Peder Lassen

Peder Lassen, Peder Lasson, 20.8.1606-5.10.1681, jurist, legatstifter. Født i Randers, død i Kbh., begravet i Helligg. k. L., der i dåben fik sin morfars navn, var søn af en velhavende borger. I sit 17. år rejste han til udlandet og kom med enkelte kortere afbrydelser til at tilbringe hele sin ungdom uden for Danmarks grænser. I juli 1627 blev han vel immatrikuleret ved Kbh.s univ. som studiosus juris, men kort tid efter rejste han på ny til udlandet, og i de følgende år besøgte han en lang række europæiske byer, studerede bl.a. i Rostock 1627, Orléans 1629 og Padua 1633–36 og erhvervede i Basel 1636 den juridiske licentiatgrad på afhandlingen De jurisdictione et imperio. Senere skal han have besøgt Dresden og Wien og det sidstnævnte sted have gjort tjeneste i overappelationsretten. 1641 var han i Regensburg og traf her Corfitz Ulfeldt der var den ene af de danske udsendinge til rigsdagen, og for ham skal han have udført et diplomatisk hverv i Wien. Efter hans hjemkomst blev der, måske som en anerkendelse herfor, tildelt ham et kanonikat i kapitlet i Århus (1643). S.å. ledsagede han de danske udsendinge ved forhandlingerne i Osnabrück, ligesom han et par år senere efter kongens befaling udførte en diplomatisk mission ved kejserhoffet og hos ærkehertug Leopold. 1646 var der tale om at ansætte ham som fast dansk resident i Stockholm, men sagen strandede øjensynlig på uenighed mellem kongen og rigsrådet om, hvem der skulle bære udgifterne herved.

L. vendte tilbage til sin fødeby hvor han formentlig i en årrække var beskæftiget med litterære studier. Et tilbud 1649 om at overtage det ledige juridiske professorat ved Kbh.s univ. ønskede han ikke at modtage. Efter freden i Kbh. 1660 var der på ny tale om at udnævne ham til gesandt i Stockholm, men også denne gang blev det ved tanken. Derimod blev han kaldt til Kbh. og fik ved højesterets oprettelse 1661 sæde i retten, og ved hans bestalling 1663 tillagdes der ham som råd og assessor i højesteret den forholdsvis høje årlige lønning af 800 rdl. med tilbagevirkende kraft; men først ti år efter hans død lykkedes det hans enke at få udbetalt den samlede lønning for hele hans embedstid. Da der ved højesteretsinstruksen 1670 indførtes to sportellønnede referendarer for hvem i hvert fald de vanskeligere sager skulle forelægges og refereres dagen før deres foretagelse i højesteret, blev det L. og Rasmus Vinding som blev udset til at beklæde disse stillinger, og de beholdt dem indtil ordningen bortfaldt efter Griffenfelds fald. Omtrent samtidig med at L. ophørte at virke i denne egenskab holdt han også op med at votere regelmæssigt i højesteret, til hvis mere fremtrædende medlemmer han stedse havde hørt. Dog synes han ikke i højere grad at have sat sit præg på rettens afgørelser, uagtet han var en af de få faglærte jurister mellem dommerne, og hans votum kendetegner ham som en sådan. – Foruden som højesteretsassessor virkede han flere gange som kommissionsdommer og er den eneste i hvis lod det faldt at sidde til doms over både Ulfeldt og Griffenfeld. Bortset fra den ovennævnte dissertation er der af L.s videnskabelige arbejder alene bevaret en latinsk oversættelse af Jyske lov i den skikkelse den havde fået i den reviderede udgave af 1590. Af denne oversættelse der er lagt til grund for P. Kofod Anchers udgave af 1783, Tindes to håndskrifter i den Arnamagnæanske samling. De afviger så stærkt fra hinanden, at det næppe er berettiget at betragte dem som kladde og renskrift af samme oversættelse, idet det ene håndskrift slutter sig nær til den danske grundtekst, mens det andet i langt større omfang anvender romerretlige terminologier. At L. anså Jyske lov for et meget mådeligt lovarbejde fremgår af fortalen i det ene håndskrift.

Hvad der i første linje har bevaret L.s navn for efterverdenen er hans deltagelse i udarbejdelsen af danske lov. Ved et missive af 26.1.1661 pålagdes det ham og 21 andre personer at træde sammen i en kommission der skulle gøre forslag om en reform af procesreglerne og en revision af den gældende ret i almindelighed, og han var det eneste medlem af den oprindelige kommission der fik sæde i begge de senere kommissioner af 1662 og 1666. Når den oprindelige plan for arbejdet ændredes således at det blev målet at tilvejebringe en egentlig kodifikation af den gældende ret, skyldes det sikkert L.s forslag, men gennemførelsen af denne plan sinkedes ved, at L. og Rasmus Vinding, der oprindelig havde samarbejdet godt med hinanden i lovkommissionen, i tidens løb kom til at stå som rivaler, og da Vinding støttedes stærkt af Griffenfeld, lykkedes det ham at sætte igennem at hans eget og ikke L.s udkast til lovbogen kom til at danne grundlaget for denne. På den anden side fik L. sæde i de to første kommissioner der blev nedsat til at foretage en revision af Vindings udkast, ligesom Vindings stilling blev svækket ved Griffenfelds fald. L.s kritik af Vindings arbejde var meget skarp og holdt i en ret personlig tone, men hans ændringsforslag, der for øvrigt jævnligt var påvirket af romerretlige regler, vandt langtfra altid de øvrige kommissionsmedlemmers bifald og fik derfor kun i begrænset omfang udtryk i den endelige affattelse af lovbestemmelserne. Dog må han siges at have gjort en betydelig indsats i lovarbejdet om end han, muligvis på grund af sygdom, ikke fik sæde i den tredje og fjerde revisionskommission og døde inden arbejdet var endeligt afsluttet. Ved testamentarisk disposition bestemte L. og hans hustru, at der efter den længstlevendes død skulle oprettes en række legater af deres formue til et samlet beløb af 16 436 rdl., deriblandt et rejselegat for to studenter af deres slægt på 10 000 rdl.