Peder Gyldenstierne

Peder Gyldenstierne, 2.10.1533-25.2.1594, rigsmarsk. Født på slottet i Nykøbing F, begravet i Tim k. Fra ca. 1542 til ca. 1552 opdroges G. af Hans Svaning på Koldinghus sammen med prins Frederik (II). Efter faderens død var han i nogen tid i huset hos en tysk adelsmand, men 1554 indkaldtes han til tjeneste ved hoffet hvor han forblev i adskillige år, dog med visse afbrydelser; således ledsagede han 1557-58 prins Frederik på dennes rejse til svogeren August af Sachsen og til kejserkroningen i Frankfurt; 1559 deltog han i toget mod Ditmarsken. Som ritmester gjorde han hele syvårskrigen med; bl.a. deltog han i slaget ved Axtorna 1565 og i Daniel Rantzaus berømte vinterfelttog 1567-68; 1566 blev han såret. Allerede 1560 var han blevet forlenet med Hind og Ulfborg herreder, sin vestjyske hjemegn, som han vedblev at administrere til sin død; efter krigen blev han 1572 tillige lensmand på Bohus som han 1576 ombyttede med Vestervig kloster for så ikke mere at skifte forlening. 1572 blev han rigsråd; og da rigsmarskembedet 1575 blev ledigt, faldt valget på ham som det efter hans militære fortid var naturligt. Jævnlige mønstringer af adelens ryttere hørte fra nu af til hans embedspligter; men desuden pålagdes der ham mange særlige hverv. Således deltog han som kgl. kommissær 1576 i forhandlingerne i Kolding om forskellige tvisteemner mellem kongen og hertug Hans d. Æ., 1579 i Odensemødet hvor det slesvigske lensspørgsmål fandt sin afgørelse, 1582 i forhandlinger om arven efter hertug Hans. 1586 var han med at repræsentere Frederik II ved dennes svigermor, hertuginde Elisabeth af Mecklenburgs begravelse. Halvandet år senere bar han rigssværdet ved kongens egen ligfærd i Roskilde domkirke. Som erfaren rytterofficer må G. have haft visse forudsætninger for at lede den adelige rostjeneste. Bortset herfra er det næppe længere muligt at danne sig nogen klar forestilling om hans kvalifikationer; som lensmand var han skødesløs og efterladende og modtog en række irettesættelser fra kancelliet. Samtidig synes han at have været modstander af regeringens centraliseringspolitik, og sammen med Peder Munk repræsenterede han den konservative reaktion i rigsrådet. Trods dette synes kongen, som jo var opfostret sammen med G., fortsat at have sat pris på ham og hans bramfri optræden. Derimod var hans sløseri og hele holdning sikkert årsag til at han trods sin position som marsk ikke fik sæde i den formynderregering som overtog styrelsen under Christian IVs mindreårighed. Rent midlertidigt gjorde han 1590 en kort tid tjeneste som regeringsråd. 1593 tog han afsked som marsk, sikkert af helbredshensyn, men den lenspolitik regeringen dette år slog ind på, har sikkert været ham imod.

Hans godsbesiddelser var koncentrerede i Vestjylland omkring Timgård hvis tilliggende han udvidede betydeligt ved køb og mageskifter. Bl.a. bortskiftede han 1585 Bønnet på Falster til kronen mod vestjysk bøndergods. Han opførte den ikke mere eksisterende Timgård der med sine fire fløje og tre tårne hørte til den danske renæssances hovedværker. G. var ikke uden interesse for åndslivet. Han støttede Anders Sørensen Vedel, og man ved at han lovede at understøtte udgivelsen af Hans Mogensens oversættelse af Philippe de Commines' memoirer.