P.O. Ryberg Hansen

P.O. Ryberg Hansen, Peter Olaf Ryberg Hansen, 20.2.1860-29.4.1911, teolog. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Ass.). R.H. blev student 1877 fra Sorø og tog teologisk embedseksamen 1883. Han levede meget stille, virkede som teologisk manuduktør og fra 1907 tillige som bibliotekar ved Industriforeningens bibliotek. Kendt i lidt større kredse blev han først i de sidste år af sit liv gennem sin forfattervirksomhed. 1904 udgav han Evangelierne som Kilder til Jesu Liv. Herefter fulgte 1906 Af Nutidens Jesusforskning, 1910 Det ældste Evangelium historiskkritisk belyst, og 1911 Opstanden fra de Døde. To år efter hans død udgav Niels Bang en del af hans i Tilskueren offentliggjorte afhandlinger under titlen Udvalgte religionshistoriske Afhandlinger med en indledning og en karakteristik af R.H.s personlighed. Ifølge denne var R.H. et meget betydeligt menneske med en ualmindelig belæsthed; som forfatter gav han i sine skrifter egentlig kun referater, men overordentlig dygtige referater, af andres forskning. "R.H. var den ideale Discipel". – R.H.s skrifter hviler på grundige studier og vidner om fremragende evner til at give en overskuelig fremstilling. Om han end ikke ydede noget selvstændigt, fik han betydning ved, at han gav den teologiske læseverden indblik i den daværende historiske forskning over Jesu liv. Han undlod at agitere for sit eget religiøse syn, selv om han tydeligt lod det skinne igennem i sine skrifter.

Familie

Forældre: cand.teol., lærer, senere sognepræst i Olsker, Svaneke og Ramløse, provst Lauritz Christian Hansen (1822–1907) og Hanne Marie Charlotte Møhl (1831–1905). Gift 27.12.1889 i Ramløse med Mathilde Sophie Krebs, født 4.4.1845 i Kbh. (Trin.), død 8.7.1916 på Frbg. (gift 1. gang 1872 med læge Carl Vilhelm Wellmann, 1842–85), d. af lærer, senere overlærer, professor Conrad K. (1809–80) og Helene A. E. Castberg (1825–1906). - Bror til Kristian Møhl-Hansen.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel. Foto.

Bibliografi

Niels Bang i R.H.: Udv. religionshist. afhandl., 1913 5–12.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig