P.E. Benzon

P.E. Benzon, Peter Eggert Benzon, 25.11.1857-25.6.1925, forfatter. Født i Holstebro, død i Roskilde, begravet på Skt. Pauls kgd., Hadsten. Som ni års dreng kom B. til Kbh. hvor han blev student 1875 fra Metropolitanskolen. Derefter studerede han teologi. I studenterårene kom han i nær berøring med grundtvigsk kristendom. Han tog teologisk embedseksamen 1881, og efter fire år som lærer i Vordingborg udnævntes han 1884 til sognepræst i Hersom, Klejtrup og Bjerregrav i Viborg stift; 1890 forflyttedes han til Hjermind, Le og Hjorthede og 1901 til Galten og Vissing hvorfra han søgte sin afsked 1922. – 1880 debuterede B. med et bibelsk digt Døberen Johannes, og 1883 fulgte en samling ungdomsvers Kornmod. Men det var først, da han udsendte de to fortællinger der bærer fællestitlen Svovl, 1894 at han vakte opmærksomhed om sit forfatterskab. Det er kampen mellem den mørke, pietistiske religionsopfattelse og den lyse, grundtvigskprægede kristendomsforkyndelse der er hovedemnet i titelfortællingen som foruden et par gode præstetyper giver indtrængende og sikre billeder af jysk almue. Betydeligere er dog bogens anden fortælling En Mur der gennem fin og åndfuld menneskeskildring viser det dybe skel mellem troende og ikketroende. Fra disse to fortællinger går der stærke tråde til de fleste af B.s senere bøger, der alle er præget af en mild menneskelighed og et lyst religiøst syn og bringer en række kulturhistorisk værdifulde og til tider digterisk betydelige skildringer af åndelige brydninger omkring århundredskiftet. 1896 kom Det sjette Bud der fortsætter de religiøse diskussioner fra Svovl og indeholder et helt galleri af gejstlige og vakte almuesfolk. De senere romaner er Landsmænd, 1898, en humørfyldt skildring af skandinaviske nybyggere i Nordamerika, Gerda Rossen, 1900, en noget romanagtig bog om kærlighed mellem broder og søster, med et fint og indtagende kvindebillede, Husvild, 1902, en roman om en ung præsts åndelige ænfægtelser, og Axenstrasse, 1906, en uhyggefyldt ægteskabshistorie fra Schweiz. – Af skuespil har B. udsendt Marianne, 1904, et bibelsk drama, Biskoppen, 1905, en dramatisk virkningsfuld skildring af den uoverstigelige mur der rejser sig mellem en biskop og hans til moderne anskuelser opvoksede børn, Antikrist, 1907 og Ebbe Skammelsen 1912. Højest når B. dog i enkelte af sine noveller, Præster og skikkelige Folk, 1905, Fra Kejserdømmet Jylland med Bilande, 1914, Den ubudne Gæst, 1915 og Levende og Døde, 1919. Her tynges fremstillingen ikke af diskussioner om livsanskuelser, her søger forfatteren at trænge til bunds i det menneskelige, at levendegøre skikkelser og skæbner, især fra almuen. – Foruden de skønlitterære arbejder har B. udsendt tre samlinger taler og afhandlinger: Det kristne Haab, 1900 og Menneskeligt og kristeligt, I–II, (1905–06). Efter hans død udkom begyndelsen til en selvbiografi. I mange år var B. litterær medarbejder ved Højskolebladet, 1905 modtog han det Ancker'ske legat.