Peter Bredsdorff, Christian Erhard Bredsdorff, 26.11.1913-16.1.1981, arkitekt. Født i Kbh. (Helligånds), død i Tårbæk, begravet på Bispebjerg kgd. B. tog studentereksamen 1932 og studerede derefter på kunstakademiets arkitektskole 1932–35. Han var medarbejder hos professor Steen Eiler Rasmussen 1935–42, og 1939 blev han lærer i byplanlægning ved kunstakademiet. S.å. fik han akademiets store guldmedalje for et projekt til en ny bydel i Københavnsegnen. Fra 1940 har han haft selvstændig konsulentvirksomhed og tegnestue. B. var 1945–49 leder af det første egnsplankontor til planlægning af Københavns-egnen og 1949–52 sagkyndigt medlem af byudviklingsudvalget for dette område og leder af udvalgets sekretariat. 1952–55 var han afdelings-arkitekt i Kbh.s kommune og leder af det nyetablerede generalplanarbejde under stadsingeniørens direktorat. 1955–73 var han professor ved akademiets arkitektskole med byplanlægning som særligt fagområde. B. har haft flere tillidshverv, bl.a. som medlem af akademirådet og som bestyrelsesmedlem af Dansk byplanlaboratorium som han senere blev formand for. Han fik 1973 akademiets C. F. Hansen medalje og blev æresmedlem af akademiet 1977. Som privat praktiserende byplankonsulent har B. og hans tegnestue rådgivet og vejledet en lang række kommuner landet over, og de har placeret sig i offentlige byplankonkurrencer, og som konkurrencevinder har B.s tegnestue i samarbejde med landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson bl.a. projekteret en ny bydel Gulleslrup ved Herning. B. har desuden haft større regionale planlægningsopgaver i Jylland. B.s betydeligste og mest indflydelsesrige virksomhed er knyttet til Kbh.s-egnens og Kbh.s kommunes planlægning i perioden 1947–55 og til hans virke som professor hvormed han opbyggede byplanlægning som fagområde ved arkitektskolen. Hans særlige indflydelse i dansk byplanlægning kan bl.a. tilskrives den stærke påvirkning fra engelsk byplanlægning som gennem Steen Eiler Rasmussen og ham har sat sig spor i en virkelighedsnær og socialt engageret dansk byplanpraksis. Men ikke mindst er det B.s store kendskab til danske byer og hans forståelse for vekselvirkningen mellem de generelle og de individuelle træk i deres udvikling og arkitektur der har præget hans indsats som byplanlægger.

Familie

Forældre: adjunkt, senere lektor Kaj B. (1880– 1970) og faglærer Gønna Frederiksen (1879–1964). Gift 1. gang 8.5.1937 med Ruth Poulsen, født 17.5.1917 i Kbh., død 24.9.1974 i Skodsborg, d. af telegrafkontrollør Johannes P. (1889–1974) og Amalie Balzarine (Ruth) Poulsen (1890–1933). Gift 2. gang 6.4.1977 i Ærøskøbing (b.v.) med korrespondent Ruth Jensen, født 29.9.1933 i Ribe, d. af radioforhandler Immanuel J. (1906–72) og Helene Jensen (1910–61).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig