Peder Munk, 13.3.1534-31.3.1623, rigsmarsk. Født på Lønborggård, død på Sødringholm, begravet i Volstrup k. Efter ti års tjeneste hos hertug Philip af Pommern-Wolgast var M. 1559-62 hofjunker hos Frederik II og deltog i ditmarskertoget 1559. Under syvårskrigen tjente han først til lands men fra 1564 til søs og deltog som skibschef i søslagene ved Øland 1564 og Bornholm 1565. Efter Evert Bilds død 1567 blev han øverstkommanderende over flåden. 1569 gennemførte han et heldigt togt i den østlige Østersø hvor han kastede sig over den store handelsflåde i Revals (Tallinn) havn og hjemførte et stort bytte. 1570 måtte han mærkelig nok en tid nøjes med at være næstkommanderende under Sylvester Francke, men 1571 blev han rigsråd, og 1576 fik han titel af rigsadmiral. 1589 førte han den eskadre der skulle bringe Frederik IIs datter Anna til Skotland, men som på grund af storm måtte søge havn i Norge; n.å. førte han imidlertid det skotske kongepar til Edinburgh. 1588 var han blevet medlem af den som følge af Christian IVs mindreårighed nedsatte formynderregering. Mellem ham og et andet medlem af regeringen, Christoffer Valkendorf kom det til kompetencestridigheder vedrørende Bremerholms administration og efter den mislykkede Skotlandsfærd 1589 anklagede M. Valkendorf for at have forsømt udrustningen af skibene. Sagen kom for herredagen i Kolding 1590, men retten fandt begge parter undskyldt da rejsens uheldige udfald skyldtes hekse i Danmark og Skotland. Det var muligvis en følge af M.s anklage at Valkendorf udtrådte af regeringsrådet s.å.; 1593 trådte M. selv ud. 1596 blev han rigsmarsk og ved Christian IVs kroning bar han rigssværdet. Han fortsatte dog tillige som rigsadmiral men med mindre indflydelse end tidligere hvad der formentlig hang sammen med at hans gamle uven Valkendorf samtidig var blevet rigshofmester og som sådan fik Bremerholms økonomiske forvaltning under sig. Måske spillede det også en rolle at Christian IV blandede sig mere i flådens forhold end i nogen anden administrationsgren. Til gengæld fik M. efter århundredskiftet en mere fremskudt plads i udenrigspolitikken idet han repræsenterede det danske rigsråd på flere grænsemøder med svenske rigsråder. Hans virksomhed bibragte ham dog kongens mishag idet rigsrådet og dets repræsentanter til en vis grad søgte at udnytte grænsemødeinstitutionen til at stykke rigsrådets udenrigspolitiske kompetence på kongens bekostning.

M. fik i tidens løb en række vigtige forleninger, nemlig Odensegård 1565-66, Åstrup i Vendsyssel og Lundegård på Mors 1566-74, Stegehus (som admiralslen) 1568-96, Hundslund kloster 1574-81 samt en række mindre forleninger. 1596 overtog han det traditionelle marsklen, Vestervig kloster. Privat blev M. med tiden en af landets største godsejere med besiddelserne koncentreret i Nord- og Vestjylland. Foruden Estvadgård ved Skive som han skrev sig til, ejede han på forskellige tidspunkter Sødringholm og Demstrup ved Mariager, Sæbygård og Vrejlev kloster i Vendsyssel samt en række mindre hovedgårde. En ikke ringe del af denne godsmængde var erhvervet gennem vidtløftige spekulationer i kreditgivning og kautioner til forarmede standsfæller. Da godspriserne især efter århundredskiftet steg med inflatorisk hast kunne han med fordel finansiere denne virksomhed gennem egne lån, bl.a. hos Christian IV. En række tabte processer for det kgl. retterting vedrørende diverse godstransaktioner væltede imidlertid spillet for M. der nu fik vanskeligheder med at klare sine egne forpligtelser især over for kongen. Dette i forbindelse med Christian IVs irritation over hans optræden på grænsemøderne var sikkert baggrunden for at han 1608 mistede len og embede og udstødtes af rigsrådet i unåde. Det aktuelle påskud var forsømmelighed med vedligeholdelsen af Vestervig kloster og kirke. Disse forsømmelser gik ganske vist tilbage til forgængeren Peder Gyldenstierne, men M. havde intet gjort for at afhjælpe manglerne. Han levede endnu femten år, der var præget af en forbitret kamp for at bevare sine besiddelser. Efter hans død måtte enken dog give op, og inden et år var størstedelen af godsmassen afhændet.

Familie

Forældre: Ludvig M. (død 1537) og Kirsten Pedersdatter Lykke (død tidligst 1570). Gift 1. gang 1566 i Randers med Karen Skeel, død 19.12.1601 på Hammelmose, d. af Albret S. (død 1568) og Kirsten Sandberg (død 1572). Gift 2. gang 29.7.1604 i Malmø med Sophie Brahe, født 1.6.1580 på Krogholm, død 1.4.1638 på Sæbygård (gift 2. gang 1627 med Malte Sehested, 1596-1661), d. af Peder B. (død 1610) og Margrethe Albretsdatter Gøye (død 1594). – Bror til Ludvig M.

Ikonografi

Fremstillet ved Niels Kaas' dødsleje på historiemal. af F. C. Lund, udst. 1860.

Bibliografi

Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I, 1883. Kancelliets brevbøger 1561-1626, 1893-1925. Breve til og fra Mogens Gyldenstierne og Anne Sparre, udg. E. Marquard II, 1936. – Jens Giødesen: Ligprædiken over P. M., 1623. H. D. Lind: Kong Kr. den fjerde og hans mænd på Bremerholm, 1889 (reproudg. 1974). Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Sven Ulric Palme: Sverige och Danmark 1596-1611, Upps. 1942. E. Ladewig Petersen: Chr. IVs pengeudlån til da. adelige, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig