Palle Berthelsen

Palle Berthelsen, Berthel Palle Berthelsen, 26.1.1857-8.3.1920, officer. Født i Århus, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). B. blev sekondløjtnant 1878, premierløjtnant 1880, adjudant ved 1. generalkommando 1885 og ved et ret opsigtvækkende springavancement kaptajn 1889. Han stod ved generalstaben 1897–1901 og blev derefter oberstløjtnant og bataljonschef, 1903 chef for generalstabens taktiske afdeling og tillige sekretær i generalkommissionen. Under general A. Kühnels sygdom 1905–06 udrettede han et stort arbejde i forsvars-kommissionen hvor der blev rig brug for hans forhandlingsevne der støttedes af hans friske og ligefremme form. Han blev oberst 1906, generalmajor 1909, var chef for generalstaben 1912–17. Som overkommandoens stabschef under verdenskrigen havde han den opgave at stille forslag til de militære sikringsforanstaltninger. Hans gode vilje og initiativ anerkendtes, men det ansvarsfulde arbejde sled på hans helbred, og da han 1917 blev kommanderende general i 2. generalkommando var hans arbejdskraft svækket, og 1918 tog han sin afsked. 1896–1902 var han chef for Akademisk skyttekorps og i mange år medlem af de frivillige korps' bestyrelse.

Familie

Forældre: købmand Jens B. (1831–98) og Marie Kirstine Pallesen (1830–1907). Gift 1. gang 2.5.1882 i Århus med Olida Sophia Baadsgaard, født 23.4.1858 i Århus, død 6.3.1918 på Frbg., d. af købmand Niels Jensen B. (1829–95) og Mariane Aagesen (1834–1907). Gift 2. gang 3.12.1918 (b.v.) med Ella Fridericia (gift 2. gang 1932 med præsident Holger Andersen, 1890–1961), født 8.12.1888 i Kbh. (Mos.), død 21.1.1945 på Skt. Lukas stiftelse, Hellerup, d. af grosserer Holger Emanuel Martin Lorentz F. (1853–1902) og Augusta Melchior (1859–1918).

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1904. K.2 1910. K.1 1916. S.K. 1918.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig