Peter Hertz, 11.5.1811-1.4.1885, guldsmed. Født i Kbh. (Mos.), død sst. (Mos.), begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). Efter forældrenes tidlige død kom H. i huset hos en ældre bror, garvermester Abraham Hertz, og blev fjorten år gammel sat i guldsmedelære. Efter udstået læretid arbejdede han et par år som svend, men rejste derefter ud på professionen. Han arbejdede i Hamburg, Berlin og navnlig i Wien, og opnåede ved flid og energi stor dygtighed i sit fag. Efter hjemkomsten etablerede han sig 1834; men det var først efter at han 1841 havde overtaget guldsmed Sivertsens forretning på Købmagergade at virksomheden, der siden har haft til huse i denne gade, tog et større opsving. Fra de store udstillinger her hjemme og i udlandet hjemførte H. flere udmærkelser. 1878 optog han sine sønner Sally Peter H. (5.8.1844-14.11.1896) og Jacob H. (26.2.1846-2.2.1919) i firmaet. De havde allerede 1875 under firmanavn S. & J. H. stiftet en sølvvarefabrik der efterhånden voksede til en omfattende virksomhed. De to firmaer videreførtes af tredje generation, Johan H. (1876–1968) og Knud H. (1884–1945). Guldsmedeforretningen ledes idag af fjerde og femte generation henholdsvis Preben H. (f. 1907) og Flemming H. (f. 1938), mens sølvvarefabrikken blev lukket i midten af 1960'erne. Af større arbejder der er udgået fra firmaet kan nævnes den store borddekoration i sølv, Gefion pløjer Sjælland ud, som af den sjællandske bondestand skænkedes Kbh.s kommune ved rådhusets indvielse 1905, og en formindsket kopi af de to guldhorn.

Familie

Forældre: melhandler og bager Hertz Abraham (1762–1825) og Mariane Berendt (1771–1826). Gift 12.12.1841 i Kbh. (Mos.) med Rose Meyer, født 6.6.1815 i Kbh. (Mos.), død 21.8.1906 i Rungsted, d. af købmand Jacob Salomon M. (1783–1845) og Jette Meyer (1783–1847).

Bibliografi

Aage Sølver: Danske guldsmede og deres arbejder gennem 500 år, 1929 223f 228. Politiken 17.5.1936. Danm.s kirker (sagreg.). Chr. A. Bøje: Danske guld- og sølvsmedemærker før 1870, rev. udg. ved Bo Bramsen I, 1979 240f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig