Peter Petersen - slotsgartner

Peter Petersen, 23.7.1754-24.1.1826, slotsgartner. Født i Kettinge, Als, død på Frbg., begravet sst. P. blev uddannet som gartner hos Aug. Schnitzer på Augustenborg 1773-76. Hans virke er derefter ukendt til 1781 hvor han blev gartnersvend i Frbg. have, for året efter at blive udnævnt til slotsgartner samme sted. De fornemme franske haveanlæg ved Frbg. slot var på dette tidspunkt i en meget forsømt stand, og sammen med J. L. Mansa, F. L. Holbøll og M. Voigt blev P. medlem af en kommission som skulle udarbejde planer til omlægning af Frbg. have og Søndermarken. P.s projekt blev godkendt, og de franske anlæg led derved en krank skæbne, og kun terrasserne og alleerne ved slottet blev bevaret, mens resten blev omlagt i den engelske landskabsstil som netop i disse år blev moderne. Arbejdet blev påbegyndt under P.s ledelse 1799. Omlægningen har været diskuteret helt op til vore dage hvor C. Th. Sørensen kalder den en tragisk ødelæggelse, mens Georg Boye skriver, at "barokanlægget er forvandlet til en romantisk have i engelskkontinental stil, og om dette er at beklage, kan diskuteres". P. ydede en mere positiv indsats som medlem af gartnereksamenskommissionen med forslag til bedre og rigtigere uddannelse af unge gartnere. Desuden virkede han med stor nidkærhed og dygtighed ved indførelse af mange fine frugtsorter som i perioden 1823-28 blev samlet i Frbg. have.

Familie

Forældre: bolsmand i Bro Peder Christensen (1696-1758, gift 1. gang med Anne, ca. 1700-40) og Marie Lisbeth Christensdatter. Gift 1782 med Karen Weidemann, døbt 3.11.1763 i Kbh. (Trin.), død 6.12.1815 på Frbg., d. af købmand Poul W. (1736-64) og Johanne Henrikka Crone (1728-74).

Ikonografi

Mal. af F. G. Kersting.

Bibliografi

C. Gentz i Tidsskr. for havevæsen, 1874 198. L. Helweg og Fred. Olsen i Gartnertid. XII, 1896 123-25. Frits Heide: Fra Frbg. have til Bakkehuset, 1918. Sv. Bruun og Axel Lange: Danm.s havebrug og gartneri til året 1919, 1920. Johs. Tholle i Frbg. gennem tiderne VI, 1956 129 131 o.fl.st. C. Th. Sørensen: Europas havekunst, 1959 (fot. optr. 1979) 179. Georg Boye: Havekunsten i kulturhist. belysn., 1972 16.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig