Peder Tabor

Peder Tabor, Peder Larsen Tabor, 23.11.1891-17.3.1974, chefredaktør. Født på Taborgård ved Vejen, død i Kbh. (Brorson), begravet sst. (Ass.). T. var gårdejersøn men blev sin generations mest fremtrædende journalist ved arbejderpressen. Han var af væsen nærmest aristokratisk reserveret men de brede lags talsmand. En indforstået og engageret deltager i den jordnære partipolitiske strid men med en kunstnerisk åre. Og trods paradokserne var hans karriere i den socialdemokratiske presse ganske regelret. Han startede 1907 ved Fredericia Social-Demokrat efter præliminæreksamen og kom 1910 til Social-Demokraten i Silkeborg der gennem 20 år blev hans standplads, dog afbrudt af to udenlandsophold som den socialdemokratiske presses korrespondent: 1914 i London og 1919 i Berlin. Han havde læst sprog, navnlig fransk, og fik under disse ophold uddybet sprogkundskaberne og styrket sin udenrigspolitiske viden. Da Jacob J. Christensen 1923 fratrådte som redaktør for de socialdemokratiske blade i Silkeborg, Herning og Skanderborg afløste T. ham som de tre avisers chef. Ved siden af den pligtbestemte lokale og politiske journalistik dyrkede han de litterære og kunstneriske stofområder. Han var i øvrigt i de første år i Silkeborg selv udøvende på det kunstneriske plan som novelleskribent og leverandør af tegninger til Klods Hans, Ravnen og Verden og vi, ligesom han 1919 udgav en livsfilosofisk aforismesamling Malurt. I sit blad skrev han boganmeldelser, fik en tæt kontakt til bl.a. Johan Skjoldborg på Dynæs, fulgte med varm interesse de jydske malere og var 1924–30 formand for Jydsk forening for moderne kunst. Efter pres fra partifæller lod T. sig opstille ved kommunevalget 1929 og kom i Silkeborg byråd skønt aktivt kommunalpolitisk arbejde næppe passede til hans temperament. Men 1930 flyttede han til hovedstaden efter at have modtaget et tilbud fra (den københavnske) Social-Demokratens chefredaktør H. P. Sørensen om at blive redaktør for bladets nystartede søndagstillæg Hjemmets Søndag.

Det var ikke mindst T.s kunstneriske og litterære interesser der lå til grund for tilbuddet, og i de år han redigerede tillægget – 1930–34 – placerede han det centralt i periodens kunstneriske liv. Han knyttede bl.a. forfatteren Jørgen Nielsen, som han kendte fra Silkeborg, til Hjemmets Søndag og hjalp ham derved i et vanskeligt livsafsnit. – Samtidig med sin redaktørpost ved søndagstillægget var T. kommentator ved hovedbladet, og 1934 fratrådte han Hjemmets Søndag for at blive H. P. Sørensens medredaktør af hovedbladet. Han fungerede i denne egenskab både som redaktionssekretær og såvel inden- som udenrigspolitisk kommentator, navnlig med spidse, ironiserende småstykker under mærket Picadoren (et udvalg af dem udkom 1963 under titlen Det var i 30'erné) og de månedlige "Ultimo'-kronikker (et udvalg fra årene 1933–40 udkom 1966 med titlen Det var dengang). – I sommeren 1941 afløste T. H. P.Sørensen som chefredaktør under komplicerede omstændigheder der var karakteristiske for besættelsestiden. Forfatteren Harald Bergstedt, der var ansat ved Social-Demokraten som radioanmelder og efterhånden afslørede nazistiske sympatier, indleverede efttr en rejse i Tyskland nogle kronikker som H. P. Sørensen nægtede optagelse. Besættelsesmagten greb ind, det socialdemokratiske partiråd blev involveret og affæren endte med kronikkernes offentliggørelse på H. P. Sørensens ansvar, hvorefter han fratrådte sin stilling og efterfulgtes af T. – der også havde nægtet at optage kronikkerne – som ansvarshavende redaktør. T. måtte nu ikke blot manøvrere Social-Demokraten gennem besættelsens vanskeligheder men blev centralt placeret som H. P. Sørensens efterfølger i organer der søgte at værne pressens interesser over for besættelsesmagten, nemlig Københavns redaktørforening som han var formand for 1944–45, og pressenævnet (et kollegialt organ med en vis domsmyndighed) som han var medlem af fra 1942 og til det ophørte ved tyskernes totale magtovertagelse 29.8.1943. Han blev igen formand for Kbh.s redaktørforening 1954– 55, var medlem af Radiorådet 1942–46 og næstformand for Pressens radioavis 1942–57. Han var stærkt aktiv i forbindelse med den danske presses overtagelse pr. 1.1.1947 af det hidtil privatejede Ritzaus bureau og blev straks bestyrelsens næstformand, 1955–59 dens formand. Men han samlede ikke på tillidsposter. Han var først og fremmest sit blads arbejdsomme og punktlige chef, for sin egen person ganske uforfængelig i forhold til det der for ham var hele sagen: "bevægelsens" indflydelse og fremgang. Trods denne dybe forbundethed var han ved sit væsens eksklusivitet en sjælden fugl i det socialdemokratiske miljø. Det britiske, distante gentlemanbegreb havde påvirket ham stærkt; på bladet blev hans kontor kaldt "køleskabet". Det var typisk at han i sin fritid var lidenskabelig cricketspiller.

