Peter Larsen (lægprædikant)

Peter Larsen, Oluf (Ole) Peter Holm Larsen (Skræppenborg), 8.10.1802-6.1.1873, bonde, lægprædikant. Født i Hunderup ved Odense, død i Dons, begravet i Alminde ved Kolding. L. blev sat i landmålerlære, men han ville være bonde og kom i tjeneste på St. Skræppenborg (Brylle), blev 20 gammel gift med en datter på gården og overtog den dermed selv; hun var 17 år ældre, men ægteskabet blev lykkeligt. Det var dårlige tider for landbruget, men han drev gården med stor dygtighed og blev meget velhavende. Familien var påvirket fra Christiansfeld og den østfynske vækkelse, og snart følte L. trang til at vidne aktivt om sin tro – der endnu havde et luthersk-pietistisk præg – og med stor iver deltog han i de fynske forsamlinger, ligesom han i tidens løb genudgav en mængde af den ældre opbyggelseslitteratur. Ved at læse "Kirkens Gienmæle" blev han grebet af N. F. S. Grundtvig der – som han sagde på vennemødet 1871 – "har vist os Vejen lige til Herren selv". Det ændrede hans forkyndelses karakter, og energisk tog han sig nu af de grundtvigske "mærkesager" (ritualsagen, sognebåndsløsningen etc); han samarbejdede også med N. Lindberg. Som prædikant var L. ganske umetodisk, men trods langtrukketheden gjorde han et vældigt indtryk på mange (C. Kold var en af dem der blev kristeligt vakt ved at høre ham) ved den kraft og inderlighed (der undertiden også bevægede ham selv til tårer) hvormed han udfoldede sig. Tit kom han i konflikt med myndighederne, blev arresteret og idømt bøder, men fortsatte ufortrødent; især efter at han 1841 havde erhvervet den 100 ha store Donsgård ved Kolding kom der fart i hans rejser over hele landet, men mest i Jylland; de foregik i vintermånederne med ham selv som kusk, og hans grundtvigske prædiken blev flere gange (således i Hammerum herred) anledning til at vækkelsen spaltedes i en grundtvigsk og en markant Rikke-grundtvigsk fløj. På sin gård byggede han en stor sal, og høstgilderne – hvor store skarer blev rundeligt beværtet – bød på foredrag af præster og højskolemænd og blev forbillede for højskolers og forsamlingshuses efterårsmøder.

L. var en ivrig forkæmper for kirkelig frihed og deltog med en mængde pjecer og artikler i forhandlingerne om kristelige emner, ligesom han gavmildt støttede højskolerne. Politik gav han sig sjældent af med, men var dog 1872 ordførende stiller for C. Berg, og ud af sin varme fædrelandskærlighed formanede han efter fredsslutningen 1864 fra rådhustrappen i Kolding Christian IX til at omgive sig med danske mænd ("Mange af os har under den grufulde Krig ikke kunnet holde den Frygt tilbage, at Deres kongelige Majestæt, født paa Grænsen af tysk og dansk, ikke naturligen har kunnet føle for Danmark og de Danske"). – I sin samtid var L. uden tvivl den kirkelige vækkelses mest fremtrædende lægprædikant, en fynsk bonde i fremtræden og væsen, storslået offervillig overfor alt som vandt hans hjerte, uafladeligt rede til at aflægge sit vidnesbyrd, både kristeligt og folkeligt; han hørte (sagde V. Birkedal) til "Rytteriet i Vorherres Slagorden".