senere kommandør og marineminister O. H. L. (1813-83) og Annine Buntzen (1819-91). Gift 6.8.1880 i Brønshøj med kgl. operasanger Augusta Sophie Wilhelmine Iversen, kaldet Schou, født 5.10.1855 i Kbh. (Helligg.), død 26.9.1910 på Bellahøj, d. af garvermester Jens August Hammerich (1820-97) og Sophie Frederikke Iversen (1822-76, gift 1844 med garvermester Niels Christian Schou, 1816-48).

Udnævnelser

R. 1891.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 23.5.1906. III. tid. 3.6. s.å. Tidsskr. for søvæsen LXXVIII, 1907 29f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig