P.N. Rentzmann, Peter Nicolai Rentzmann, 28.12.1845-26.4.1923, departementschef, mæcen. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). R. blev student 1864, privat dimitteret, cand.jur. 1871, volontær i justitsministeriet 1875, assistent sst. 1879, fuldmægtig 1883, kontorchef 1891, fungerende departementschef 1906, udnævnt 1910, lenssekretær 1915, afgik 1919. Han var desuden fra 1872 ansat i Landbygningernes almindelige brandforsikring, blev fuldmægtig 1884, juridisk medhjælper 1891, konst. direktør 1898, justitsministeriets tilforordnede 1908. R. der var religiøst og historisk interesseret har gjort sit navn kendt ved at bekoste genopførelsen af Nicolai kirke i Kbh. i alt væsentligt efter de gamle opmålinger og i tilslutning til det bevarede tårn med det 1908–10 genrejste spir. I forening med sin søster Ida Nicoline Petrea Rentzmann (1841–1910) testamenterede han 1902 fællesformuen til dette formål, men bestemte sig senere til at lade bygningen rejse allerede mens han levede, og efter at kommunen 1913 havde modtaget gaven, nedlagdes grundstenen 1915, og bygningen indviedes 1917, opført af H.-C. Amberg. R. havde oprindelig tænkt sig at rejse en ny kirke, men ændrede senere planen således at bygningen rummede en kirke- og mødesal, samt, indtil 1957, Kbh.s kommunes bibliotek. R. boede i sine sidste år selv i et par værelser i bygningen.

Familie

Forældre: urtekræmmer, kaptajn Carl Frederik R. (1809–77) og Anna Christine Schiøtt (1808–95). Ugift.

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1902. K.2 1912. K.1 1917.

Ikonografi

Buste af H. Wederkinch, 1914 (Stiftelsen Mørks minde). Mal. af N. V: Dorph, 1918. Foto.

Bibliografi

P. N. R. i Julebogen XV, 1916 150–60 og Nationaltid. 4.3.1917. Politiken 11.11. og 12.11.1917 samt 29.10.1919. Berl. tid. 27.4.1923. J. Aarsbo: Bibliotekerne og samfundet, 1935 169–76. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig