P. Tom-Petersen, Peter Tom-Petersen, ved dåben Peter Thomsen Petersen, 5.3.1861-27.7.1926, maler, grafiker. P. Tom-Petersen blev optaget på kunstakademiet i København januar 1877 og gik her til december 1881 da han fik afgangsbevis som maler og på Charlottenborgs juleudstilling debuterede med Gadeparti fra Mølle. Kullen (Fåborg museum). Resten af livet udstillede han på Charlottenborg, men viste også værker på Kunstnernes efterårsudstilling 1904–05 og 1907–13. 1883–84 opholdt P. Tom-Petersen sig i Paris som elev af Leon Bonnat hvorefter han en kort tid gik på P.S. Krøyers skole i København 1887 var han i Holland, Belgien og Paris, 1890–91 i Tyskland og Italien, 1891–92 igen i Italien og 1921 i Avignon.

P. Tom-Petersens karriere som maler kulminerede med en mention honorable på verdensudstillingen i Paris 1889 for et maleri fra Svendborgsund. Hans emner var oftest landskaber og byprospekter, men også nature morter kendes fra hans hånd. I Italien mødte han K. Zahrtmann og malede som denne i Civita d'Antino. 1900 kom P. Tom-Petersen ind på den udtryksform der skulle gøre ham kendt i vide kredse, raderkunsten. Han havde tidligere leveret illustrationer til blade og bøger, bl.a. til Svend Grundtvigs Danske Folkeeventyr fra 1884, men efter 1900 blev raderingen hans foretrukne medium med et resultat på ca. 300 blade gennem årene. Hans emnevalg var oftest arkitektur, historiske huse og gadebilleder fra København, Helsingør, Ribe, Fåborg og Ærøskøbing hvor han boede de sidste år af sit liv, men han fandt også motiver i gamle tyske byer som Rothenburg, Lübeck og Hamburg. Raderingerne er teknisk set dygtigt udførte; de vakte da også stor opmærksomhed og blev meget populære. På grund af motiverne har mange af dem en høj topografisk værdi.

P. Tom-Petersen var medstifter af Grafisk kunstnersammenslutning 1909 og fra 1910 til sin død medlem af bestyrelsen for Fåborg museum ved hvis oprettelse han havde bistået Mads Rasmussen. Han indvalgtes i Charlottenborgs censurkomité 1910 og 1915. Han er repræsenteret med malerier i Fåborg museum og med raderinger i kobberstiksamlingen.

Familie

P. Tom-Petersen blev født i Thisted, døde i Ærøskøbing og er begravet sammesteds. Forældre: apoteker, senere ved Gammel Torvs apotek i København. Christian Tullin Petersen (1835–1905) og Maren Andrea Thomsen (1833–92). Navneforandring 16.7.1920. Gift 24.11.1891 i Brahetrolleborg, Svendborg amt, med Marie Elisabeth Lorentzen, født 31.12.1867 i Hågerup, død 16.12.1948 i Odense, d. af godsforvalter, senere kancelliråd Lorentz Peter Lorentz (1838–1916) og Maja Elisabeth Cramer (1844–1910).

Ikonografi

Afbildet på mal. af Sigvard Hansen, 1887. Tegn. af P. Ilsted, mal. af samme 1888. Tegn. af G. Achen, 1891. Afbildet på hans og C.E. Reventlows litografi af hesteskue på Brahetrolleborg 1904. Bronzerelief af Rasmus Andersen udst. 1909. Afbildet på Peter Hansens mal. 1901–11 af museumsindvielsen 1910 (Fåborg mus.). Foto.

Bibliografi

Fortegn, over grafiske arbejder, udg. Vilh. Tryde, 1924. – Emil Hannover i Kunst VII, 1905–06 [upag.]. Nationaltid. 17.10.1916. Th. Faaborg sst. 23.11.1926 og 26.10.1928. A. Blom i Forskønnelsen VIII, 1918 1–15. Berl. tid. 29.11.1919. Kai Flor sst. 28.7.1926 og 30.10.1928. Rik. Magnussen i København 14.10.1920. Politiken 9.11.1923, 29.7. og 23.11.1926. Ekstrabl. 9.11.1923. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932. J. Sthyr: Dansk grafik 1800–1910, 1949 (fot. optr. 1970).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig