P.A. Mørkeberg, Peter August Mørkeberg, 21.4.1861-15.9.1927, dyrlæge, statskonsulent. Født på Christiansminde ved Præstø, død i Store Heddinge, begravet i Kbh. (Vestre). M. begyndte veterinærstudiet 1877 og tog dyrlægeeksamen 1881. Et par år praktiserede han i Køge og var derefter 1883-86 assistent hos professor B. Bang ved veterinær- og landbohøjskolens ambulatoriske klinik. Ved en konkurrence 1886 udpegedes han sammen med Axel Appel til at videreføre den virksomhed som P. Jessen (1846-85) havde varetaget som landhusholdningsselskabets konsulent i husdyrbrug, og efter nogle års yderligere uddannelse ved rejser i ind- og udland, særlig i England, blev han 1889 ansat som statskonsulent med den opgave at virke for udviklingen af det røde danske malkekvæg og svineavlen. På begge områder udrettede han et arbejde der blev højt vurderet og som i væsentlig grad kom til at præge avlens udvikling. 1891 begyndte han på Ourupgård tilrettelægning af familiestambogsføring for malkekvæget i en efter engelsk mønster forbedret form som blev grundlæggende for den private stambogsføring, og inden for den offentlige stambogsføring var han med til at gennemføre forandringen fra den provinsielle form til landsomfattende stambøger for de enkelte racer. Selv udarbejdede han med overordentlig flid og kyndighed 31 bind af Samvirkende danske Landboforeningers Slambog over Tyre af rød dansk Malkerace, 1896-1927, og fra 1923 ledede han desuden den få år tidligere påbegyndte registerstambogsføring over det røde kvæg, særlig til støtte for afsætningen af avls-kvæg. I dyrskuevirksomheden indtog han en fremtrædende plads ved sin indflydelse på organiseringen og udformningen af bedømmelses-reglerne, ved sit utrættelige arbejde med bedømmelsen af dyrene og ved sin vejledning der ligesom hans øvrige store foredragsvirksomhed var præget af megen grundighed og saglighed. Inden for svineavlen fik M.s arbejde en endnu mere grundlæggende betydning idet det blev ham der fremfor nogen tilrettelagde retningslinjerne for avlsarbejdet ved sin plan til dannelsen af en dansk landrace gennem oprettelsen af avlscentre, samtidig med at slagtesvinene indtil videre fremskaffedes ved krydsning med orner af yorkshirerace. Efter nogle års forarbejde fremlagde M. 1896 sin plan ved et foredrag i landhusholdningsselskabet, og i hans senere virksomhed var det navnlig gennem overledelsen af avlscentrene, at han øvede den afgørende indflydelse på at ideerne i det væsentlige blev virkeliggjort. Han grundlagde stambogsføringen over svin og udgav 1906-07 fjorten bind af svinestambogen. I sin virksomhed som konsulent kom M. også uden for de nævnte hovedopgaver til at øve indflydelse på husdyrbrugets udvikling. Han var ikke agitatoren, men ved sin indtrængende grundighed og redebonne hjælpsomhed vandt han tidligt landmændenes tillid, og hans kyndighed skabte ham en sikker førerstilling. I sine yngre år skrev han, foruden konkurrenceafhandlingen som han udgav sammen med Axel Appel i Meddelelser om Kvægbrugets Udvikling i Danmark, 1889, Tuberkulosen hos Husdyrene, 1894 og Om Svineavlens Ledelse i Danmark, 1901. Hans senere forfatterskab ud over stambøgerne omfatter fortrinsvis artikler i de landøkonomiske tidsskrifter.

Familie

Forældre: forvalter, senere forpagter Carl Wilhelm M. (1823-90) og Caroline Christiane Seidenfaden (1833-1914). -4.8.1889 i Herlufsholm med Gunilla Henriette Adolphine Malmquist, født 31.3.1859 i Skælskør, død 26.3.1934 i Kbh., d. af skræddermester Thomas M. (1830-72) og Thora Johanne Nielsine Caroline Schiøtt (1838-ca. 98). – Bror til A. W. M.

Udnævnelser

R. 1899. DM. 1923.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Lars Frederiksen i Ugeskr. for landmænd LXXII, 1927 593-95. N. Bredkjær i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 487-93. [C. R. Svane Christiansen] i Fyns stifts landbrugstid. XXI, s.å. 517f. Månedsskr. for dyrlæger XXXIX, s.å. 321-23. K. R[aunkjær] i Vort landbrug XLVI, s.å. 520f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig