Peter Buhl

Peter Buhl, 16.5.1789-6.7.1812, søofficer. Født i Fredericia, død ved Lyngør, begravet på Askerø. B. blev kadet 1803. Aug. 1807 blev han fører af en armeret barkas og underlagt premierløjtnant Christian Wulff som fik station i Kalvebodstrand med to kanonbåde og to barkasser for at forurolige fjenden der var ved at anlægge et batteri ved gamle pesthus ved Enghaven. 27.8. åbnede batteriet ilden mod de danske både. B.s barkas blev ramt af en kanonkugle der sårede flere af besætningen og knuste B.s venstre arm. Løjtnant Wulff afbrød kampen og trak sine både tilbage inden for Langebro, og B. blev bragt på søetatens hospital hvor armen blev amputeret. Nov. s.å. blev han udnævnt til sekondløjtnant "for hans ferme, raske og modige forhold" i kampen i Kalvebodløbet. Foråret 1808, da han omtrent var helt rask, sendtes han til Korsør for at føre tilsyn med indkaldte matroser, en tjeneste som ikke tilfredsstillede ham, hvorfor han søgte om atter at komme til tjeneste på søen. Hans ansøgning blev tilstået, og han fik maj s.å. kommandoen over Kanonjolle Nr. 1 med station i Kalvebodstrand, men allerede den følgende måned fik han - vistnok på løjtnant Chr. Wulffs foranledning - ordre til at rejse til Nakskov og tage sig af briggen Tickiers ekvipering der blev fuldført i dec, hvorefter B. atter rejste til Kbh. Marts 1809 fik han ordre til at overtage kommandoen over en kanonchalup ved Nakskov, underlagt løjtnant Wulff, og deltog under denne i kampen med den engelske fregat Melpomene 23.5. ved Omø og tog i løbet af dette ogfølgende år adskillige priser der indbragte ham gode prisepenge. Jan. 1811 havde han den store sorg at hans forlbvede, Carla Brenni, der som forældreløst barn var optaget i hans forældres hus og opdraget der, blev syg og døde. Febr. s.å. beordredes han til chef for Kanonchalup E Nr. 7 ved flotillen ved Fladstrand under premierløjtnant Jørgen C. Falsen. Han deltog i den uheldige ekspedition til Anholt marts s.å. men måtte, efter at landgangsforetagendet var mislykket og resten af den landsatte styrke var kommet om bord i kanonbåden, flygte, forfulgt af fregatten Tartar og briggen Sheldrake. B. trak briggen efter sig, hvorved det lykkedes de andre kanonbåde at undslippe, mens han selv måtte overgive sig til briggen der førtes af en kæk og ridderlig engelsk søofficer James Pattison Stewart som B. skulle møde to gange senere. B.s fangenskab varede dog kun elleve dage, hvorefter han udveksledes og blev chef for Kanonchalup J. Nr. 6 som han kort I efter ombyttede med en tidligere engelsk kanonbåd Prise Nr. 2, begge hørende til løjtnant Falsens flotille. Under denne deltog han 5.7. i angrebet på en stor engelsk konvoj sydøst for Hjelm hvor han blev såret i ryggen og derefter taget til fange, atter af kaptajn Stewart på Sheldrake. Efter en måneds fangenskab på Anholt blev han igen udvekslet, hvorefter han rejste til Fredericia for at komme til kræfter og blive helbredt efter sit sår. 1812 ansattes han som løjtnant i deri nybyggede fregat Najaden, chef kaptajn Hans Peter Holm, og gik med denne til Norge. 6.7. blev fregatten der havde søgt tilflugt i Lyngør havn her angrebet af det engelske linieskib Dictator, chef kaptajn Stewart, og efter 1½ times kamp fuldstændig ødelagt. B., der her for tredie gang mødte kaptajn Stewart, fandt heltedøden og jordedes på Askerø sammen med alle de faldne i en stor fællesgrav hvor den norske regering 1847 lod rejse et mindesmærke. Chefen for Najaden skriver i sin rapport efter slaget om B. at "han var et ligeså ædelt Menneske som kæk Officer", St. St. Blicher hædrede ham med et mindedigt i "Jyllandsrejse i 6 Døgn" (1817) og på hundredårsdagen for hans død rejstes ham et mindesmærke med relief af L. Brandstrup på Skanseodden i Fredericia.