Peder Madsen

Peder Madsen, 28.8.1843-7.8.1911, teolog. Født på Toustrup i Vinding sg, død på Vedbygård, begravet i Ruds Vedby. M. kom fra et jævnt velstillet gårdmandshjem; især moderen og en søster synes at have haft blivende betydning for ham, og han bevarede alle dage et dybt indtryk af hedenaturen og vestjysk fromhed. Sognets præst overtalte faderen til at lade ham studere, og han var to år i huset hos præsten Nis Hansen i Felding hvis kulturprægede hjem blev afgørende for hans udvikling. Efter fire år i Viborg katedralskole blev han 1862 student; skolens rektor medgav ham en anbefaling til J. N. Madvig hos hvem han et år studerede filologi; derefter overgik han til teologien - især synes H. N. Clausen at have haft betydning for ham - og efter sin kandidateksamen 1868 virkede han som en højt skattet manuduktør, samtidig med at han dyrkede den systematiske teologi og i en kreds af venner deltog i nattelange diskussioner ("de Galskaber, man har ondt ved at fortryde"). 1872 fik han stipendier, var ni måneder i Italien, ivrigt optaget af landets kunstskatte og mennesker; med flid studerede han katolicismen - i teori og praksis. Over Genève kom han til Paris for at sætte sig ind i den "fra Kristendommen løsrevne Dannelses store Rige"; i næsten et år var han derpå i Erlangen, dengang et af Tysklands førende universitetscentre; især stod han i gæld til F. H. Frank, hvis "erfaringsteologi" han, omend med modifikationer, overtog. Rejsen blev afbrudt da det teologiske fakultet ved Clausens afgang 1874 indstillede ham til docent (på tre år), netop med den begrundelse at han - der ikke havde publiceret noget som helst - var en så glimrende manuduktør; 1875 blev han professor i dogmatik og Ny testamente. Baggrunden for denne opsigtsvækkende lynkarriere var fakultetets svækkelse: det bestod af meget gamle mænd og blev i disse år udsat for hårde angreb (politiske, kulturradikale, grundtvigske etc.); der var også andre emner, men fakultetet ville undgå en grundtvigianer, fordi det opfattede grundtvigianisme som et led af den radikale venstrebevægelse.

I de 34 år M. bestred embedet viste han sig som en fremragende lærer, uhyre lærd og belæst, men en udpræget receptiv begavelse uden storre selvstændighed. Han blev fakultetets "stærke mand", med udtalt sans for taktiske manøvrer (men ikke altid en tilsvarende behændighed), og det viste sig allerede da han 1877 fik det nytestamentlige professorat besat med H. V. Sthyr for at undgå en grundtvigianer og endnu en Scharling i fakultetet - hvis manglende kvalifikationer han fuldt ud var bekendt med. Hans professorideal var en mand der helt beherskede det traditionelle stof (forskningen var jo væsentligt afsluttet) og som med personlig "vægtfylde" og "vederhæftighed" kunne virke tillidvækkende, noget M. selv understregede gennem sin jyske accent. Bevidst lagde han - til dels i et i øvrigt brydsomt samarbejde med Fredrik Nielsen - an på at hævde fakultetets anseelse mere på det kirkelige end på det videnskabelige plan; derfor gjorde han meget ud af at dets lærere deltog i praktisk kirkeligt arbejde; selv var han virksom inden for Kbh.s Indre mission (medlem af bestyrelsen 1879-1910, formand 1899-1905) og dens forgrenede arbejde. Ved