Peder Pedersen, Hans Peder Pedersen, 24.3.1851-9.7.1933, friskolelærer. Født i Brangstrup, Ringe sg, død i Sollinge, begravet sst. Allerede som barn kom P. med i det stærke åndelige røre på Midtfyn. Han gik i aftenskole hos Morten Eskesen i Rudme og var i vinteren 1869-70 elev på Christen Kolds højskole i Dalum. Næste sommer begyndte han at undervise, og om efteråret tog han til Blågård seminarium for at uddanne sig videre. 1873 fik han plads som lærer ved en nyoprettet friskole i Eskilstrup, men da forældrene 1876 solgte deres ejendom og købte et hus i Søllinge med godt 2½ ha tilliggende, blev friskolen flyttet hertil. P. virkede i Søllinge som friskolelærer til 1920 med stor tilslutning fra egnen. Her skabte han af den oprindelig sure jord et mønsterværdigt husmands- og havebrug. Da den første husmandsrejse blev til virkelighed 1884 gik den til Søllinge, og lige til 1915 var husmænd på flerdagesrejse gæster hos P. som i næsten alle årene var deres fører. Hans jordbrug vakte megen beundring og fik gennem husmandsrejserne betydning i vide kredse; 1902 blev det godkendt af landbrugsministeriet som praktisk lærested. Efterhånden kom P. ind i et omfattende arbejde for de fynske husmænds dygtiggørelse. 1902 var han den ledende kraft i planlæggelsen af endagsrejserne på Fyn, 1902-04 næstformand i De fynske husmænds landboforening, 1903-06 fællesdommer ved præmiering af husmandsbrug og 1905-29 dommer over småbrug der var indstillet til hædersgave. P. var desuden foregangsmand i arbejdet for afholdelse af korte kurser, og 1908 medvirkede han ved en frugtundersøgelse der iværksattes af Det fynske haveselskab. P. skrev artikler om have- og landbrug og en række småskrifter om havebrug, fjerkræ- og biavl. Over for den sociale linje i husmandsbevægelsen var han tilbageholdende, men stod i første række når det gjaldt den faglige side. Ved sit lyse sind og venlige væsen vandt han venner i alle lejre.

Familie

Forældre: husmand, væver Peder Hansen (1818-90) og Maren Hansdatter (1817-97). Gift 27.8.1895 i Søllinge med Andrea Kirstine Mikkelsen Glavind, født 18.10.1872 i Ørsted, Rougsø hrd., død 20.5.1963 i Søllinge, d. af husmand Mikkel Christensen G. (1829-1923) og Ane Cathrine Christensen (1837-76).

Ikonografi

Mal. af Aksel Jochumsen, 1939, efter foto (Søllinge øvelseshus).

Bibliografi

Anders Jørgensen: Erindr., 1922 89f. Fyns tid. 24.3.1931 og 25.3.1934. Friskolen gennem 100 år, red. A. Ankerstrøm II, 1947 133-36. Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand I, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig