Peter Olsen, Peter Pavia Eigil Nathanael Olsen, 20.7.1892-22.7.1930, forfatter, komponist. Født i Avigait, Frederikshåb distrikt, død i Agto, Egedesminde distrikt. O. viste allerede som barn musikalsk talent og virkede som organist for den lille lokale menighed som seksårig. Derfor kom han også på Godthåb seminarium 1909 og blev dimitteret som kateket 1915. Han blev ansat i Egedesminde hvor han virkede til 1929, afbrudt af et Danmarksophold 1920-21 hvor han blev uddannet som organist hos P. S. Rung Keller i Kbh. med fint resultat. Ved siden af arbejdet som lærer og prædikant begyndte han at digte og komponere og oprettede desuden et af de første organiserede sangkor i Grønland, Nipilúkut (dem med de dårlige stemmer). Men 1927 blev han ramt af folkesygdommen tuberkulose og blev hurtigt så svækket, at han 1929 bad om forflyttelse til et mindre sted, Agto, hvor han blev overkateket. Men han fik kun et års virketid, før sygdommen fik bugt med ham. – I kraft af sin usædvanlige musikalitet kombineret med digterisk evne skabte O. en række folkelige og kirkelige sange hvor han selv skrev både tekst og melodi, og de vandt stor yndest blandt grønlænderne, formentlig fordi han i usædvanlig grad dyrkede "den grønlandske tone". Nogle af dem havde motiv fra de kendte grønlandske sagn, fx. Kâgssasorujúnguarôq om den forældreløse Kâgsssasuk eller Nukagpiatoqakasigôq om den gamle ungkarl. Kendtest er nok Sunja kaligpoq med en munter og fejende melodi. Den skildrer hvalfangerskibets ankomst til havnen med en hval på slæb og den store jubel blandt folket over kødbjerget. Men skibet er dansk, og digtet slutter alvorligt: "Hvornår mon det bliver en grønlænder, der fører et hvalskib i havn?" Tekst og musik forenes her i et fuldendt mønster. Der er en egen forsoren og djærv stemning over digtene, og det samme gælder flere af de små fortællinger han fik trykt i det nordgrønlandske månedsblad Avangnâmioq, nogle med religiøse motiver. – Trods sit korte liv sikrede O. sig en plads i Grønlands litteratur- og musikhistorie.

Familie

Forældre: udstedsbestyrer Lauritz Kristian Peter O. og Euphemia Ane Sophie Petersen (født 1865). Gift 6.8.1916 i Egedesminde med Sofie Elisabeth Jørgine Andersen, født 10.8.1892 i Godhavn, død 1950. – Far til Jørgen Hertling og Knud Hertling.

Bibliografi

Chr. Berthelsen: Oqaluttualiaativut taalliaativullu, ny udg., Godthåb 1976 59-61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig