P.W. Lund, Peter Wilhelm Lund, 14.6.1801-25.5.1880, naturforsker. P. W. Lund viste allerede som barn udprægede intellektuelle evner og stor lærelyst. Han blev student 1818 fra Borgerdydskolen, n.å. cand.phil. og studerede derpå medicin i fire år, hvorefter han gik over til naturhistorie som han allerede i skoleårene havde dyrket på hyppige ekskursioner. Efter kun to års studium vandt han hele to prisopgaver udsat af universitetet: om blodkarsystemet hos de tibenede krebsdyr og om de ved den nyere tids vivisektioner vundne fysiologiske resultater. Den sidste indgik straks i universitetsundervisningen, og begge oversattes til hovedsprog (den første i uddrag) og slog hans navn fast i udlandet.

Som følge af en begyndende tuberkulose - faderen og to brødre var allerede døde heraf - måtte P. W. Lund 1825 søge til et varmere klima og valgte Brasilien. Efter en lang, besværlig rejse nåede han Rio de Janeiro hvor han var ivrigt optaget af meteorologiske iagttagelser for Videnskabernes selskab og af indsamlinger af fugle og insekter til Det kgl. naturhistoriske museum, prins Christian (8.) og B. W. Westermann. Et andet resultat af rejsen var tre meget forskellige afhandlinger: om brasilianske myrers biologi, om kamgællede snegles tidligste udviklingsstadier som 1829 skaffede ham doktorgraden ved Kiels universitet, og om tanagrasangfugles fordøjelsessystem og biologi. Sommeren 1829 tilbragtes i København med færdiggørelse af disse arbejder, hvorpå han foretog en studierejse til europæiske naturvidenskabelige centre. I Genève traf han botanikeren de Candolle og i Paris zoologerne H. Milne-Edwards og G. Cuvier, palæontologiens fader, hvis tanker om at de fossile dyrerester var resultatet af en serie verdensomspændende naturkatastrofer P. W. Lund tilsluttede sig. Længst opholdt han sig på Sicilien hvor han foretog en botanisk-zoologisk indsamlingsrejse med J. F. Schouw. I Palermo fik han meddelelse om at hans mor som han havde følt sig stærkt knyttet til var død.

Han besluttede derfor atter at drage til Brasilien og efter få måneders ophold i København 1831 rejste han til Rio for aldrig at vende hjem. I Rio traf han den tyske botaniker L. Riedel og sammen foretog de mange rejser i Rioprovinsen for at studere vej- og ukrudtsplanter. I okt. 1833 begav de to venner sig ud på en større botanisk ekspedition til det indre - tropenaturen der allerede havde fortryllet P. W. Lund under hans første ophold lokkede ham påny. Via Sâo Carlos de Campinas hvor regntiden tilbragtes trængte de gennem delvis ukendte egne frem til byen Curvelo. Her mødte P. W. Lund en landsmand og lokal farmer, Pedro Claudio Dinamarquez (Peter Claussen). Han fortalte dem om egnens mange kalkstenshuler hvor jordlagene som man udgravede for at udvinde salpeter indeholdt talrige dyreknogler. P. W. Lund fattede straks levende interesse for denne uddøde dyreverden, men foreløbig rejste man videre til Ouro Preto hvor Riedel blev farligt syg. Mens Lund plejede ham færdiggjorde han en detaljeret afhandling om camposvegetationen (1836). Derpå skiltes han fra Riedel og vendte tilbage til Curvelo med "de mystiske Huler". En nordmand, P. A. Brandt, sluttede sig til ham og blev hans trofaste ven og hjælper i mange år. Han viste sig at have et udmærket talent som tegner; de mange illustrationer i P. W. Lunds senere arbejder skyldes ham, og hans skitsebog med charmerende akvareller findes på Zoologisk Museum.

