Poul Billgren, 7.12.1906-9.1.1982, forstander. Født i Kbh. (Skt. Johs.), død i Kbh. (Frihavns), begravet sst. (Ass.). B. der er 3. led i en generation af forsorgsfolk blev 1925 student fra Hanna Adlers skole; påvirket af Georg Christensens pædagogiske tanker valgte han en læreruddannelse ved Haderslev seminarium og dimitteredes herfra 1930. Efter vikartid ved Sortedams gymnasium og voluntært arbejde ved Psykoteknisk institut fulgte ansættelse ved Kbh.s kommunale skolevæsen 1931–46 med bl.a. opgaven som leder af en observationsklasse. Fra 1936 var han tillige knyttet som medarbejder til Kbh.s børneværn og deltog 1942 i stiftelsen af landsforeningen Ungdomsringen. Med sit klare blik for udviklingen så B. efter sin ansættelse 1946 som forstander for Julemærkekomiteens institution Lindersvold, det tidligere svagbørnshjem, her muligheden for at virke for løsningen af de stigende problemer omkring akut vanskelige og nervøse drenge. I sin forstandertid indtil 1972 blev han en af foregangsmændene for den senere udbyggede observationsundervisning og rådgivningsvirksomhed, og mange pædagoger har i tidens løb gennem besøg på Lindersvold hentet inspiration til arbejdet med vanskelige børn. B. har gennem årene ikke alene været en meget flittig kronikør og i dagblade meddelt sine pædagogiske, socialpædagogiske og socialpolitiske tanker men har også gennem studierejser omsat sine indtryk fra en lang række landes arbejde med skole- og behandlingshjem, observationsklasser og rådgivningsklinikker. Blandt de litterære arbejder vil man bl.a. finde: Samfundet og de Umyndige, 1943, Børneforsorg i Danmark, 1945, Den københavnske Skole i "København 1888–1945", 1948. Indtrykket af den brede begavelse og sensitive natur, "en god lærer er man på et overskud i sit sind", kan læses af B.s interesser der bl.a. er kommet til udtryk i medforfatterskabet til Hanna Adler og hendes skole, 1959, i radio- og tv-indslag som Dickens og Mr. Pickwick, 1962, Om mode-ord og andre floskler, 1971 samt Dickens-orienlering for Bibliotekscentralen, 1973. Redegørelse for arbejdet på Lindersvold i Undervisningsministeriets Tidsskrift 1971. Sammen med Karen Billgren modtog han 1976 hæderspris fra L. Zeuthens mindelegat.

Familie

Forældre: overopsynsmand, senere kvartermester under Kbh.s kommune Harald Louis B. (1872–1950) og Ingeborg Caroline Augusta Meyer (1875–1951). Gift 5.10.1940 i Kbh. (Skt. Johs.) med sygeplejerske Karen Kirstine Hansen, født 12.7.1910 i Biltoft, Næsbjerg sg., Ribe amt, død 14.2.1989, d. af husejer Søren Christian Marinus H. (1878–1954) og Birthe Marie Kristensen (1886–1949).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig