Otto Zinck

Otto Zinck, Otto Christian Zinck, 25.12.1824-17.2.1908, skuespiller, teaterhistoriker. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet sst. (Ass.). Z. gik i skole på Herlufsholm og blev 1845 privat dimitteret af filologen Ludvig Thornam. Han ville være teolog og tog den filologiske og filosofiske eksamen, men ivrig deltagelse i studenterlivet harmonerede ikke med studiet der blev lagt til side for en omfattende virksomhed i Studenterforeningen. Han skrev viser, deltog i opførelsen af komedier, arrangerede karnevaller, var medlem af komiteer, en munter, studentikos udfoldelse der prægede ham for hele livet. Samtidig virkede han som lærer, men da han var blevet 30 år, måtte han have fastere grund under fødderne og søgte denne i J. L. Heibergs næstsidste sæson ved Det kgl. teater hvor Z., forberedt af Ludvig Phister debuterede 11.2.1855 som Arv i Henrik og Pernille. Sådan som han var ved starten vedblev han at være sit 53-årige teaterliv til ende: en pudsig skuespiller med et eget, knastørt lune i sin naturlige replik, altid gammelagtig i sin fremtræden og meget ensartet, men med kåde indfald som alderen ikke afdæmpede. Skønt han tilhørte nationalscenen i 12 år og bl.a. udførte Kakadue i Capriciosa, Arv i Kilderejsen, Mikkel i Ungdom og Galskab og titelrollen i Michel Perrin vedblev hans stilling at være problematisk, fordi teatret i Adolph Rosenkilde besad en virkelig kunstner inden for hans område, og trods løfte om fast ansættelse afskedigedes Z. ved udgangen af året 1867, hvorefter hans egentlige løbebane begyndte på Folketeatret. Her blev notaren i Baron Ødeland (24.9.1868) indledningen til et stort repertoire der efterhånden gjorde ham til en af hovedstadens populære skuespillere. Sammen med den ham som kunstner overlegne Harald Kolling blev Z. Folketeatrets hovedkraft og fæstnede dets stilling i offentlighedens bevidsthed. Han oversatte eller bearbejdede 31 stykker fra tyske, franske og svenske teatre, hvori han – foruden i hjemlige lystspil af Frits Holst, Carl Møller o.m.a. – selv udførte en vigtig rolle og virkede som sceneinstruktør; typisk for denne side af hans indsats var hans spil som justitsråden i Hverdagsfolk, bankdirektøren i Vedbæk-Skodsborg-Kjøbenhavn og titelrollen i sangfarcen Jokum, hvori P. S. Krøyer forevigede ham. Men han bidrog også til at højne repertoiret med en del klassiske skuespil, fx Den indbildt Syge og Jeppe paa Bjerget; han spillede selv hovedrollerne, akademisk korrekt, men uden det komiske vingefang som disse skikkelser siden fik af Sophus Neumann og Olaf Poulsen. I alt udførte Z. ca. 370 roller, hovedsagelig kbh.ske borgere fra samtiden, gnavne eller hyggelige, arrige eller gemytlige, hustyranner eller tøffelhelte. Han var vims og snurrig med maliciøse øjne og et bidsk smil. Uden for sine klassiske roller tog han ikke sin kunst synderlig alvorligt, men nøjedes med at more publikum med sit lune og sine improvisationer; trods alderen vedblev den gamle akademiker at være noget af en kåd dreng. Han optrådte sidste gang 14.10.1907 som Jokum i Brogede Minder ved Folketeatrets 50 års jubilæumsforestillinger.

Z. var teaterhistorisk interesseret og udgav et for sin tid dygtigt arbejde, Oehlenschläger og Det kgl. Theater (i F. L. Liebenbergs Bidrag til den oehlenschlägerske Literaturs Historie II, 1868). Svagere var hans Holbergsk Theaterstatistik (i jubeludgaven III, 1888). På grundlag af Phisters mundtlige meddelelser og breve skrev han Joachim Ludvig Phister der udkom i kunstnerens dødsår 1896. Z.s erindringer Fra mit Studenter- og Teaterliv blev udgivet 1906. Han havde det til fælles med andre skuespillere at han fortalte morsommere end han skrev.