Med støtte fra Videnskabernes selskab som P. W. Lund var blevet medlem af 1831, kun 30 år gammel, forestod han i et halvt år undersøgelsen af et stort antal huler i Curvelos omegn, bl.a. den storslåede drypstenshule ved Maquiné som han beskrev i en afhandling. 1835 flyttede han til provinsen Minas-Geraes, til landsbyen Lagoa Santa der lå i et smukt kuperet, sørigt landskab med mange huler og forblev her til sin død. Med den største energi kastede han sig over udgravning af disse huler. Arbejdet med i faklers skær at frigøre knogleresterne fra jord og kalksten i de ofte fugtige og snævre gange og rum var uhyre krævende, og ikke mindre brydsomt var det at sortere, katalogisere, sammenstille og bestemme de utallige fragmenter. I knap en halv snes år udforskede han et par hundrede huler, men kun i 60 fandtes knogler, omend tit i enorme mængder. Pattedyr dominerede og heraf fandt han rester af 147 arter; ca. en tredjedel var uddøde og omfattede især pungdyr, gumlere, smågnavere, flagermus, hovdyr og rovdyr. Sine epokegørende resultater publicerede han i godt en halv snes afhandlinger i Videnskabernes selskabs skrifter, de fleste under fællestitlen Blik paa Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning, 1837-46. Som titlen viser gik P. W. Lund ind for Cuviers katastrofeteori og for arternes konstans, men fund af i hvert fald én art som tilsyneladende havde overlevet syndfloden fik ham til i de senere arbejder at tvivle på teorien, omend titlen bibeholdtes. Foruden morfologi og systematik kom han også ind på de uddøde dyrs formodede biologi. Uddrag af afhandlingerne oversattes til hovedsprogene og vakte stor opsigt, ikke mindst kendskabet til adskillige meget store uddøde pattedyr som det plumpe hovdyr Toxodon, den primitive elefant mastodonten, sabelkatten Smilodon, de skildpaddeagtige kæmpeskjolddyr og fem arter kæmpedovendyr. En samlet oversættelse udgaves 1950 i Rio af C. de Paula Couto, Memórias sôbre a paleontologia brasileira.

Som samlingerne voksede indså P. W. Lund at han ikke selv kunne overkomme at bearbejde dem. British Museum tilbød en meget stor sum, men P. W. Lund ønskede at de skulle gå til Danmark, selv om han var klar over at de sikkert ville blive bedre udnyttet i Frankrig og specielt England hvor R. Owen netop på det tidspunkt arbejdede med andre sydamerikanske samlinger, bl.a. Charles Darwins. 1845 skænkede han gennem Chr. 8. sine enestående samlinger til Det kgl. naturhistoriske museum, og der fastsattes en sum til aflønning af en bestyrer (det Lundske legat). De følgende år hjemsendtes de mange kasser - sidste sending med Gaiatheaekspeditionen 1847 - men adskillige kasser forblev pga. pladsmangel uudpakkede, ja nogle endda et par år uafhentede på toldboden. Først da P. W. Lunds nevø, den unge historiker Troels Troels-Lund 1859 fremdrog sagen i "Fædrelandet", lykkedes det at det vække autoriteterne, og samlingerne fik nu endelig deres velfortjente hædersplads i museet.

Den bearbejdelse som P. W. Lund havde påbegyndt blev videreført, først af J. Th. Reinhardt som tre gange opholdt sig i længere tid hos P. W. Lund, senere af Oluf Winge (fugle) og først og fremmest af dennes bror, Herluf Winge, hvis neolamarckistiske synspunkter afveg stærkt fra P. W. Lunds førdarwinistiske opfattelse. Resultaterne publiceredes i det statelige, af Carlsbergfondet bekostede 5-bindsværk E Musei Lundii. 1888-1915.

Det var P. W. Lunds hensigt af følge samlingerne til Danmark, men praktiske ting kom i vejen og efter samlingernes afsendelse var han ligesom brændt ud, måske som en reaktion på de foregående års voldsomme energiudfoldelse. Sandsynligere er det dog at den gradvis nedsatte virkelyst skyldtes isolationen og et - velsagtens medfødt - anlæg for depression. Efter Brandts død 1862 ønskede han at få en yngre dansk videnskabsmand i sit hus, og 1863-66 opholdt den unge Eug. Warming, den senere professor i botanik, sig hos ham og afløstes af først en tysker og senere af en anden dansker.

