Paul Isert

Paul Isert, Paul Erdmann Isert, 20.10.1756-21.1.1789, kirurg, planter. I sommeren 1783 sejlede Paul Isert med skibet Prins Frederikshåb, kaptajn Lars Nielsen Grove, til Christiansborg, det danske hovedfort på Guldkysten hvortil han kom samme år. Kort efter ankomsten deltog Paul Isert i guvernør J.A. Kiøges vellykkede felttog mod Awuna-stammen ved Voltafloden. Efter felttoget blev Paul Isert, der egentlig var kommet til Guldkysten som kirurg, udnævnt til kommandant for det nyoprettede fort Kongensten. Senere fik han dog mulighed for at foretage en rejse østpå langs Slavekysten med skibet Ada, og derefter fungerede han som overkirurg ved fortet Christiansborg.

Efter at have behandlet en søster til Ashantistammens konge lægeligt blev Paul Isert indbudt til at besøge stammens hovedstad Kumasi. Han begyndte sin rejse ind i landet i sommeren 1786 men var imidlertid ikke nået længere end til Akwapimbjergene, da han blev kaldt tilbage til hovedfortet. Og i oktober 1786 forlod han Guldkysten ombord på slaveskibet Christiansborg, kaptajn Jens Jensen Berg. Umiddelbart efter at dette havde forladt Afrika udbrød der oprør, mens Paul Isert befandt sig på fordækket mellem slaverne. Han blev slået ned af negrene, men da disse stadig var lænkede, lykkedes det ham i såret tilstand at bringe sig i sikkerhed bag skansen. Oprøret blev som de fleste andre slaveoprør nedkæmpet, og Paul Isert nåede via Vestindien tilbage til København.

Oplevelserne ombord på Christiansborg og opholdet i Vestindien synes at have skærpet Paul Iserts kritiske holdning til slavehandelen og plantagekolonierne i Vestindien. Hvorfor ikke i stedet etablere plantagekolonier i Afrika? Paul Iserts kolonisationsplan er ikke den ældste danske, ligesom lignende ideer også kendes fra udlandet; specielt er der grund til at nævne englændernes grundlæggelse af Sierra Leone der blev etableret 1787 på initiativ af abolitionisten Granville Sharp. Under Paul Iserts ophold i København fik planen om en dansk plantagekoloni i samarbejde med finansminister Ernst Schimmelmann en konkret form. Aktstykkerne vedrørende kolonisationsplanen findes i dag i generaltoldkammerets arkiv på Rigsarkivet, og historikeren Christian Degn hævder at det alt i alt er berettiget "von einer Isert-Schimmelmannschen Denkschrift zu reden, verfaßt wahrscheinlich zu Anfang des Jahres 1788".

En halv snes år efter Paul Iserts død udgaves uddrag af nogle af dokumenterne på dansk (de fleste af dem var oprindelig skrevet på tysk) i F. Thaarups Archiv for Statistik. Af speciel interesse er her Schimmelmanns autorisation for Isert, hans instruks til Isert og hans anbefalingsskrivelse for Isert til guvernør Kiøge samt Iserts udkast til anordning for koloniens administration. Sidstnævnte viser at Isert ligesom sin samtid var racist, idet sorte og hvide ikke måtte gifte sig med hinanden i kolonien; men på andre punkter var han forud for sin samtid. Instruktionen er interessant derved at Isert ikke måtte dyrke sukker på sin plantage; det rejser nemlig spørgsmålet om Schimmelmann i virkeligheden ikke ville undgå, at Iserts koloni blev en konkurrent til de vestindiske sukkerkolonier?

For at give Paul Isert større autoritet over for afrikanerne tildeltes han rang som kaptajn af infanteriet, ligesom han fik støtte til projektet fra Fonden ad usus publicos. I juli 1788 sejlede Paul Isert derfor sammen med sin kone og nogle håndværkere til Guldkysten med slaveskibet Fredensborg, kaptajn Jens Jensen Berg. Og den 21.12. s.å. kunne Paul Isert foretage den højtidelige indvielse af sin plantagekoloni hvis officielle navn var Kongelig dansk afrikansk missionsanstalt. Stedet der lå i Akwapimbjergene blev kaldt Frederiksnopel, og til stede var storhøvdingen Atiambo fra Akwapim-stammen der svor troskab i henhold til en traktat mellem ham og kongen af Danmark repræsenteret ved Paul Isert. Der er den mærkværdighed ved traktaten, der også er trykt i dansk oversættelse i Thaarups Archiv, at den konsekvent taler om Krobbo og ikke om Akwapim. Mens Akwapim ligger nord for Christiansborg ligger Krobbo længere mod øst ved Voltafloden. Georg Nørregård mener at Paul Isert sluttede traktat med både Krobbo og Akwapim. M. Kwamena-Poh anser det for at være en regulær lapsus. Forklaringen er dog snarere, som fremhævet af Heinrich Debrunner, den at Paul Isert ved afrejsen fra Danmark medførte en færdig traktat med navnet Krobbo, da det var hensigten at placere kolonien der. Denne teori støttes af at vi ved, at Paul Isert forgæves forsøgte at anlægge en koloni i Krobbo. At Paul Isert ikke rettede navnet kan så forklares ved at Atiambo ikke kunne læse. I et brev til Schimmelmann dateret den 16.1.1789 berettede Paul Isert entusiastisk om denne begyndelse.

