P.W. Becker

P.W. Becker, Peter Willemoes Becker, 21.9.1808-5.4.1877, præst, historiker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Johs.), begravet sst. (Ass.). B. blev student fra Fr.borg 1825, cand.teol. 1830, var en tid lærer i historie ved landkadetakademiet og tog 1835 magistergraden. 1836–38 foretog han med kongelig understøttelse studierejser til Sverige, Nordtyskland, Holland, England, Skotland og Frankrig. Efter hjemkomsten valgtes han til medlem af Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog; dr.phil. 1854. 1839 blev han sognepræst i Køng på Sjælland, et embede han 1859 ombyttede med Soderup og Eskilstrup. 1850 var han blevet provst for Hammer og Tybjerg herreder. Han tog sin afsked 1875. – Politisk var han Frederik VIs mand og indtog som

medlem af kirkeforfatningskommissionen af 1853 et udpræget konservativt standpunkt. B. viste tidligt historisk interesse; allerede som student fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om Vendsyssel i den tidlige middelalder (1828). Som alumnus på Borchs kollegium skrev han et par latinske afhandlinger (om Henrik Burwin IIIs hustru Sophie, 1830 og om H. P. Resens danske bibeloversættelse, 1831); i sin også på latin skrevne magisterafhandling (1835) undersøgte han Danmarks forhold til Frankrig og Skotland 1511–14. Med det sidste arbejde var han kommet ind på studiet af dansk udenrigspolitisk historie, et hidtil ret uopdyrket felt. Samtidig havde L. v. Ranke i Tyskland og Mignet i Frankrig vist hvor mange værdifulde oplysninger gesandtindberetninger var i stand til at yde også om et lands indre historie, og A. Fryxell havde bl.a. i danske arkiver indsamlet det diplomatiske materiale hvis udgivelse han 1836 på-begyndte i "Handlingar rörande Sveriges Historia". B. besluttede at foretage et lignende efter-forskningsarbejde til belysning af dansk historie, han vandt Frederik VIs sympati for planen, fik store offentlige understøttelser til sine rejser og opnåede ved de danske gesandters mellemkomst adgang til fremmede arkiver hvor tidligere ingen dansk havde sat sin fod. Den overvældende rigdom af nyt primært kildestof tvang ham ganske naturligt til at ændre sin oprindelig mere vidtgående arbejdsplan. Han måtte begrænse sig til en bestemt periode og valgte da Frederik IIIs tid som tiltrak ham ved "de indgribende og omfattende Forandringer, som den medførte i Statens indre og ydre Forhold" og ved den dunkelhed som endnu indhyllede så mange vigtige punkter. B. blev ved sine europæiske arkivforskningsrejser en pioner i dansk historieforskning. Få år efter fulgte C. F. Allen i hans fodspor, senere mange andre. Hvad B. havde foresat sig for det tidsafsnit som især havde hans hjerte: at give en alsidig, sammenfattende fremstilling, lykkedes for Allen på hans særlige felt, den sidste unionstid; det lykkedes ikke for B. Årsagen var ikke manglende evner. Hans historiske intelligens var meget betydelig, hans pen løb let og elegant. Men han ejede ikke Allens seje, målbevidste koncentrationskraft, han spredte sig for meget og delte sit pund ud i en række større og mindre afhandlinger som belyste dels emner af dansk historie, dels engelske universitets- og kirkeforhold som han under sit ophold i Storbritannien havde viet særlige studier. De fleste af hans afhandlinger samledes i de to bind Historiske Afhandlinger 1874–75. Et større planlagt arbejde om den katolske modreformation i Danmark ramtes af det uheld at det indsamlede stof (foruden en række samlinger fra fremmede arkiver til belysning af Christian Vs tid og hele B.s store bogsamling) gik til grunde ved Køng præstegårds brand 1859. Materialet blev vel samlet på ny, men værket så aldrig lyset. Hvad angår det påtænkte værk om Frederik IIIs tid lod B. det blive ved de to bind Samlinger til Danmarks Historie under Kong Frederik den Tredies Regiering af udenlandske Archiver, 1847 og 1857. Dette skyldtes dog ikke blot B.s personlige mangler. Det var ham klart at det indsamlede fremmede arkivstof måtte suppleres ved omfattende undersøgelser i danske arkiver, og hertil levnede hans stilling som landsbypræst ham kun ringe tid. Men selv om B. således kun kom til at yde en stofsamling betød hans samlinger dog et vigtigt fremskridt for forskningen. De er som videnskabelig kildeudgave prægede af flere mangler; de fremmede sendemandsbreve var hverken gengivet tilstrækkeligt fuldstændigt eller tilstrækkelig nøjagtigt i alle enkeltheder. Men de kastede dog så meget nyt lys over en betydningsfuld og tidligere ret sparsomt udforsket periode at de virkede i høj grad vejledende for og æggende på senere historikere. Navnlig J. A. Fridericia står i gæld til B.s forarbejde, men også i vore dage er hans kildesamling et vigtigt hjælpemiddel ved studier over denne tids historie. –