Peder Bang

Peder Bang, d. 23.6.1277, biskop i Roskilde. B. tilhørte lige som Jakob Erlandsen, Skjalm Hvides godsstærke og indflydelsesrige æt. Gennem snart hundrede år havde mænd af slægten, den ene efter den anden, været biskopper af Roskilde, dengang valget faldt på B. efter at Jakob Erlandsen var blevet ærkebiskop. Forholdet mellem denne og B. minder i nogen grad om situationen i 1100-tallets sidste årti da Absalon beklædte ærkesædet i Lund og hans unge slægtning Peder Sunesen havde Roskilde bispestol. B. stod på Jakob Erlandsens side i hans kirkepolitik og i kampen mod kronen der strakte sig gennem størstedelen af hans tid. Umiddelbart efter Jakob Erlandsens fængsling (natten mellem 4. og 5.2.1259) forkyndte B. fra Kbh., i medfør af Vejlekonstitutionen, interdikt over Roskilde stift og en sendelse udgik fra Roskilde til pavestolen med prælaternes underretning om det overgreb der havde fundet sted. Kong Christoffer der selv havde afsendt en delegation til paven beordrede kirkerne lukket op (hvad hovedparten af den sjællandske gejstlighed synes at have rettet sig efter) og biskoppen fortrak til Rügen der tilhørte hans stift men var uden for kongemagtens rækkevidde. Fra Schaprode sendte han 22.3. brev til Roskilde domkapitel og stiftets gejstlighed og manede til "en besindigere overvejelsens ånd" (med anvendelse af den formel der kendes fra pavelige skrivelser rettet til bandlyste). En måned senere var han i fyrst Jaromar af Rügens følge da denne sammen med den sønderjyske hertug gjorde landgang på Sjælland. I de kgl. klageskrifter imod B. hed det senere at han førte kongens fjender ind i landet og forstrakte dem med midler af bispedømmets indkomster og domkirkens skat. I juni kom det til et blodigt slag ved Næstved hvor Jaromars hær kæmpede med skarer der for en stor del må have været hjemmehørende i B.s stift. Han anklages siden for at have nægtet de faldne begravelse i indviet jord hvad der kan betyde at han har betragtet dem som bandlyste, men stærk i den kirkelige jura synes han ikke at have været. Efter kong Christoffers død løslod enkedronningen Jakob Erlandsen, og ærkebispen forlod snart sammen med Roskildebispen Danmark for uden for deres stifter at virke mod den unge konge og enkedronningen. -Både kongemagten og de landflygtige prælater lagde deres sag frem i Rom, men på grund af de hyppige paveskift i disse år blev der ikke fra kuriens side handlet kraftigt og konsekvent. Pave Urban IV overdrog styrelsen af B.s stift til biskop Tyge af Århus der var en forkæmper for det kongelige parti, medens Clemens IV afsendte kardinal Guido til Danmark for at fremkalde en løsning på de vanskelige forhold. Guido fældede sine domme om prælaternes genindsættelse og om erstatningsspørgsmålet henholdsvis 1266 og 1267, men de fik ikke afgørende betydning. Efter kardinalens død 1272 og efter endnu et paveskifte afsluttedes striden med et "forlig" mæglet af pave Gregor X november 1274 og indeholdende en dyb ydmygelse for de landflygtige danske gejstlige. I mellemtiden var Jakob Erlandsen afgået ved døden og B. var tilsyneladende ude af stand til at føre kampen videre. I sine sidste år sad B. stille hjemme i sit stift. Han udstedte 1275 privilegier for Kbh.s borgere med bekræftelse af Jakob Erlandsens stadsret, og han stadfæstede 1276 Vor Frue kapitels friheder. Ved Roskilde domkirke oprettede han et præbende, prebenda Aværbaldina, der vistnok har navn efter Roskildekanniken Andreas Everbaltson der var død kort efter at B. var blevet biskop.