Peder Krog Meyer, 7.1.1780-24.6.1819, biskop. Peder Krog Meyer gik i skole i Trondhjem hvor han især lærte godt latin af rektor Søren Monrad ("Søren Latiner"). 1796 blev han student, rejste n.å. til Kbh. og tog her teologisk attestats 1800. Han fik plads på Borchs kollegium, blev optaget i det nye pædagogiske seminarium og underviste i forskellige skoler. Samtidig fortsatte han sine studier og vandt 1801 universitetets guldmedalje. s.å. blev han adjunkt ved Metropolitanskolen, men allerede 1802 forflyttet til Kristiania som overlærer ved den nyoprettede lærde skole. 1806 blev han ekstraordinær professor i teologi ved Kbh.s universitet samt overlærer ved Metropolitanskolen. I disse stillinger oplevede han 1807 englændernes bombardement der lagde hans hjem og bibliotek, skolen og universitetet i aske. Det var da naturligt at han under sådanne omstændigheder 1808 med glæde modtog tilbuddet om at blive huslærer hos hertug Frederik Christian af Augustenborg for dennes sønner hvortil han var anbefalet af sin store velynder D. G. Moldenhawer. Hans evner gjorde ham det pædagogiske arbejde let, forholdet mellem ham og den hertugelige familie blev meget hjerteligt, og disse år må sikkert kaldes de lykkeligste i hans liv.
1815 vandt han i Kbh. den teologiske doktorgrad på en smukt skrevet, grundig og skarpsindig afhandling om den oldkristelige apologet Arnobius (De ratione et argumento apologetici Arnobiani), et skrift som også i udlandet nød fortjent anerkendelse. 1816 vendte han tilbage til sit professorat. 1817 blev han professor Ordinarius og 1819 den første biskop over Als-Ærø stift. Han kom dog aldrig til at tiltræde sit nye embede, da en snigende kræft der i lang tid havde pint ham s.å. gjorde ende på hans liv. Peder Krog Meyer var af type den udprægede akademiker. Han var et afgjort pædagogisk talent, og samtiden priste ham højt for hans klare, overskuelige fremstillingsform og solide kundskaber. Som forfatter var han ikke meget produktiv. Mest kendt blev han ved sin Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære. 1818, til brug for de lærde skoler. Bogen fik stor indflydelse bl.a. på H. C. Andersen. Den er på sin vis et dygtigt arbejde, men føltes ved sin fortættede, stringente form alt for vanskelig for skoledisciple. Teologisk viser den at Peder Krog Meyer var en overgangsskikkelse der fra et rationalistisk stade var ved at arbejde sig frem i mere positiv retning. De gamle kirkelige dogmer nægtes ikke, men fremtræder i stærkt afsvækket skikkelse, og forfatterens hovedinteresse ligger så afgjort på det rent moralske område. En latinsk tale fra hans sidste tid (Theol. Bibi. XVII, 1820 1-58) tegner et tydeligt billede af Peder Krog Meyers videnskabelige ideal: den alsidigt uddannede personlighed der med fast grundlag i den antikke kultur forbinder viden i mange forskellige fag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.