P. Feilberg

P. Feilberg, Peter Berend Feilberg, 20.11.1835-12.1.1925, kulturtekniker. Født i Alslev ved Varde, død i Helsingør, begravet i Søborg ved Esrom. Præliminæreksamen fra Ribe katedralskole, ophold på Rødding højskole 1853 og flere års praktisk landbrugserfaring var de forudsætninger F. kunne mønstre da han 1856 sammen med to andre mødte på Polyteknisk læreanstalt for som de første i Danmark at gennemgå et 2-årigt landbrugskursus. 1858-59 blev han som ass. hos den dygtige forvalter Luja på Frijsenborg introduceret til den nye grundforbedringsteknik: bortledning af overfladevand gennem nedgravede drænrør. Grev C. E. Frijs fik så stor interesse for den unge landbrugstekniker at han ikke alene sørgede for hans videreuddannelse på holstenske mejerigårde, men også ansatte ham som bestyrer på Søbygård 1861. Gennem sin medvirken ved udtørringen af Sjørring sø 1862 havde han fået så stor erfaring i kulturteknik at han efter en kort periode som bestyrer på Rungstedgård og Rungstedlund 1863-66 kunne forestå udtørringen af den 500 ha store Næsbyholm sø i Skåne. Efter seks års virksomhed som forvalter på Næsbyholm gods udførte han i årene 1872– 96 sit store livsværk: udtørring og kultivering af Søborg sø i Nordsjælland. Stillingen som inspektør ved arbejdet ombyttede han 1896 med hvervet som bestyrer på Søborggård indtil han lagde op 1910. Samtidig blev han udnævnt til etatsråd.

Sjældent har en udmærkelse været mere fortjent. Ikke alene havde F. gennem sin indsats som praktiserende kulturtekniker været med til at gøre Danmark større indadtil, men han havde også gennem sin organisatoriske og pædagogiske indsats vist hvilke perspektiver der lå i opdyrkningsarbejdet. For ham stod en folkelig opslutning bag kulturteknikken som en nødvendig forudsætning. Et projekt af denne art havde først vist sin berettigelse når den lokale befolkning forstod dets baggrund og på sin side var i stand til at udnytte de opnåede resultater. Kulturteknikere var som andre eksperter samfundets tjenere, ikke dets herskere. Naturligt nok blev mose-kultiveringsarbejdet hans foretrukne arbejdsmark når han skulle omsætte sin samfundspatriotiske holdning til konkret handling. Det var ham der som ordstyrer ved et Enrico Dalgasforedrag på landbrugskongressen 1888 opfordrede hedeselskabet til at tage mosesagen på sit program; det var ham som 1893 og de flg. år var den unge moseingeniør Th. Claudi Wesths rådgiver når denne skulle forsøge at realisere sit program, og det var ham der som tilsynsførende ved hedeselskabets mose- og engvæsen i 1890ernes slutning gjorde mosesagen til et folkeligt anliggende, næsten på linje med hedesagen. Som medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd 1883-98 arbejdede han ihærdigt på at gøre kulturteknikken til et naturligt led i moderne landbrugspraksis. Som medstifter af Foreningen af danske landbrugskandidater 1896 og som dens første formand var han med til at højne sine fagfællers faglige og økonomiske vilkår. Nævnte år faldt også hans anden rejse til Island. Her havde han i årene 1876-77 på indenrigsministeriets opfordring besigtiget de lokale dyrkningsvilkår. Orkneyøerne, Færøerne, Norge, Sverige, Holland og Tyskland var også mål for hans mange udenlandsrejser i kulturteknisk øjemed. I årene 1878-98 var han censor ved landbohøjskolen og blev naturligt nok medlem af den komite som 1912 blev nedsat til at vurdere højskolens udviklingslinje. Alt i alt havde F. skabt sig en ret enestående position i samtiden. Man lyttede til hans ord hvad enten de faldt som foredrag i landhusholdningsselskabet eller som velformede artikler i Tidsskrift for Landøkonomi, Landmandsbogen og i hans to bøger Fra Heder og Enge (dagbøger fra inspektionsrejser ved hedeselskabet 1899-1900) og Fra Lier og Fjelde, 1900.