Peder Sørensen

Peder Sørensen, 1540 el. 1542-28.7.1602, læge. Født i Ribe, død i Kbh., begravet i Frue k. Efter skolegang i Ribe kom S. i en ung alder til universitetet i Kbh. hvor han hurtigt gjorde så glimrende fremskridt, at han allerede i sit 20. år optrådte som docent i latinsk poesi. 1562 foretog han en studierejse til Frankrig. 1563 skænkede kongen ham et kannikedømme i Viborg, bestemt for en læge i denne by, og det pålagdes ham derfor i tre år at studere medicin. 1564 var han igen hjemme og tog magistergraden, hvorefter han fungerede som professor pædagogicus ved universitetet, men overensstemmende med hans studieretning for natur- og lægevidenskab omhandlede hans forelæsninger, der gjorde megen lykke, navnlig læren om meteorerne. 1565 opgav han sin lærerpost, idet han ved hjælp af en ledig professorløn fik lejlighed til at foretage en ny rejse for at tilfredsstille sin higen efter at samle videre kundskaber. Sammen med sin ven og landsmand Johannes Pratensis ankom han 1566 til det berømte universitet i Padova hvor han lod sig immatrikulere. 1569 var han atter i Danmark, men kun en kort tid. Han ønskede at erhverve sig endnu videre videnskabelige indsigter, og endnu samme forår opholdt han sig, stadig sammen med sin ven, i Wittenberg. Derfra synes han at være draget til Köln, Basel, Italien og Frankrig og under rejsen at have erhvervet sig doktorgraden i filosofi og medicin. Han var nu allerede en anset videnskabsmand, virkede også, hvor han kom hen, som læge og vandt berømmelse ved heldige kure, navnlig i Venezia, hvortil han havde begivet sig fra Frankrig. Under et ophold i Firenze fuldendte han 1570 det kong Frederik II tilegnede værk der har gjort ham særlig berømt i lægevidenskabens historie, nemlig sin Idea medicinæ philosophicæ, fundamenta continens totius doctrinæ Paracelsicæ, Hippocraticæ et Galenicæ, 1571.

Tidligt var han blevet fængslet af den nye paracelsiske retning i medicinen, og opholdet i Wittenberg, paracelsismens ligesom den dermed forbundne alkymis og astrologis videnskabelige hovedborg har vistnok sat kronen på værket. Han viser sig i sit værk som en fuldtro discipel af Paracelsus både på det teoretiske og det praktiske, medikamentelle område, og går i overensstemmelse med mesteren ud fra et "principium vitale in natura", et overordnet livsprincip, ved hvis kraft alt lever og udvikler sig; det er udbredt overalt i naturen, og i det ligger al lægedom. Men han er en langt mere filosofisk skolet videnskabsmand end Paracelsus og sigter åbenbart på at bringe de medicinske grunddoktriner i nøjere organisk forbindelse med nyplatonismen (derfor vistnok titelbetegnelsen Idea) og derigennem komme til en hippokratisk sygdomslære. Sygdomme opfattes som varierede udtryk for hændelser i himmellegemerne – altså noget aktivt udefrakommende, som lægen ved produkter fra planter og mineraler skal behandle. S.s filosofiske måde at udlægge Paracelsus' tanker var så gennemført at han i høj grad imponerede sin samtid, endog paracelsismens fjender (således den ansete Thomas Erastus) og stod som en videnskabelig celebritet af første rang. Endnu længe efter sin død bevarede han sin autoritet, først og fremmest i de egentlige paracelsiske kredse. En ivrig adept havde han i den fra Wittenbergs universitet udgåede Ambrosius Rhodius der i øvrigt var gift med hans niece. I England synes han at have været særlig anset. Den lærde skotske læge William Davidson udgav ligesom Rhodius indgående kommentarer til hans Idea (1660) med udtryk af den højeste beundring for værket, den ansete læge Thomas Moffet tilegnede ham i begejstrede vendinger sine skrifter, og selv Francis Bacon, der i øvrigt i sin ædruelige empirisme stiller sig stærkt afvisende til selve paracelsismen, er dog fuld af lovtaler over S. "Af alle dine Tilhængere, Paracelsus," siger Bacon, "misunder jeg dig alene S., der er alt for god til at blive hængende i dine naragtige Paafund ... . Det har han forvandlet til vellydende Sang og med beundringsværdig Kunst forlenet med Ynde og harmonisk Velklang". Den store indflydelse S. havde i videnskabelig henseende gav sig også udslag i en egen medicinsk-filosofisk retning, "Severinere", der havde tilhængere rundt om i udlandet. Herhjemme holdt medicinen sig forsigtigt tilbage og blev i længere tid ved den gamle galenisme og arabisme. Først Ole Borch slog i sin alkymistiske begejstring til lyd for severinske læresætninger. Men gik det således S., som andre profeter, at han fik forholdsvis mindst videnskabelig tilslutning i sit fædreland, men hans personlige autoritetsstilling var dog urokket her, navnlig i hans egenskab af læge. Da han 1571 var vendt tilbage til Danmark modtog han straks kaldelse som kgl. livlæge og blev i denne stilling særdeles påskønnet, fik en høj årlig løn og desuden forskellige forleninger. Men stillingen havde også sine ubehageligheder og besværligheder. I breve til sin ven, den tyske læge og teolog Johannes Pistorius klager han over de evindelige rejser han må foretage, og hvorved han forhindres i at fortsætte sine kære studier og litterære arbejder. Desuden var hans forhold til den anden livlæge, Martin Ædituus, alt andet end godt; til sidst blev han imidlertid fri for denne der opgav sin post og drog tilbage til Holland hvor han døde 1595. I over tredive år og lige til sin død vedblev S. at fungere som livlæge. Han behandlede således kong Frederik II under dennes dødelige sygdom og blev derefter livlæge hos den unge kong Christian (IV). Sin videnskabelige interesse bevarede han usvækket under denne adspredende virksomhed; han syslede stadig både med teoretiske studier og kemiske forsøg, men han fik intet færdigt til publikation og efterlod kun en mængde håndskrevne og mest ufuldførte arbejder. At han også benyttede sin indflydelsesrige stilling til at støtte videnskaberne og universitetet er der vidnesbyrd om, og han tænkte også på at indtræde i det medicinske professorat der 1602 blev ledigt ved Anders Christensens forflyttelse til Sorø. Men inden denne plan kunne udføres, blev han angrebet af den pestepidemi der rasede 1602, og bukkede under for sygdommen til trods for sine kraftige paracelsiske lægemidler, mellem hvilke oven i købet fandtes en panacé, han selv, som tidens andre berømte læger, havde været opfinder af. Store lovtaler lød ved hans død, navnlig over hans mærkelige og heldige kure som læge. Han efterlod sig en stor formue. Af S.s otte børn vides kun to at have overlevet ham, datteren Anna blev gift med Jonas Charisius, og sønnen Frederik (1587–1637) der fulgte i faderens fodspor som læge, men i øvrigt ikke har gjort sig særlig bemærket i sin virksomhed.