Som redaktør af socialdemokratiets hovedorgan var T. "født" medlem af partirådet og dermed af partiets andre øverste organer, og på de indre linjer øvede han en betydelig indflydelse ikke mindst i kraft af sit nære forhold til Th. Stauning og Hans Hedtoft. Men hans stilling til politik forblev – med Per Hækkerups ord – iagttagerens, analytikerens og kommentatorens. Han ønskede ingen udøvende politisk post og sagde nej til at blive udenrigsminister. I sin journalistiske virksomhed var han til det yderste loyal over for partiet og dets folk ud fra det grundsynspunkt, at et socialdemokratisk hovedorgan har en særlig forpligtelse til at forklare partiets stillingtagen. Derfor holdt han på at de ledende artikler skulle være usignerede, de måtte ikke være udtryk for individuelle opfattelser. Han undgik da heller ikke bebrejdelser for at Social-Demokraten under hans ledelse var for "tam" i forhold til partilinjen. Men som propagandistisk pennefører kunne han selv være alt andet end tam hvad han demonstrerede fx i de første år efter befrielsen under det socialdemokratiske opgør med kommunisterne og i agitationen for dansk tilslutning til NATO efter at et nordisk forsvarsforbund var opgivet. I begge tilfælde var T.s kampagner intimt forbundne med Hedtofts politik. Overhovedet spillede venskabet og samarbejdet mellem de to "en langt større rolle end de fleste aner" (H. C. Hansen). – 1.4.1959 trådte T. tilbage som ansvarhavende redaktør samtidig med at Social-Demokraten skiftede navn til Aktuelt; men han forblev avisens politiske redaktør, dog kun til udgangen af 1960 da han gik på pension efter 53 års virke i den socialdemokratiske presse. I sit otium skrev han hovedbidraget -om Staunings politik – til samleværket Th. Stauning. Mennesket og politikeren, red. Børge Schmidt, 1964 og udgav to bøger som er en blanding af erindringer og journalistisk historieskrivning, Nærbilleder, 1961 og Situationer og profiler, 1967. Desuden genoptog han sin ungdoms aforismeskrivning med samlingen Randbemærkninger. Aforismer om politik og politikere, 1963 der viser at T. trods sit tvivlløse partipolitiske engagement havde en vågen sans for flertydigheden i al politik.