universitetsjubilæet 1879 opfordrede fakultetet ham til at disputere for doktorgraden med De Christnes aandelige Præstedømme (tysk udg. 1882), hvori han hævder både autoriteten og den kristne personligheds suverænitet ("Ære og Højhed"); i senere skrifter (Det kirkelige Embede, 1890, Embedets og Menighedens Samvirken i det kirkelige Arbejde, 1894) betones nok den frie lægmandsvirksomheds ret inden for kirken, men individets samhørighed med menigheden understreges stærkere. I sine fag ydede han den største indsats gennem forelæsninger. Ni gange gennemgik han den samlede dogmatik, hver gang påny omarbejdet, men kunne ikke bekvemme sig til at udgive den, og den kom først (Den kristelige Troslære) 1912-13, udgivet af L. Bergmann. 1887 publicerede han en fortolkning til Johannesapokalypsen (ny udg. 1896) som har sin styrke i tolkningshistorien, og efter hans død udgav F. Torm hans fortolkninger til Efeserbrevet, Kolossenserbrevet og 1. Peters brev - de kom alle i nye udgaver og blev meget brugt af de studerende; de var temmelig kedsommelige og ikke meget originale, hvilede mest på ekscerpter af tyske og engelske kommentarværker. Søren Kierkegaard og N. F. S. Grundtvig havde M. kun ringe sans for, men i begges linje opgav han al tanke på at skabe et teologiens "system" (som H. Martensen) og ville - som han udtrykte det i rektortalen 1894 - kun skildre kristendommen som den livsanskuelse der bedst stillede menneskets religiøse (psykologiske) behov og samtidig gav ædlere etiske impulser end den humane (høffdingske) moral. Med 1800-tallets konservative og empiristiske personlighedsteologi fastholdt han den religiøse oplevelses objektive egenart og bekræftede dermed det religionspsykologiske erfaringsmateriale vækkelserne havde frembragt. M.s dogmatiske stade kan for så vidt kaldes "biblicisme" som han tilstræbte at fremstille bibelsk tankeverden i systematisk form, sat i forhold til tidens ideer og under opgør med dens problemstillinger. Over for den begyndende historisk orienterede bibelforskning var han kritisk, men indså dog dens nødvendighed; han indrømmede "fejl" i bibelen og hævdede at kun ved de store "knudepunkter" kunne de guddommelige indgreb i historiens gang erfares, og i et skrift - Kenosis-Læren, 1898 - nyformulerede han, til dels i samklang med erlangerteologien, den anskuelse at Kristus ved sin menneskevordelse havde "aflagt" sine "guddomsegenskaber", men atter "iført" sig dem ved himmelfarten; som menneske var Jesus derfor fx ikke "alvidende"; således kunne det historiske bibelsyn i moderat form anerkendes og dogmatikkens nedarvede "to-naturlære" dog fastholdes. Ikke mærkeligt at M. fik afgørende betydning for et par slægtled af præster som følte sig trykket af historicismens og naturalismens angreb. M. øvede stor indflydelse på studenterne og tog sig meget af dem, bl.a. ved de berømte teaftner (hvor mange fik ugens eneste solide måltid - de er overdådigt karikeret af Karl Gjellerup i Germanernes Lærling); samtidig betød det også meget at M. fungerede som uofficiel konsulent for ministeriet og bisperne ved præsteansættelser; her udnyttede han sit rige personalkendskab - i reglen til at undgå yderstandpunkter og anbefale "den bløde mellemvare".

