P. Motzfeldt

P. Motzfeldt, Peter Hanning Motzfeldt, 13.12.1774-7.10.1835, inspektør i Grønland. Motzfeldt må have været en opvakt dreng. Da han formentlig efter privat undervisning som 10-11-årig blev ansat på sorenskriverens kontor i Ry Fylke avancerede han fra kontorist til fuldmægtig inden sit fyldte 19. år. Hans praktisk-juridisk-administrative uddannelse medførte at han efter kort manuduktion kunne tage eksamen som dansk jurist 19.4.1794 i København. En uge efter blev han ansat i Den kongelige grønlandske handels tjeneste og udsendtes som assistent samme sommer til Godhavn. Året efter blev han overassistent og hvalfangstleder på Kronprinsens Ejland hvor han havde forholdsvis tæt forbindelse med det nordre inspektorats hovedsæde, Godhavn, og den 15 år ældre exam.jur. og købmand i Egedesminde, M. N. Myhlenphort, til hvem han blev knyttet i et varmt og længevarende venskab.

1799 blev Motzfeldt forflyttet til Ritenbenk, men allerede 1801 blev han kaldt til Godhavn hvor han blev konstitueret som inspektør i stedet for den helbredssvækkede C. Bendeke som hjemrejste. 1803 blev han kongelig udnævnt og samtidig blev hans ven Myhlenphort inspektør i det søndre inspektorat. Bortset fra et års ophold i København 1803-04 beklædte Motzfeldt embedet indtil 1815 da han forlod Grønland for stedse. Han var derefter til rådighed for direktionen og indtrådte 1817 i dette kollegium efter den året før afdøde H.M. Frisch. Motzfeldt blev i denne stilling udnævnt til justitsråd (1824) og forblev medlem af direktionen til sin død uden at gøre sig mærkbart gældende.

Motzfeldts virke i Grønland placerer ham blandt de mest betydningsfulde administratorer i tiden. Man har indtrykket af en lidt kølig, alvorlig personlighed, dygtig og redelig, stærkt engageret i sin gerning. Han lagde i længden ikke skjul på at Grønlands natur og måske også arbejdet gik ham på nerverne. Hans pligtfølelse bar ham gennem de vanskelige år hvor han lige fra sin ankomst brugte sine gode evner til det grønlandske samfunds og handelens fremme, specielt naturligvis for det nordre inspektorats vedkommende. I hvalfangsten tog han de rationaliseringsideer op som andre før ham havde arbejdet på, men han fik dem ikke gennemført undtagen forsøgsvis. Med M.N. Myhlenphort drøftede han vel adskillige gange mulighederne for forbedringer og for en gunstig udvikling af forholdene. Der er en umiskendelig lighed mellem deres omtrent samtidig (1799) udarbejdede responsa som de indsendte ligesom andre købmænd på foranledning af kommissionen af 1788 der sigtede mod en "modernisering og normalisering" af de grønlandske forhold.

Motzfeldts responsum er det fyldigste og mest vidtspændende. Det fungerer foruden som en distriktbeskrivelse også som en programerklæring for hans senere virksomhed som inspektør. Det væsentligste var efter hans opfattelse en omfattende oplysning af befolkningen, at indføre den langsomt i europæisk økonomi som man allerede havde gjort det ved organiseringen af hvalfangsten, og at skabe en retsorden i samfundet, dels gennem de eksisterende danske myndigheder, dels ved lovgivning, ikke pludselig og i stort omfang, ikke overflødige, men efterhånden som behov for ordninger voksede frem. Efter 1801 forsøgte han ud fra dette princip at udbygge inspektørens politi- og retsmyndighed til også at gælde den grønlandske befolkning. Hertil havde han ingen hjemmel, hverken i instrukser eller andre bestemmelser. Hans mening var at befolkningen frivilligt skulle anerkende inspektøren som dommer i sager og tvistigheder, der opstod mellem grønlændere indbyrdes. Held dermed havde han ikke, men han skabte visse forudsætninger for en ordnet retspleje. Oplysning var for ham som for samtiden et kodeord. Derfor tog han aktivt del i drøftelserne af en skoleordning og uddannelse af grønlandske lærere, især i samarbejde med Jakobshavn-missionæren Eskild Sønnichsen Bram (1773-1815). Selvstændigt udarbejdede han et skoleforslag 1806, gentaget 1814. Det omfattede både lærernes stilling og aflønning, undervisningsmetoderne, disciplin, regler om forældrenes forpligtelser, oprettelse af skolekommissioner lokalt (med forældrerepræsentation) – alt i alt et meget "moderne" forslag. Det hele blev slået over ende af krigen 1807-14, og planen blev heller ikke senere virkeliggjort.

Kort før krigen havde Motzfeldt måske på inspektør C. Bendekes initiativ, gjort et forsøg med indførelse af kreditsedler, en slags pengesedler, håndskrevet på spillekort. De skulle gælde som betaling for den store overskydende del af de grønlandske hvalfangeres fangstpart og kun cirkulere mellem grønlænderne og købmanden ved Godhavn og Kronprinsens Ejland. Dette blev indledningen til kreditseddelordningen der i princippet kom til at gælde 1804/05 til 1950, dog med nogle afbrydelser. Én af disse var krigen 1807-14. Motzfeldts mangeårige venskab med en af de skotske hvalfangstredere skabte kontakter i Skotland. De medvirkede til at den britiske regering undtog bl.a. Grønland fra krigssituationen. Derigennem kom der også forsyninger især til det nordre inspektorat, og en forbindelse med København via et skotsk handelshus blev etableret. I det tættest mulige samarbejde administrerede Motzfeldt og Myhlenphort de vestgrønlandske kolonisteder. Et enkelt modsætningsforhold mellem de to inspektorater skabte en vis utryghed. Dette og mange vanskeligheder med det udsendte mandskab, og især de sidste års knaphed på levnedsmidler udmarvede Motzfeldts handlekraft. Der var derfor intet mærkeligt i at han under de trange økonomiske vilkår for Danmark og dets bilande efter 1814 tilsyneladende forholdt sig passiv. Der er dog svage tegn på at han stod bag ved det genopbygningsarbejde som foregik i Grønland, og de enkelte småreformer der blev plads til.