Peder Zachariæsen Naskov, 1632-7.6.1695, præst. Født i Nakskov, død i Skødstrup. N. blev vistnok student 1653 fra Slagelse og rejste siden udenlands som hovmester for nogle unge af slægten Rosenkrantz. 1670 blev han af Erik Rosenkrantz til Rosenholm kaldet til sognepræst i Skødstrup og Elsted, 1682 tog han magistergraden, og 1685 blev han provst i Øster Lisbjerg hrd. Hans navn er bevaret for eftertiden ved en svær kvart Den reene Evangeliske Religions Artickler som udkom posthumt 1697. Bogen indeholder 40 (tematiske) prædikener der gennemgår de vigtigste punkter i den overleverede troslære med nøje tilknytning til skriften og stor troskab over for traditionel luthersk tankegang. Hans formål er det rent opbyggelige at give læge læsere en udlæggelse af trosindholdet, og selv om den skolemæssige dogmatiks kunstudtryk nu og da stikker hovedet frem, har forfatteren som oftest en egen evne til jævnt og enfoldigt at meddele læserne forklaringer af vanskelige spørgsmål. Hans stil er præget af et ejendommeligt fynd, og han udtrykker sig gerne i knappe, kraftfulde sætninger. Nye udgaver kom 1735 og 1759; 1754 desuden et udtog på engelsk, tr. i New York.

Familie

gift 1. gang med Anne Sørensdatter. Gift 2. gang senest 1695 med Karen Pedersdatter.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 2. r. IV, 1867-68 443. Pers. hist. t. 7. r. V, 1920 204: 8. r. V, 1926 191; 9. r. II, 1929 144. – Poul Poulson: Catalogus ... Aarhusiensis, 1727 74f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig