P. Korsgaard, Peder Korsgaard, 17.7.1874-15.2.1956, politiker, ingeniør. Født på Tøttrupgård, Thy, død i Nyborg. Efter adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt 1891 blev K. cand. polyt. 1897, var et par år ansat ved Esbjerg havnevæsen og 1899–1904 stadsingeniør, bygningsinspektør og gasværksbestyrer i Silkeborg. Han gik derefter over i privat erhverv som stifter og indehaver af Dansk Ammoniakfabrik i Nyborg til 1919 da fabrikken gik over til et interessentskab hvis leder K. derefter var. Han var desuden formand for A/S bryggeriet Carlsminde 1919–49, sad i kontrolrådet for Nyborgafdelingen af Landmandsbanken og var formand for A/S Kaas Briketter og A/S Dansk Generatorbrændsel til 1948. – K. sluttede sig til højre og var partiets folketingskandidat på Langeland 1906 og på Mors 1912, sad i Bovense-Aunslev sogneråd 1909–17, ledede partiets organisation i Nyborgkredsen og var 1917–35 formand for den konservative organisation i Svendborg amt. 1918–45 var han konservativt medlem af folketinget, valgt i Skanderborg amt. Hans hovedindsats lå på det finans- og skattepolitiske område som medlem af finansudvalget 1922–45, med undtagelse af året 1929/30, og som medlem af landsoverskatterådet 1922–38 og af landsskatteretten 1938–45. Under debatten om Det kgl. teaters forhold efter den korte dobbeltscenedrift fra Stærekassens færdiggørelse 1931 til 1933 blev K. formand for finansudvalgets teaterudvalg og teatrets tilsynsråd 1935–46. K. hørte til rigsdagens kritiske hoveder. Han vendte og drejede tal og opstillinger i finansloven, havde selvstændige synspunkter som han kunne forme i paradokser eller spydige domme. Hans holdning var rodfæstet konservativ. Landets selvstændighed skulle hævdes uanset omkostninger og for folkets sundheds skyld, og det enkelte individ stille de yderste krav til sig selv om at klare vanskeligheder, men han var ikke modstander af at de, der virkelig var i nød, skulle hjælpes. Det fremgik af hans indsats som formand for døvstummeskolen i Nyborg 1916–42 og for Vridsløselille og Nyborg straffeanstalters fællesbestyrelse 1926–51 og som medlem af fængselsselskabemes fællesbestyrelse 1922–51. K.s politiske virke sluttede med en kort periode som landstingsvalgt medlem af landstinget 1945–46. – En bror til K., proprietær Mads Christian Korsgaard, født 25.8.1883, død 8.2.1959, ejer af fædrenegården, var medlem af landstinget 1936–53.

Familie

Forældre: proprietær Mads Peter K. (1837–1916) og Christine Marie Christensen (1840–86). Gift 16.10.1899 i Marslev med Ellen Esther Ingeborg Victoria Elisabeth Gersdorff v. Cappelen, født 12.10.1876 i Roskilde, død 16.4.1957 i Nyborg, d. af stationsforstander, løjtnant, senere kaptajn Johan Frederik Peter Adolph v. C. (1837–93) og Agnes Victoria Gersdorff (1840–88).

Udnævnelser

R. 1916. DM. 1927. K2. 1937.

Ikonografi

Mal. af Hugo Larsen. Formentlig afbildet på tegn. af H. Bendix, 1955 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 16.7.1934. Dagens nyheder 17.7. s.å. Gunnar Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 131–33. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig