Philip Julius Bornemann, 2.9.1599-9.8.1652, kancellisekretær. Født i Buckeburg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). B. studerede ved flere tyske universiteter og blev lic. jur. ved universitetet i Wittenberg. På sin morbror Martin v.d. Medens anbefaling blev han ansat i greven af Oldenburgs kancelli hvorfra han siden gik over i ærkebiskop Johan Frederik af Bremens tjeneste. 1626 blev han kammersekretær hos hertug Frederik, den senere kong Frederik III der dengang var biskop i Verden og koadjutor i Halberstadt. B. fulgte ham på en rejse til Nederlandene 1628. 1629 trådte han i Christian IVs tjeneste som sekretær i Tyske kancelli. I denne stilling virkede han til sin død med en mindre afbrydelse 1635–37 da han på ny var ansat som kammersekretær og rådgiver hos hertug Frederik der nu var ærkebiskop i Bremen. Han var en meget brugt mand ved kancelliets forretninger og forlenedes for sin tjeneste med flere kanonikater i Roskilde og Lund.

Familie

Forældre: dr. med. Cosmus B. (1567–1612) og Margrethe v.d. Meden (1581–1612). -26.5.1633 i Kbh. (Frue) med Hedevig Johanne Zoega, født 1606, død 2.1.1657 i Kbh., d. af tidligere gottorpsk "Pfennigmeister" i Kiel Johan Adolph Z. og Thyre Ellenberger fra Roskilde. – Far til Cosmus B. og Henrik B.

Ikonografi

Mal. 1635.

Bibliografi

Danm.s adels årbog X, 1893 78f. – Universitetsprogram, 1652. Ligprædiken (med stamtavle) i Pers.hist. t. VI, 1885 48–55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig