Poul Ekelund, Poul Ernst Ekelund, 14.1.1921-4.12.1976, maler. Født på Frbg. (Skt. Markus), død på Hjørring sygehus. E. vakte allerede ved sin debut på Kunstnernes efterårsudstilling 1943 opsigt ved det voldsomme temperament og den uomtvistelige sans for farver hans billeder talte højt om. Han havde tydeligvis taget ved lære hos en tityve år ældre ekspressionistisk bølge repræsenteret ved fx Harald Giersing, den unge Jens Søndergaard, måske også Svend Guttorm; dertil kom at van Gogh havde fået en renæssance. E. brugte pensel og spartel frit og dynamisk til lyrisk-dramatiske skildringer af landskaber, vind og vejr. Denne linie fortsatte han idet han føjede modelbilleder og enkelte nature morter til sin motivkreds, og idet temperamentets styrke periodevis kunne mildnes. Dette synes tilfældet i slutningen af 1940erne hvilket måske kan tilskrives bekendtskab med og påvirkning fra Harald Leth. Senere blev udtrykket atter voldsommere med svært og ligesom oppisket farvestof og gerne brede, diagonale penselstrøg. Fra 1960erne anvendte han en mere prikkende teknik. Til tider kunne det maleriske sprog blive grødet og uartikuleret, men i hans bedste arbejder forener en forfinet, begrænset farveskala sig med et ægte, ikke forceret temperament. Foruden oliebilleder som gerne er af ret lille format har E. udført dekorationer til Fakse sygehus, Den danske klub i London, Statens husholdningsråd, Hirtshals rådhus og Lauritzens søfartsskole ved Svendborg. E. blev 1951 medlem af Martsudstillingen og udstillede separat i Kunsthallen, Købmagergade, 1948, Kunstforeningen i Kbh., 1946 og -62, hos Clausen i Toldbodgade, 1961, i Göteborg, 1962, Hjørring kunstmuseum, 1975. Han blev elev af kunstakademiets frescoskole 1944, modtog Eckersbergmedaljen 1967 og var leder af Göteborgs museums kunstskole 1958–61.

Familie

Forældre: handelsgartner Johan E. (1882-1958) og Anne Margrethe Christiane Hemming (1878-1969). Gift 7.2.1944 med Birthe Steensen, født 28.12.1920 i Odense, d. af fuldmægtig i Østifternes kreditforening, cand.jur. Erik S. (1888-1957) og Ellen Johanne Elisabeth Molbech (1896-1977); ægteskabet opløst 1965.

Ikonografi

Malet selvportr. Foto.

Bibliografi

Interview i Dagens nyheder 30.3.1958. – J. Zibrandtsen i Nationaltid. 8.12.1948 og 6.1.1952. Ole Sarvig i Information 11.5.1951. P. Lübecker i Kunst IV, 1957 244-47. Samme i Hvedekorn, 1959 205-12. Samme i Paletten XX, Göteborg 1959 14-17. Udstillingskatalog Kunstforen. Kbh. 1962 m. forord af J. Zibrandtsen. Knud Holst i Kunst, 1971 182. Udstillingskatalog fra Hjørring kunstmuseum 1975 m. forord af P. Lübecker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig