P.L. Kramp

P.L. Kramp, Paul Lassenius Kramp, 28.1.1887-13.7.1975, zoolog. Efter studentereksamen fra Vestre Borgerdydskolen 1905 fik P.L. Kramp i studietiden under sommertogter med "Thor" uddybet sin interesse for havets dyreliv og kendskabet til biologiske arbejdsmetoder og principper, især på et togt til Nordatlanten 1908 under Johs. Schmidt. 1911 blev han magister og var som værnepligtig med krydseren Ingolf i Vestindien; undervejs tog han planktonprøver til Schmidt og noterede sø- og trækfugle hvorom han siden publicerede.

En ansættelse på planktonafdelingen ved Kommissionen for havundersøgelser afsluttedes brat p.g.a. nedskæringer ved verdenskrigens udbrud, og P.L. Kramp måtte tage til takke med en ringe lønnet assistentstilling ved Zoologisk museum. Her blev han 1917 amanuensis og tog fat på at ordne, katalogisere og magasinere coelenteratsamlingen - hydroider (polypdyr), meduser (gopler), koraller m.v. – efter moderne museumstekniske principper.

Som led i arbejdet med de danske medusers biologi og udbredelse var han på togter med "Dana" i 1923 og -24, i 1926 studerede han littoralfaunaen på Færøerne og 1928 deltog han i Godthaab-ekspeditionens omfattende undersøgelser af samspillet mellem de hydrografiske faktorer og det pelagiske dyreliv samt af bundfaunaen i vestgrønlandske farvande.

1951 var P.L. Kramp med på Galatheaekspeditionen fra Kenya til Australien. Han medbragte ombord et af ham udarbejdet, illustreret kort-index over samtlige medusearter og opnåede undervejs at få ca. 150 arter at se levende. I 1933 var P.L. Kramp blevet bestyrer for museets afdeling for marine, hvirvelløse dyr, og efter at han 1957 som 70-årig tog sin afsked fortsatte han usvækket og publicerede det følgende tiår godt en snes afhandlinger, heraf flere meget store. Først som 84-årig lagde han op - samme år som han blev modtaget i privataudiens af den japanske kejser og hydroide-specialist Hirohito under dennes besøg i Danmark.

P.L. Kramps vældige flid et langt liv igennem – om dagen i en for andre ulidelig stank af formalin i arbejdsværelset og om aftenen hjemme ved skrivemaskinen – afspejles i størrelsen af hans produktion: 94 videnskabelige afhandlinger og ca. 30 artikler, rapporter m.v. Langt de fleste beskæftiger sig med meduser, deres systematik, morfologi og biologi samt zoogeografien som ofte er sat i relation til havstrømme m.v. Det vigtigste arbejde, The Hydromedusae of Danish Waters, 1927 skulle have været disputats men blev det ikke p.g.a. de høje trykkeudgifter. I stedet blev han 1932 doktor på en systematisk revision af medusefamilien Mitrocomidae.

Som hans ry voksede fik han betroet flere og flere store samlinger fra ekspeditioner til bearbejdelse: "Ingolf", 1919, -26 og -47, "Thor", 1924, den britiske "Discovery", 1939 og -57, den norske "Michael Sars", 1948 og – i sit otium – "Dana" og "Galathea", 1959, -65 og -68, ialt godt 1200 store kvartsider. Hertil slutter sig talrige afhandlinger over mere afgrænsede medusefaunaer mange steder i verden og adskillige med revisioner af slægter og familier.

På opfordring af vennen og kollegaen F.S. Russell fra Plymouth-laboratoriet omarbejdede han – også i det travle otium - sit kort-index til den store Synopsis of the Medusae of the World, 1961, betalt af Royal Society og med diagnoser af 273 slægter og 900 arter og en litteraturliste på 1400 numre. Foruden en del afhandlinger specielt om hydroider har P.L. Kramp behandlet meduser og hydroider i specialfaunaer for Grønland, Færøerne, Island og senest Østgrønland, har skrevet om enkelte andre dyregrupper og om generationsskiftet i dyreriget m.m. samt har udarbejdet et værdifuldt resumé af Godthaab-ekspeditionens zoologiske resultater (1963).

Ved siden af museumsarbejdet og forskningen medvirkede P.L. Kramp i mange år som lærer ved det af C.F. Lütken i 1890 oprettede havbiologiske sommerkursus, fra 1907 som lærer og 1919–61 som leder. I 1927 fik han i to lokaler i den nyopførte tekniske skole i Frederikshavn der nu ejes af Københavns universitet indrettet det første faste marinbiologiske laboratorium i Danmark.

Deltagelse i en dykkerundersøgelse i 1924 af risikoen for tilsanding ud for den påtænkte havn ved Hanstholm førte til et mangeårigt samarbejde med havneingeniører vedr. pæleorm og pælekrebs i Hirtshals. Han klarlagde hidtil ukendte træk i disse skadedyrs biologi og angrebsmåde og eksperimenterede med beskyttelsesmidler, men det kom til et brud med ingeniørerne, og den afsluttende rapport i 1950 blev ikke efter hans ønske.

P.L. Kramp omfattede sit arbejde med en hengivenhed der næsten grænsede til ærbødighed, og han opfattede den hyldest der i de senere år blev ham til del som en anerkendelse af en redelig og myreflittig indsats i videnskabens tjeneste.