Selvsagt gjorde M. sig også gældende i kirkepolitik; han var fakultetets repræsentant i kirkerådets første treårsperiode (1884-86), arbejdede energisk for at styrke bispemagten og prøvede bl.a. - ved et højst besynderligt intrigespil - at få Indre mission lagt ind under det kirkelige tilsyn. Hans forsøg på at intimidere Vilhelm Beck (som han afskyede hjerteligt og i privatbreve overøste med ukvemsord) lykkedes i første omgang, men så lugtede Beck lunten og sprang fra - under henvisning til at det brede missionsfolk var "venstre" og så med mistro på alt hvad der kom fra øvrigheden. Bisperne som var gået med på aktionen følte sig kompromitteret og dermed var der indtil videre sat bom for M.s kirkepolitiske manøvrer. I denne sammenhæng kan nævnes at han for at vinde Indre mission skrev et besk skrift mod den konkurrerende vækkelsesbevægelse ("Bornholmerne", 1886) og foranledigede at den mistede sit kolportageprivilegium. Den løbende strid mellem landmission og bymission (den første ville kun virke med "ordet", den anden også med kristeligt-sociale "gerninger") lå også bag 1890'ernes bibelkritikstrid. Beck angreb voldsomt M.s standpunkt, især på Bethesdamodet 1896 ("på knæ for Bibelen, professorer") hvor M. - rystet og næsten grædende - bevidnede sin bibeltroskab, stottet af kolleger og mange præster; året forinden havde han på mere sagligt plan haft en debat om bibelsynet med to forende grundtvigske præster J. H. Monrad og V. J. Hoff (samlet i Om den gammeltestamentlige Kritik, 1895) hvis fundamentalisme ikke lå langt fra Becks; men her var tonen mere urban.

To gange var M. universitetets rektor og deltog også flittigt i dets administration (bl.a. af stipendier); ellers lå hans indsats mest på kirkeligt plan. Han var med til at udarbejde Udkast til en Række Prædiketekster (1880) - grundlag for den 1885 autoriserede "anden" tekstrække - og medudgiver af Forslag til Fornyelse af Psalmebogens rituelle Del (1886), bl.a. ville han (1887) udvide hojmessen med en synds- og en trosbekendelse (det strandede på grundtvigianernes hårdnakkede modstand hvis de ikke fik "forsagelsen" med). 1904 gik han i et skrift om Ordinationens Betydning inden for den lutherske Kirkeafdeling imod den katolske forestilling om successio apostolica. Efter 1900 - bispekollegiet var nu et andet - genoptog M. sin kirkepolitiske virksomhed; han var medlem af det kirkelige udvalg 1904-07, arbejdede her energisk for en repræsentativ kirkeforfatning og stillede sin kones gods Vedbygård til rådighed for forfatningsudvalgets særlige moder; det lykkedes også 1906 - takket være hans og Fredrik Nielsens samarbejde - at få flertal for forslaget; men det blev aldrig taget alvorligt af rigsdagen. Flere gange fik M. bispestole tilbudt, men sagde nej - indtil en ny fare dukkede op: den liberale teologi. Efter udgivelsen af F. C. Krarups Religionsfilosofi og dannelsen af Ny theologisk forening (1905) - rettet mod det af M. dominerede Theologisk samfund - kom M.s ortodokse erfaringsteologi ud for kritik, bl.a. gerådede han i debat med sin tidligere protegé, professor V. Ammundsen (og hævdede i et noget mat skrift Den danske Teologi og Fremtiden, 1907, sit standpunkt). 1909 lod han sig for at modvirke liberalismen i kirken bevæge til at overtage Sjællands bispestol, skønt han nu var 66 og aldrig havde været præst. Hans virke strakte sig kun over halvandet år. I denne periode greb han ind i striden om N. P. Arboe Rasmussen som han ville have afskediget. lovrigt arbejdede han med liturgi; et ordinationsritual som ville forpligte præsterne specielt på den apostolske trosbekendelse, og kun på "grundtanken" i bekendelsesskrifterne iøvrigt, og som skulle lamme liberale teologer, blev aldrig autoriseret; hans forslag til ritualer for dåb, nadver og brudevielse blev - efter nogen kritik i bispekollegiet - omarbejdet og autoriseret 1912; de er (især nadverritualet) præget af en ikke konsekvent gennemført restaurativ tendens (oldkirkelige forbilleder) og alle, måske især vielsesritualet, bestemt af 1800-tallets vækkelsesfromhed (de store "bondeteologer" sagde F. C. Krarup om Th. Skat Rørdam og M.). Posthumt kom 1912 M.s Kirkelige Taler og Skriftemaalet og dets Plads ved Gudstjenesten.