Efter eget ønske blev P. W. Lund begravet i Lagoa Santas jord, og i 50-året for hans død rejstes et mindesmærke på hans grav. På 100-årsdagen for hans ankomst til Lagoa Santa afholdtes mindefester og der udkom bøger om ham i Brasilien. Også 100-årsdagen for hans død fejredes både i Brasilien og Danmark, bl.a. med en særudstilling på Zoologisk museum. Skønt han aldrig formåede at løsrive sig fra Lagoa Santa, nærede han en bestandig længsel efter sit fædreland og vedligeholdt hele livet en omfattende brevveksling med sin slægt, bl.a. Søren Kierkegaard, Troels-Lund, samt med fagkolleger.

P. W. Lund hører til palæontologiens store navne. I den forholdsvis korte årrække der omfattes af hans videnskabelige aktivitet lagde han grunden til udforskningen af Sydamerikas uddøde dyreverden. Hans samlinger blev af største betydning for forståelsen af pattedyrenes udviklingshistorie, idet de - under sammenligning med tilsvarende former fra nutiden - blev grundlaget for Herluf Winges epokegørende studier. Også hans samling af planter - 12.000 herbarieeksemplarer i Botanisk museum - er af stor værdi. Personlig var P. W. Lund vindende af væsen og en mand af høj kultur, med et følsomt sind og en levende skønhedssans og glæde ved naturen.

Ingenio et arti 1846. Tit. professor 1848.

Familie

P. W. Lund blev født i København (Helligg.), døde i Lagoa Santa, Brasilien, og er begravet sst.

Forældre: hosekræmmer, senere silke- og klædehandler Henrik Hansen Lund (1757-1820, gift 1. gang 1783 med Anne Bolette Tvermoes, ca. 1766-91) og Marina (Manne) Magdalena Lobeck (1763-1830). Ugift.

Udnævnelser

R. 1839. K. 1873.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af udgravninger i Brasilien af P. A. Brandt (Kgl. bibl.; Zool. mus.). Litografi 1847 efter tegn. af F. Pusthuchen Glanzow, 1846, efter dette træsnit af J. C. Nielsen, 1862, efter tegn. af A. Dorph, og af C. Poulsen, 1885. Relief af Carl Martin-Hansen, 1931 (Zool. mus., Kbh.; nationalmus. i Rio de Janeiro). Buste af A. Mattos, 1935 (torvet i Lagoa Santa; på graven; Zool. mus., Kbh.). Foto. - Udkast til monument af Olga Wagner, 1936.

Bibliografi

P. W. Lund: Memorias scientificas, overs. L. Damasio, Belo Horizonte 1935. - [Troels Troels-Lund] i Fædrelandet 17.5-18.5.1859. III. tid. 30.11.1862. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. II, 1875 104-17; III, 1878 290-302 (bibliografi). J. Th. Reinhardt i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1880 147-210. Ibis 4.ser.IV, London 1880 483f. Henriette Lund: Naturforskeren P. W. L., 1885. H. Winge i E musei Lundii I, 1888 3-8 50-56. E. Warming i Vidensk. selsk.s skr. 6.r.VI, 1890-92 161-63. Kn. Fabricius: Troels-Lund, 1921 19-23. Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921-37

- Entomologiske medd. XV 21 If. J. O. Bøving-Petersen i Politiken 7.9.1922 og 24.5.1930. Troels Troels-Lund: Et liv, 1924. A. Guimaraes: P. W. L, overs. E. Hjorth Degenkolv, 1929. Ad. S. Jensen i Prominent Danish scientists, red. Vald. Meisen, 1932 110-14. J. D. Calogeras i Rev. Hist. Bras. vol esp. Rio de Janeiro, 1933 83-93. A. Mattos: O sabio dr. Lund e a prehistoria americana, 3. udg.. Belo Horizonte 1935. Samme: O sabio dr. Lund e estudos sobre a prehistoria brasileira. Belo Horizonte 1935. Samme: Collectanea P. W. L, Belo Horizonte 1935. Magnus Degerbol i Dyr i natur og museum 1944-45 111-34. Samme i Danmarksposten XXXVIII, 1957 nr. 4 1-5. A. E. Jenkins m.fl. i Journal of the Washington academy of science XLI, 1951 66-74. A. Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 169-85. R. Spärck i Berl. tid. 24.5.1963. Signe Prytz sst. 30.12.1966. Tove Hatting: Brasiliens knoglehuler og deres udforskn., 1980. Samme i Naturens verden, 1980 179-96. Henrik Stangerup: Vejen til Lagoa Santa, 1981.

- Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig