P. Jespersen

P. Jespersen, Poul Christian Jespersen, 18.3.1891-20.12.1951, zoolog. Født på Næsbyhoved ved Odense, død i Gentofte, begravet sst. J. blev student fra Odense 1910 og kort efter påbegyndelse af det zoologiske studium fik han arbejde på Carlsberglaboratoriet ved den af Johannes Schmidt ledede fiskeafdeling under Kommissionen for havundersøgelser. 1913 sendte Schmidt ham på et togt efter ålelarver med skonnerten Margrethe via Færøerne til Vestindien hvor skibet forliste, men de fleste samlinger reddedes. Efter konferensen 1917 ansattes J. som assistent ved kommissionens planktonafdeling som han ledede fra 1946 til sin død. Efter første verdenskrig var han på nye åletogter til Vestindien, 1920 med skonnerten Dana og 1921–22 med havundersøgelsesskibet Dana. 1928–29 deltog han i første halvdel af Danas jordomsejling og var både før og efter med på flere sommertogter i Nordatlanten. – Bortset fra tidlige arbejder, især ang. dybhavsfiskegruppen Sternoptychidae eller "sølvøkser" (til dels s.m. Å. Vedel Tåning) er J.s marinbiologiske afhandlinger i høj grad baseret på materiale indsamlet på de mange ekspeditioner og togter. De fleste omhandler zooplankton, først og fremmest copepoder (vandlopper): dels disses sæson variation og deres udbredelse ved Vest- og Østgrønland samt Island (med stor betydning for studier af Nordatlantens generelle zoogeografi), dels zooplanktonets kvantitative forekomst i Atlanterhavet og Stillehavet, og dels sildens føde i danske farvande (disputats, 1928) og ved Island og Færøerne. Andre fiskeribiologiske arbejder er J.s grundlæggende studier af helleflynderbestandene i Nordatlanten og af udviklingsstadier af sild og lodde. Efter Schmidts tidlige død overtog han ålelarverne og skrev om deres systematik og biologi (1942). J. var aktiv inden for Det internationale havforskningsråd, redigerede bestemmelsesnøglerne for zooplankton og blev 1951 valgt til generalsekretær for rådet, men nåede ikke at fungere som sådan. – De kvantitative planktonundersøgelser byggede bro til J.s anden store interesse, ornitologien, idet han kunne påvise en klar sammenhæng mellem mængden af zooplankton og af havfugle. Fra barndommen var fugle hans fritidspassion. Allerede 1911 indtrådte han som sekretær i bestyrelsen for Dansk ornithologisk forening, var formand fra 1941 til sin død og gik både nationalt og internationalt varmt ind for fuglefredningen. Han skrev om invasionsfugle og om udbredelsen af ca. 15 danske ynglefugle, i 1946 kom den nyttige bog The breeding birds of Denmark og posthumt (1952) Sjældnere arter som supplement til hans nyudgivelse af Otto Helms' tre populære Danske Fugle fra 20erne.