Peter Malberg

Peter Malberg, Peter Martinus Malberg, 21.9.1887-23.6.1965, skuespiller. Som 8-9 årig sad den lille Peter Malberg i Århus tesater og overværede sin 14 år ældre bror Henriks debut som Skriverhans i eventyr paa Fodrejsen. Han forfærdedes over at se ham stjæle den sovende Ejbæks tegnebog og reagerede spontant med at råbe: "Gør'et ikke Henrik, det bliver opdaget". Peter Malberg følte sig magnetisk tiltrukket af scenekunsten, men måtte - ligesom sin bror - tage en praktisk uddannelse først. Han blev maler og begyndte sin karriere som teatermaler. Som skuespiller debuterede han på Århus teater som fangevogteren i Gustav Wieds Ranke Viljer, 22.3.1907. Men virkelig udfoldelse for sine talenter fik Peter Malberg først da han blev knyttet til Alexandra teatret hvor han 1913 optrådte som politispionen i den effektfulde folkekomedie Revolte. Senere viste han sit ejendommelige kunstnerfysiognomi i kineserkomedien Mr. Wu hvori han, bl.a. ved sin usædvanlige maskeringsevne, gjorde en mindre rolle som en lumsk kuli til en stor præstation. Da Betty Nansen overtog teatret blev Peter Malberg knyttet til hendes ensemble og oplevede her sine lykkeligste, kunstnerisk mest værdifulde år, fx i rollen som drengen Melchior i F. Wedekinds Vaarbrud, 1915 hvor han i et bevægende samspil med Clara Wieth (Pontoppidan) forløste noget rørende og dybt menneskeligt. Begge evnede de at se ud som børn i pubertetsalderen. I disse år spillede han også Valentin i Eventyret, Japaneren i Købt og betalt, Egholm i Amalie Skrams Agnete og Tesman i Hedda Gabler. I Strindbergs Kammerater var han den feminine forfatter mod fru Nansens maskuline "Abel, en veninde", et spil af en for datiden uhørt dristighed gennemført med teatralsk vid og sviende realisme. Peter Malberg udviklede sig i disse år til en fin, ejendommelig karakterskuespiller med en undertiden ekstrem og patologisk præget fantasi.

Da Peter Malberg i midten af tyverne forlod Betty Nansen teatret var det de mere komiske roller og revyen der indfangede ham, særlig Ludvig Brandstrups Cooptimist revyer. Under sidstnævntes direktion på Betty Nansen teatret gjorde Peter Malberg lykke som artistagent i Wunder-Bar, 1931. I fyrrerne skabte han på Nygade teatret en række pudserlige, levende figurer fx i Benedettis trekant-lystspil 24 røde Roser som opnåede 252 opførelser, i Somerset Maughams Victorias Mænd og fremfor alt som den uforlignelige sardinage i John Drinkwaters Tre finder en Kro. Men allerede da havde Peter Malberg fået sit livs succes. Det skete 1930 på Det Ny Teater hvor han for første gang kreerede sin Balder Svanemose i Paul Sarauws komedie Peter den Store som siden blev gentaget i hovedstad og provins henimod et par tusind gange, også på film (Hans Onsdagsveninde). Usandsynlig morsom var han som denne vesterbro-sheik og plattenslager med sin simple elegance, glatte frækhed og lynhurtige forslagenhed. Her brugte han sit ganske særlige bevægelsesmønster, det glidende vagtsomme, og brillerede med sit guttaperkaansigt med de missende øjne, nervøse trækninger og tyggegummibevægelserne omkring munden, og den specielt drævende diktion der hvilede på vokalerne og snublede over konsonanterne. Hans sammensurium af komiske detaljer var dybt orginale og forenet i denne rolle der bragte ham en af de største populære sejre, vundet af nogen dansk skuespiller i dette århundrede. Figuren tilhørte nok en svunden tids København. Balder Svanemose var ingen "virkelig" type, men et fabeldyr skabt af Peter Malbergs fantasi. I begyndelsen red han "dyret", men efterhånden fik fantasifostret eget liv og red måske mere end godt var sin herre. I hvert fald fik Peter Malberg at føle hvad det vil sige at blive identificeret med en bestemt rolle, at ofre sin kunstneriske individualitet og udviklingsmuligheder for en populær figur som han aldrig senere kunne komme ud af. Rollen blev hans skæbne for publikum ville ikke slippe den og de lignende præstationer, skønt han selv gerne havde villet. Stagnationen lurede. Det lykkedes ham dog nu og da at gøre sig fri af skuffekomedierne, skabe nye og helstøbte mennesker som fx den mystiske bartender i Sutton Vanes Den sidste Rejse. Her var der autoritet over hans spil, en hemmelighedsfuld myndighed som gav det maskerede i hans kunst en ny vægt og mening. Blandt hans bedste præstationer fra de sidste år var hans forsagte, kværulantiske lille pilne urmager i Marcel Aymés Lucienne og Slagteren, Jeeter Lester i Tobaksvejen og den gamle farmer Curry i Regnmageren som han 1957 fejrede sit 50 års jubilæum i på Allé scenen. Balder Svanemose var en af de sidste roller han spillede på en københavnsk scene, hos Stig Lommer på Aveny teatret.

Peter Malberg har gjort en stor del af filmhistorien med. Han begyndte hos Frede Skaarup i Århus omkring 1910. Hans maskerings- og karakteriseringsevne bragte ham tidligt i første række, særlig i samarbejde med A.W. Sandberg. Højest nåede han i to af Sandbergs stumfilm som den snurrige tåbe, onkel Dick i David Copperfield, 1922 og som den åndssvage stakkel Aslak i Morænen, 1923. I sin fremstilling af disse sjælelige af skæbnen udstødte vrag var Peter Malberg helt original og suveræn. Hertil kom lappen Lågje i G. Schneevoigts Laila, 1930. I tonefilmen skabte han en række barokke figurer fx putkræmmeren i Bolettes Brudefærd, 1938 i samspil med Bodil Ipsen og hans meget fint beherskede Thummelumsen i filmen af samme navn 1941, men fremfor alt originalen, kaptajn Nemo i Annelise Hovmands Ingen tid til kærtegn, 1957 for hvilken han fik Bodilprisen. Den uopslidelige Svanemosefigur dukkede op i Hans Onsdagsveninde, 1943. Men ellers blev han brugt eller "misbrugt" i rækken af Morten Korch-film og som onkel Anders i Far til fire-filmene hvor publikum over hele landet elskede ham som et uundværligt inventar, en slags maskot som han ikke lagde skjul på var en byrde. Han søgte at skabe nye masker, klovnagtige originaler, røgtere, landstrygere og variere dem, men han var selv ganske klar over at alle disse Fjollerup'er aldrig kunne blive overraskende fordi det var den samme type der spadserede videre fra film til film. Men jubel var der over den fjollerupske dialekt, den ganske specielle "møøhhmmøø" som han selv havde døbt den. Han opnåede stor og forståelig popularitet, men på bekostning af de ægteste hemmeligheder i sit talent. Når han var bedst var han en komiker hvis type dansk teater og film ikke har haft magen til.