Peder Egede

Peder Egede, 9.5.1722-2.7.1789, missionær, præst. Født i Myklebostad i Senjen, død i Fet, Romerike, begravet sst. E. blev dimitteret fra Trondheims katedralskole til Kbh.s universitet 1742 for at studere teologi. Som teologistuderende og brorsøn af Hans Egede var E. så at sige forudbestemt til missionen i Grønland. 1743 blev han optaget på Seminarium Groenlandicum for at lære det grønlandske sprog. E. synes at have været mere målbevidst end sin to år ældre fætter N. B. Bloch. Tilsyneladende uden svinkeærinder stilede han mod sin embedseksamen som han bestod 1746. Alligevel blev det den førnævnte fætter der – vel af særlige grunde – blev udsendt først som missionær. E. virkede så i et par år som lærer. 1749 blev han ordineret og udsendt som missionær til samme distrikt som den ældre fætter, med hvem han i øvrigt samarbejdede godt. E. var endnu ugift. Det var måske derfor han var en mere kompromisløs moralist. Han havde sit væsentligste missionsarbejde ved Jacobshavn hvor det efter sigende i kraft af hans gode sprogkundskaber, stærke og retlinede karakter og hans målbevidsthed lykkedes ham at fæstne menigheden og bringe den i rolig vækst. Han gjorde sine sprogkundskaber frugtbare også ved oversættelsesarbejde, deriblandt salmer, både i Grønland og senere. Moralisten i ham rystedes ved den løsagtighed han oplevede blandt de udsendte i handelskompagniets tjeneste. Han ønskede at beskytte sin grønlandske menighed mod at blive revet med. Derfor nægtede han at legalisere de "løse forbindelser" der knyttedes mellem de udsendte mandfolk og grønlandske kvinder. Derved kom han i åben strid med direktionen der netop ønskede at dæmme op for løsagtigheden ved at give tilladelse til mere faste forbindelser, ægteskaber. E. lagde denne strid hårdt op og førte den på tilsvarende vis, sled sig selv op uden at opnå det ønskede resultat. Da fætteren forlod Claushavn 1754, videreførte E. hans gerning dér og ved Christianshåb. I hele sin Grønlands-tid var han plaget af skørbug, måtte opgive missionsgerningen 1756 og blev altså ikke sin tid ud. Derefter var han en kort tid i København og opholdt sig så i to år hos N. B. Bloch i Tinn (Telemark), 1760 blev han kaldet til sognepræst for Fet menighed, og 1778 blev han tillige provst for Nedre Romerike. Her skal han fortsat have virket med vanlig dygtighed og samvittighedsfuldhed.