Den 21.1. døde han imidlertid og kort tid efter også hans unge kone og deres nyfødte datter. Paul Iserts pludselige død sammenholdt med hans interessekonflikt med de slavehandlende koloniembedsmænd har fået forfatteren Thorkild Hansen til i bogen Slavernes kyst (1967) at hævde, at Paul Isert blev myrdet. Selv om Hansen herudover kan støtte sig til, at Iserts svoger 1789 i et digt offentliggjort i tidsskriftet Minerva hævdede, at Isert og hans familie var blevet ofre for barbariets morderengel, savner mordteorien dog ikke bare et bevis men også sandsynlighed. En meget stor del af de europæere der kom til Guldkysten i 1700-tallet døde nemlig allerede i løbet af det første år af malaria eller gul feber. Efter Iserts død forsøgte man at føre plantageanlægget videre, men det blev aldrig rigtig til noget. Iserts forsøg på at grundlægge en plantagekoloni i Afrika er af Christian Degn blevet betegnet som en utopi. Og det er historiens ironi, at hvis det var lykkedes, ville Iserts af abolitionismen inspirerede koloni i sin yderste konsekvens have ført til, at lejemål af en række handelsstationer var blevet aftøst af en egentlig dansk kolonialisme i Vestafrika. Dog kan man ikke frakende projektet betydning ved, at det viste afrikanerne hvorledes jorden kunne dyrkes.

Paul Iserts bog Reise nach Guinea und den Caribäischen Inseln in Columbien, in Briefen an seine Freunde beschrieben der udkom i København i 1788 er det vigtigste og mest originale danske bidrag til antislaveri-litteraturen. Den foregiver at bestå af 12 privatbreve, hvoraf 10 er skrevet i Afrika og to i Vestindien. Som privatbreve er de imidlertid atypiske, og deres helhedspræg gør det tænkeligt at de er udgivet i en redigeret udgave. Bogen der udkom i en ændret tysk udgave 1790 er oversat til og udgivet på dansk 1790 (i Samling af de bedste og nyeste Reisebeskrivelser i Udtog, 1790 III 247–512) og 1917 (forkortet udgave), hollandsk 1791 og 1797, fransk 1793 og svensk 1795. I indledningen fortæller Paul Isert at det var naturhistorien der lokkede ham til Afrika. Samtidig understreger han det etnografiske sigte med bogen: det bør være forfatternes pligt at beskrive vilde nationers sæder og skikke, sålænge de endnu eksisterer.

Dette er baggrunden for at den amerikanske historiker Philip D. Curtin har placeret Iserts bog blandt en række af rejseskildringer fra oplysningstiden som på grund af deres videnskabelige holdning bragte en ny og mere specialiseret viden om fremmede verdensdele til Europa. Der er næppe grund til at tro at Isert fra starten var abolitionist, snarere er der derimod grund til med den engelske arkæolog A.W. Lawrence at antage at denne holdning udvikledes under indtryk af hans personlige erfaringer i kolonierne og på slaveskibene. Alligevel må man ikke glemme Iserts mentale ballast. Hans bog viser at han var fortrolig med klassisk kultur, at han havde læst ældre rejsebeskrivelser om Afrika som fx W. Bosmans, J. Barbots og L.F. Rømers, at han kendte Carl von Linnés værker, at han var fortrolig med Diderots encyklopædi, og at han kendte abolitionister som Abbé Raynal og Thomas Clarkson.

H. Debrunner har karakteriseret Paul Isert som en Rousseau-elev hvis holdninger fra begyndelsen var bestemt af den store læremester. Herimod kan man dog som Christian Degn fremføre at man næppe behøver Rousseau for at forstå Iserts følelser; den "ædle vilde" var nemlig alment litterært gods i oplysningstiden. Iserts naturvidenskabelige interesse gav sig udslag i at han 1789 i Schriften der Gesellschaft naturforschender Freunde zu Berlin udgav en afhandling om fuglelivet i Guinea. Ligeledes har han efterladt sig et værdifuldt botanisk håndskrift og et herbarium som i dag findes på Botanisk museum i København.

Paul Iserts utopiske ideer og mærkelige skæbne fascinerede ikke blot samtiden, men har også optaget et par af nutidens danske forfattere. Thorkild Hansen har således idealiseret ham i bogen Slavernes kyst. Nok så interessante i den forbindelse er imidlertid Kelvin Lindemanns historiske romaner Huset med det grønne Træ (1942) og Gyldne Kæder (1948). Bøgerne fortæller familien Iserts historie, og det hævdes at Schimmelmann spillede dobbeltspil over for Isert, i bøgerne kaldet Waldemar Isert.