Paul Ipsen, 15.4.1884-20.9.1961, søofficer. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Holmens), urne sst. (Holmens). I. blev sekondløjtnant i søværnet 1905, premierløjtnant 1907, kaptajn 1918, orlogskaptajn 1923, kommandørkaptajn 1931 og kommandør 1937. 1905–06 var I. med skonnerten Ingolf til Vestindien og 1908–09 med ØKs S/S Siam til Østasien. 1912–14 var han lærer på Søværnets officersskole. Under sikringsstyrkens formering 1914–18 var han bl.a. chef for mineskibene Hjælperen 1917–18 og Lossen 1918. 1919 var han tjenstgørende i den engelske flåde der opererede i den finske bugt, 1919–20 chef for torpedobådsdivisionen og 1920 for flådens minevæsen. 1920–24 var I. lærer på Søværnets officersskole i minevæsen samtidig med at han havde chefkommandoer på mineskibe. 1923 studerede han søkrigs-kunst på Sjökrigshögskolan i Stockholm og blev s.å. 25.5. såret ved eksplosionen af et tågeudviklingsapparat i krydseren Gejser. Han fortsatte som lærer på officersskolen 1924–30 i marineorganisation, stabstjeneste og strategi. Fra 1924 underviste han tillige i søkrigskunst og flådelære på Hærens officersskole. Ved siden af undervisningen var han 1923–26 afdelingschef ved marinestaben. 1925 blev han stabschef ved eskadren og var 1926–27 fung. chef for marinestaben. 1928 blev han chef for inspektionsskibet Fylla ved Island, 1930–31 chef for Islands Falk på fiskeriinspektion, 1932 stabschef ved kystdefensionen, 1934 chef for artilleriskibet Peder Skram, 1936 ekvipagemester på Holmen. 1937–40 var han stationschef på flådestationen, 1940 chef for kystdefensionen, 1941 chef for kystflåden og for kystdefensionen 1945. J. fik sin afsked 1946 men blev genantaget 1946–51 for at kunne afslutte arbejdet i forsvarskommissionen.

I. var livet igennem en meget aktiv person. Allerede 1909 slog han i en artikel i Tidsskrift for Søvæsen til lyd for dannelsen af en flådeforening i Danmark efter udenlandsk forbillede. Artiklen inspirerede en kreds af personer omkring premierløjtnant H. Ewald til at starte Marineforeningen 1913, i hvis hovedbestyrelse J. indtrådte 1923; 1940–56 var han en meget energisk og afholdt formand og blev ved sin afgang 1956 udnævnt til æresmedlem. I. var en af de officerer der prægede det danske søværn i mellemkrigsårene. Hans speciale var minevåbenet og han modtog 1921 Søelieutenant-selskabets guldmedalje for en afhandling om anvendelsen af forankrede miner, et emne der særlig havde interesse for danske forhold. I perioden 1909–51 skrev I. talrige artikler i Tidsskrift for Søvæsen og var dets redaktør 1924–45. I.s foretrukne emner var strategi, søkrigshistorie, marineorganisation og stabstjeneste. Han foretog omfattende studier heri og var i mellemkrigsårene en af de mest vidende søofficerer inden for disse områder. Den erhvervede viden blev holdt vedlige og udmøntedes i I.s mangeårige lærergerning inden for søværnets skoler. Fra sit ophold i Sverige havde han fået et stærkt indtryk af værdien af effektiv og moderne stabstjeneste og gennem sin tjeneste forsøgte han til stadighed at bibringe sine kolleger og undergivne betydningen af denne funktion. – I. var formand for Sømandsforeningen af 1856 fra 1951 og direktør for Admiral Winterfeldts stiftelse fra 1946.

Familie

Forældre: justitiarius i landsover- samt hof- og stadsretten Johannes I. (1843–1910) og Christel L. A. Schultz (1857–1945). Gift 25.3.1909 i Hellerup med Ellen Christiane Bjerrum, født 21.7.1884 i Kbh. (Johs.), død 30.7.1959 i Kbh., d. af professor, dr.med. Jannik B. (1851–1920) og Anna Johansen (1856–1941).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1933. K.2 1939. K.1 1950.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

G. de Lichtenberg i Under Dannebrog, 1961 nov. 3. A. H. V[edel] i Tidsskr. for søvæsen CXXXII, s.å. 405–08. Hans Garde og Hans Chr. Bjerg: Torpedobåde gennem 100 år, 1979 56 78. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig