P. W. Forchhammer

P. W. Forchhammer, Peter Wilhelm Forchhammer, 23.10.1803-8.1.1894, klassisk filolog. Født i Husum, død i Kiel, begravet sst. Efter at have gået i skole i Tønder og Lübeck blev F. student 1821 og studerede i Kiel og Leipzig. Han tog doktorgraden 1828 i Kiel med en afhandling om det athenske Areopagosråds strafferetslige kompetence og blev udnævnt til professor i klassisk filologi sst. 1836. Han blev leder af møntsamlingen og grundlagde et arkæologisk museum. Han foretog 1830-34 og 1838-40 rejser i Frankrig, England, Italien, Grækenland og Ægypten, og han var medlem af arkæologiske selskaber i flere europæiske lande. Han var medlem af den preussiske landdag 1867-73 og af den tyske rigsdag 1870-73, og fra 1876 repræsenterede han Kiels universitet i det preussiske herrehus.

F.s videnskabelige hovedindsats ligger inden for den symbolske mytefortolkning som blev dyrket især i Tyskland, og som havde sine rødder i romantikken. Overfor Fr. Creuzer's tolkning af myter som udtryk for en oprindelig religiøsitet og visdom, og i forlængelse af Otfried Müller's historiske mytefortolkning hævdede han at de græske myter afspejler de topografiske og klimatiske forhold i den egn hver myte er knyttet til (natursymbolik): det mytiske sprog omhandler således "fysiske sandheder", tilegnede af den primitive, urgræske tanke; denne teori fandt han delvis formuleret – og dermed bekræftet – hos flere antikke kilder, fx Pausanias. Hans mytologiske arbejder omfatter bl.a. Hellenika, 1837, Achill, 1853, Daduchos, 1875, Homer, 1893. I hans fortolkninger spiller meget vidtgående etymologiske kombinationer ofte en afgørende rolle, og med enkelte undtagelser er hans resultater blevet overskygget af den sammenlignende sprogvidenskab og den sammenlignende myteforskning som vandt hastigt frem i anden halvdel af 1800-tallet jf. F.s modangreb, Der Ursprung der Mythen i Philologus 16, 1860. I flere skrifter analyserede han antikke samfundspolitiske emner med dybt engagement: i Die Athener und Sokrates, 1837, hvori Oehlenschlägers tragedie "Sokrates" får tildelt megen ros hævder han i overensstemmelse med Hegel berettigelsen af henrettelsen af lovbryderen og aristokraten Sokrates, og i Aristoteles und die exoterischen Reden, 1864 viser han sig som tilhænger af Aristoteles' politiske teorier, jf. også Bundesstaat und Einheitsstaat, 1866.