Per Barfoed, Lars Peter Theofil Barfoed, 9.7.1890-6.9.1939, journalist, forfatter. Født i Blåhøj, Sønder Omme sg, død i Klampenborg, begravet i Ordrup. 1907 journalist ved Dagbladet Nordjylland, 1908 ved Horsens Avis og 1911–12 ved Berlingske Tidende, vendte over Randers Amts Avis og Vort Land tilbage til Nordjylland, hvis redaktør han var 1919–20, men kom 1921 atter til Berlingske Tidende hvor han fra 1930 var redaktionssekretær ved aften-udgaven og fra 1937 medredaktør af B.T. Fra broderen Viggo B. som en kort tid havde skrevet vers i Horsens Avis under mærket P. Sørensen-Fugholm, overtog han dette pseudonym der oprindelig skulle minde om et bevidst forbillede: forfatteren Peter Fristrup og et af dennes pseudonymer i Klods-Hans: P. Ferd. Vadum (jfr. samlingen "Vadums Harpe", 1912). B. der besad langt større versifikatoriske evner og langt frodigere humor end Fristrup forsøgte først genren 1921 i Vore Herrer, men overgik snart forbilledet og skabte efterhånden en fuldt ud original og virtuost behandlet figur inden for dansk humoristik (optrykt i "Digte af P. Sørensen-Fugholm" 1.-9. samling, 1923–39, sidste samling med et forord af professor Victor Kuhr, gentaget i Samlede Digte 1939 sammen med en efterskrift af sønnen Mogens B.). Med rette fremhævede Kuhr her de overraskende sproglige nydannelser, de rigt varierede versformer, den velberegnede, men tilsyneladende så naive syntaktiske ubehjælpsomhed, de overraskende ordstillinger og sprælske rim, den sikre sprogfølelse og den lige så sikre musikalitet, altsammen båret af en mild og klog menneskelighed og et velgørende og befriende lune. 1926–39 skrev B. endvidere de daglige Bror Mika vers i B.T. og var endelig mangeårig medarbejder ved Blæksprutten og efter Axel Henriques' død medredaktør sammen med tegneren Herluf Jensenius. I en halv snes år var B. medlem af journalistforeningens bestyrelse.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Sønder Omme-Hoven, senere sognepræst, sidst i Nørre Tranders, Hans Ulrik Møller B. (1862–1922) og Thyra Dagmar Juliane Margrethe Christine Petersen (1864–1952). Gift 6.8.1915 i Randers med Anna Elisabeth Hansen Fusager, født 24.6.1894 i Haslund sg., Randers amt, død 29.9.1961 i Kbh., d. af handelsgartner, senere stadsfæstemand Hans Peter Andreas F. (1859–1927) og Adolina Kirstine Emilie Hansen (1861–1912). – Bror til Viggo B.

Ikonografi

Tegninger af Alfr. Schmidt og H. Jensenius. Foto.

Bibliografi

Fr. Birkedal-Barfod: Stamtvl. over slægten Barfod-Barfood-Barfoed, 1925 125. Thyra Barfoed: Erindringer (trykt som manus.), 1935. T. Vogel-Jørgensen i Berl. tid. 7.9.1939. Kai Flor i Journalisten 1939 nr. 18. Mogens Barfoed i Horsens avis 24.12.1941.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig