Per Højholt, 22.7.1928-15.10.2004, forfatter. Per Højholt var student (nysproglig) fra Esbjerg statsskole 1947 og uddannet som bibliotekar ved Statens biblioteksskole 1951. Havde derefter diverse biblioteksansættelser: Askov højskoles bibliotek, Notoddens folkebibliotek, Norge, centralbiblioteket for Sydvestjylland, Esbjerg, Gentofte kommunebibliotek, og sidst 1962–64 var han afdelingsbibliotekar v. Søllerød kommunebiblioteker. Siden 1965 levede han som forlagskonsulent, højskolelærer, tidsskriftredaktør, foredragsholder m.m.

Den største og mest indflydelsesrige del af Per Højholts forfatterskab udgøres af en lang serie digtsamlinger. Debutsamlingen Hesten og solen, 1949 er dybt præget af den efterkrigsstemning som her i landet især formuleredes i tidsskriftet Heretica. Den er patetisk og gennemsyret af en religiøs eller anti-religiøs tematik. En problemverden af denne art dukkede ikke siden op i forfatterskabet som i sin videre udvikling bevægede sig ind i meget komplicerede og ofte hermetiske digteriske udtryk. Ingen anden dansk lyriker eksperimenterede så konsekvent og hensynsløst med det avancerede modernistiske digt i S. Mallarmés tradition.

Per Højholts tekster afviser i stadig voksende grad ethvert traditionelt fortolkningsforsøg ved at dementere de forståelser læseren forsøgsvis investerer under læsningen. Konsekvensen bliver at teksterne kommer til at fremstå med en fremmedhed der fremtvinger andre egenskaber ved sproget, fx dets grafiske fremtræden. Der brydes ofte op i den traditionelle syntaks, stavning eller læseretning, men også i alle konventionelle forestillinger om hvad et lyrisk udtryk er. Sproget kan da formes efter sprogfremmede (fx matematiske) principper til systemiske forløb.

Per Højholt sigtede ved denne skriveform imod at skabe tekstforløb der fascinerer læseren så længe læsningen står på, men som ikke lader sig huske eller gengive bagefter. Han beherskede sine udtryk med stor virtuositet, og det lykkedes ham at skrive fuldkommen krystallinske digte hvis utilnærmelige skønhed er af usædvanlig virkning sådan som et abstrakt maleri kan være det. Sådanne digte findes fx i samlingerne Poetens hoved, 1963 og Min hånd 66, 1966. Sideløbende med denne bestræbelse foregik der en udvikling af det absurd komiske i hans sprogbehandling der bl.a. medførte en raffineret udnyttelse af nonsensdigtning (Show, 1966) og en næsten rabelaisk sans for billedgrotesker og rablende tale. Dette er særlig tydeligt i det lange digt Turbo, 1968 som findes i en variant indspillet på plade. De senere samlinger viser en vækst i Per Højholts bevidsthed om sine teksters virkninger på læseren. Han optrådte i en årrække med en art modernistisk show-virksomhed af grotesk originalitet og stor komik. Denne optræden dannede ofte baggrunden for digtene i de senere samlinger. Dette gælder bl.a. Gittes monologer, 1981 (1984 samlet udgave).

Det hermetisk ufortolkelige ved de egentlige lyriske tekster medførte et behov for at foretage en teoretisk formulering som udfoldede sig i de to poetikker Cezannes metode, 1967 og Intethedens grimasser, 1972. Det er komplicerede teoridannelser som har haft indflydelse på udviklingen af modernistiske tekster i en yngre generation af kunstnere (bl.a. den såkaldte systemdigtning). Den teoretiske aktivitet har sat sig tydelige spor i Per Højholts seneste digtsamlinger (Praksis, 1: Revolver, 1977, Praksis, 2: Groteskens område, 1978 og Praksis, 3, 1979, den sidste er Praksis, 12: Anekdoter, 1996) hvor en egenartet filosofisk diskurs på ny synes at gøre digtene mere tilgængelige for tolkning. Den sproglig dynamik er i disse digte parret med en (natur)følsomhed som blufærdigt holdes på ironisk afstand.

Per Højholt arbejdede ofte med at tilnærme den lyriske form til andre kunstneriske udtryksformer, fx i Provinser, 1963 til fotografiet og i Volumen, 1974 til billedcollagen. En tilsvarende professionel collageteknik med stor mediebevidsthed viste han i sit TV-spil Stockcar, 1971 og i en række radiospil. Endelig skal det nævnes at Per Højholts særlige form for gedigen jysk humor parret med en gadedrengs slagfærdighed ytrede sig i romanen 6512 og i en række tekster til radiomagasinet Undervandstidende (Enhjørningens kvababbelser, 1979). Heri kom Per Højholt nærmere end tidligere til et egentligt politisk-satirisk digt. Et udvalg af hans artikler og kronikker er samlet i Stenvaskeriet og andre stykker, 1994.

1983 udgav han sidste tredje såkaldte poetik Nuet drukner i latter. Efter nogle års pause udgav han 2001 romanen Auricula om ører, der oplever det 20.årh.s Europa.

Han modtog livsvarig hædersgave (statsydelse) og var 1972–74 medlem af Statens kunstfonds litterære tremandsudvalg. Har bl.a. modtaget Ewaldlegatet, Otto Benzons forfatterlegat, Kollegernes ærespris 1977. Henrik Pontoppidans mindefonds hæderslegat 1979, Det danske akademis pris 1982, Emil Aarestrup-medaillen 1987, Modersmål-selskabets pris 1991 og Holberg-medaillen 1997.

Familie

Per Højholt blev født i Esbjerg (Zions), begravet på Vestre kirkegård, Silkeborg. Forældre: kommunelærer, senere viceskoleinspektør Aage Højholt (1887–1965) og Ragna Thomsen (1902-89). Gift 9.7.1955 i Skælskør (b.v.) med børnehavelærer Lone Bang Hansen, født 24.8.1933 i Kbh. (Rigshosp.), datter af direktør Folke Bang Hansen (1903-81) og farmaceut Ingrid Mortensen (1895-1982). Separeret 1981.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview med Jette Kromann: Digtere på bånd I, 1966 165–95. – Finn Stein Larsen: Prosaens monstre, 1971 175–96. Ole Krogh: Per Højholt som eksempel, 1973. Per Aage Brandt i Roman/roman?, red. Bodil Bang, 1974 89–120. Niels Egebak: Højholts metode, 1974. Erik A. Nielsen: Ideologihistorie III, 1976 200–10.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig