Peder Tidemalid

Peder Tidemalid, præst, forfatter.

T. forekommer første gang 1529, da han under betegnelsen "Petrus Tymanus de Dacia" fra Roskilde stift blev immatrikuleret i Wittenberg. Ti år senere påbegyndte han sin forfattervirksomhed ved udgivelsen af et lille skrift Hierusalems iemmerlige oc ynckelige forstøring oc ødeleggelse, I 539, der vandt vid udbredelse, især efter at det var blevet skik at trykke det som tillæg til salmebogen. T. blev sognepræst i Herstedvester og -øster og nævnes som sådan første gang 1549, da han fik tillagt kongetienden af Sengeløse sogn. Det er dog sandsynligt at han vedblivende havde last bopæl i Kbh. Han synes at have stået i ret n.ert forhold til en række adelspersoner, deriblandt Herluf Trolle. – T. hører til de frugtbareste danske folkeskribenter fra reformationstiden, og han har i årene mellem 1539 og 1564 udsendt en række, til dels meget omfangsrige "fordanskninger" af tidens gængske lutherske forfattere som Philipp Melanchton, Johs. Spangenborg, Caspar Huberinus, Veit Dietrich o.fl. Heri har T. både vist evne til at oversætte fx bønnetekster præcist og til at ramme en naturlig, mundret sprogtone der gjorde hans gengivelser af fremmede forbilleder til yndet folkelæsning. Også ved deres ydre udstyr, den gode sats, rige ornamentering og mange træsnit var hans skrifter velegnede til at vinde udbredelse. T.s hovedværk er den store oversættelse af Luthers huspo-stil (1564; 2. udg. 1577; udg. ved Th. Skat Rørdam 1868). Det er et fortrinligt sprogarbejde, og det bevarede en næsten kanonisk anseelse i vakte kredse. 1539–41 havde T. udgivet oversættelser af dele af Det gamle testamente. Det var da kun naturligt at han blev draget med ind i det revisionsarbejde der gik forud for den store bibeloversættelse af 1550. T. har ikke leveret større selvstændige skrifter, men hans fortaler til oversættelserne viser dog, at han forstod at udtrykke tidens tanker i et kernefuldt sprog. Som kirkemand og forfatter tilhører T. samme type som Peder Palladius der lagde så stærk vægt på den folkeopdragende virksomhed. Han er tillige en karakteristisk talsmand for den stemning der ofte kommer til orde en menneskealder efter reformationen: han kan vel med varme tale om "dette klare Evangelii Lys", men pessimismen over de ringe etiske frugter der lod sig til syne trods det store gennembrud er meget fremtrædende. Også i sin betoning af at verdens afslutning stundede til, og i sin omsorg for at værne den rette lære virker han som en mand af et andet slægtled.