Peter Sivers, Peter Sievertz, 19.5.1674-10.5.1740, søofficer. Født i Stade, død i St. Petersborg, begravet i Hitola, Finland. Efter at have sejlet til koffardis fra sin tidlige ungdom blev S. 1700 lærling og s.å. månedsløjtnant i den danske søetat. N.å. blev han kadet og 1703 sekondløjtnant. Allerede 1704 afgik han efter ansøgning og ansattes i den russiske marine som kaptajn. De følgende år deltog han som chef for mindre skibe i søforsvaret af det nys anlagte St. Petersborg og forfremmedes 1714 til kommandørkaptajn. 1716 var han chef for en russisk eskadre til Kbh. der skulle assistere ved overførelsen af danske og russiske tropper til Skåne, en plan der dog ikke blev realiseret. Han blev schoutbynacht 1719, viceadmiral 1721 og admiral og præsident for admiralitetskollegiet 1728. S. var en dygtig og erfaren søofficer af zar Peters skole, noget vanskelig i kollegiet. Han fortsatte admiral Corn. Cruys' værk og indtager sammen med denne en hædersplads mellem grundlæggerne af Ruslands flåde. Under kejserinde Anna faldt han i unåde, og en kommission nedsattes for at undersøge hans forhold. S., der vistnok var ganske uskyldig, blev 1732 afskediget og forvist til sine godser i Finland. 1740 fik han dog tilladelse til at rejse til St. Petersborg for at søge lægehjælp, men døde der af et slagtilfælde. Kejserinde Elisabeth, der værdsatte S.s store fortjenester, skænkede enken godset Exekäll i Finland der i mange år ejedes af ægteparrets efterkommere. S. bevarede sin hengivenhed og troskab mod Danmark og erklærede under de spændte politiske forhold 1725–26 at han ikke ville kæmpe mod sit fædreland. – En yngre bror Gerhard Sievertz, født 4.9.1682, død 14.5.1717, blev ligeledes søofficer og deltog som kaptajnløjtnant i engelsk tjeneste i Gibraltars erobring 1704. Han blev kaptajn 1711 og var som chef for orlogsskibet Fyen underlagt Peter Tordenskjold. Han faldt under angrebet på Göteborg.

Familie

Forældre: kaptajnløjtnant, senere kaptajn i søetaten Johan Sievertz (1646–1712) og Cornelia Sibarsdatter Schwens (1651–1711). – 3.12.1706 i St. Petersborg med Sophie Elisabeth v. Numers, død efter 1740 i Finland, d. af kaptajn v. N. og Lucretia v. Knorring.

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Helene Höhnk i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XLIII, Lpz. 1913 256–352 (om familien Sievers). Ludv. Daae i Hist. t. 2.r.IV, Kria. 1884 433–37. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 I, 1891. F. F. Veselago: Kratkaja istorija russkago flota I, St. Petersborg 1893 72 o.fl.st. Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskjold I, Trondhjem 1925 65f. Donald W. Mitchell: A history of Russian and Soviet sea power, N.Y., London 1974 29 46.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig